Trægt at tegne overenskomst på private tilbud

• Email
• Print

Socialpædagogernes projekt ‘Særlig indsats på det private område’ (SIPO) startede 1. januar 2011 og er nu nået halvvejs i den toårige projektperiode.

I projektet er vi fire projektmedarbejdere, som er ansat af forbundet centralt, men bor rundt i landet og har hver vores geografiske område. Indtil nu har vi i et tæt samarbejde med  kredsene besøgt ca. halvdelen af de private arbejdspladser, som ikke har overenskomst, hvoraf hovedparten er opholdssteder for børn og unge og botilbud til voksne. Vi besøger steder fra ca. fem beboere og fem ansatte i små familielignende rammer og op til mere end 100 beboere og brugere og et tilsvarende antal ansatte. Flere steder har tilknyttet intern skole, STU-tilbud, efterværn, botræning og/eller enkeltmandsprojekter.

Projektet har tre formål:

• At tegne overenskomster med stederne.
• At flere medarbejdere på stederne organiserer sig i Socialpædagogerne.
• At få udbygget samarbejdet med arbejdspladserne.

Hvordan er det så gået?

Gennem projektet er samarbejdet øget væsentligt mellem de private arbejdspladser og Socialpædagogerne. De fleste steder har givet indtryk af, at der bliver arbejdet engageret og kvalificeret med de socialpædagogiske opgaver. Socialpædagogerne har gennem opstart af projektet vist, at vi betragter det private område som en  kvalificeret og væsentlig del af de socialpædagogiske tilbud, og vi har aflivet myter og forklaret, hvordan overenskomster i stor udstrækning kan sammensættes uden at ændre væsentligt ved de nuværende forhold.

Enkelte steder har benyttet sig af lejligheden til at få indført ordnede forhold for de ansatte gennem en overenskomst – eller er i gang med processen. Men alt i alt er der ikke indgået mange nye overenskomster. Mange steder vil gerne sikre medarbejderne med en overenskomst, men de tør ikke binde sig til længere opsigelsesvarsler, fuld løn under sygdom og andre risici for ekstraudgifter i disse usikre tider.

Den væsentligste årsag hertil forklares med kommunernes handlen og ageren. Vi får adskillige beretninger om pludselige hjemtagelser af beboerne. Hjemtagelser, som er styret af kommunens økonomitænkning fremfor beboernes behov. Hertil kommer, at henvendelserne om nye anbringelser udebliver. Fx fortalte en leder fra et stort sted i Nordsjælland om, at de plejer at få flere henvendelser om ugen – og nu har de ikke fået en  eneste henvendelse i det sidste halve år.

Ledere med disse erfaringer viger derfor ofte tilbage fra at binde sig til længere opsigelsesvarsler og andet i en overenskomst. Da arbejdsløsheden samtidig er stor, forhindrer dårligere ansættelsesforhold ikke, at man kan tiltrække arbejdskraft, selvom kredsene ofte hører fra medlemmer, der ikke vil søge arbejde på steder uden overenskomst. Det kan være af principielle grunde, eller fordi man tidligere har prøvet at blive afskediget med en måneds varsel eller har måttet klare sig for sygedagpenge under længerevarende sygdom.

Men også på steder, som allerede har lange opsigelsesvarsler, kan ledelsen blive ramt af nervøsitet. Et sted på Fyn, hvor vi forventede en overenskomst, blev besøget aflyst med kort varsel, da lederen på grund af pludselige hjemtagelser af flere unge var nødsaget til at afskedige fire-fem medarbejdere og derfor ikke mente, at en overenskomst skulle være lige nu. Et senere besøg ændrede ikke på lederens holdning: Han er blevet rystet af sine oplevelser og tør ikke binde sig yderligere gennem en overenskomst i disse usikre tider.

En metode til overlevelse i trange tider er at have hensat tilstrækkelige midler i gode tider. Nogle steder har sikret sig på denne måde og har valgt at sikre medarbejderne gennem en overenskomst. Andre steder har et pænt overskud opsparet, men viger alligevel tilbage fra at bruge den til sikring af medarbejderne. Der er steder, som har forsømt at spare op, da man har valgt at bruge alt undervejs til bygninger, til ekstra personale eller andet, og der er steder, som tilsynet har styret så stramt, at henlæggelser ikke har været mulige. Endelig har nogle brugt  overskuddet til at fastholde medarbejderstaben, selvom der har været tomme pladser. I alle de sidstnævnte tilfælde får vi nej til overenskomst her og nu, og dermed får de ansatte nej til den sikring eller de forbedringer, der ligger i overenskomsten.

En anden hindring i forhold til at få indgået overenskomster er, hvis en overenskomst medfører yderligere udgifter for arbejdsgiveren. Det vil betyde en stigning i opholdstaksten, hvilket de færreste steder er interesserede i som situationen ser ud nu, hvor både tilsyn og anbringende kommuner tværtimod presser på for en nedsættelse af taksten.

I praksis betyder de manglende overenskomster, at det er de ansatte, der må holde for med dårligere ansættelsesforhold, for at stedet kan bevare konkurrenceevnen. Eller at det er den ansatte og hendes eller hans familie, der bærer den økonomiske risiko ved med kort varsel at kunne blive kastet ud i  arbejdsløshed eller blive ramt af længerevarende sygdom uden fuld løn. Det ville være ønskeligt, hvis arbejdsgiveren i højere grad ville påtage sig den risiko.

Projektet har medført en svagt stigende interesse for at blive medlem hos Socialpædagogerne. Vi har dog også erfaret, at mange har valgt at være med i ‘de gule’ foreninger, fordi de er billigere. Måske med en tilføjet argumentation om, at der alligevel ikke er overenskomst på arbejdspladsen.

Vi møder ofte spørgsmålet: ‘Hvad får jeg ud af at blive medlem hos Socialpædagogerne i stedet?’

Vi drøfter så, hvad det er, vedkommende har brug for, og hvad Socialpædagogerne kan tilbyde: Selvfølgelig ret til faglig og juridisk bistand i ansættelsessager fra en organisation, som kender området (arbejdsskade, sygdom, løn, arbejdstid, ferie, barsel, konkurs m.v.). Herudover pædagogisk inspiration gennem Socialpædagogen,  Håndbog for privatansatte, faglige aktiviteter og møder, ret til tjek af løn og ansættelseskontrakt, sparring omkring arbejdsmiljø, rabatordninger osv. 

Men derudover er der en stor opgave i at bibringe medarbejderne en forståelse af, at de goder, som de trods alt har i ansættelsen, ikke er naturgivne, men udelukkende et resultat af fagbevægelsens bestræbelser og kampe gennem tiderne. Og at denne indsats er betalt, og stadig bliver betalt, af medlemmerne af fagforeningerne, ikke af medlemmerne af ‘de gule’ foreninger. Vi kender alle eksempler på, hvordan den mere kyniske del af arbejdsgiverne, ikke kun indenfor det socialpædagogiske område, men indenfor hele arbejdsmarkedet, på alle mulige måder forsøger at presse ansættelsesforholdene i den forkerte retning.

En anden vigtig opgave er at bibringe medarbejderne kendskab til det store arbejde, forbundet lægger i at fastholde, sikre og udvikle hele det socialpædagogiske område.

Et arbejde, som ikke mindst i disse krisetider er uhyre vigtigt. Vi kender jo også alle til skrækkelige eksempler på, hvordan spareivrige politikere og forvaltninger ville indrette tilbuddene til de svageste, hvis de fik lov.

Vi har derfor ændret i projektet, så vi fremover sætter mere fokus på at etablere kontakt til medarbejderne. Vi arrangerer medarbejdermøder, pædagogiske arrangementer, café- og netværksmøder osv. Men i dette arbejde har vi brug for hjælp fra jer, der allerede er medlemmer. Vi ringer derfor til en del af jer for at få kontaktpersoner på de enkelte arbejdspladser. Vil du være kontaktperson, eller vil du af anden grund i kontakt med os, så se vores kontaktoplysninger her på siden.