Misbrug og afhængighed blandt udviklingshæmmede

Dette er en kommentar til et problem, som rigtig mange professionelle inden for det social- og specialpædagogiske område konfronteres med på daglig basis, og som ofte efterlader de professionelle med en følelse af afmagt.

‘Der er mindst lige så mange misbrugere blandt mennesker med udviklingshæmning som i resten af befolkningen – og formentlig en del flere… Misbruget blandt mennesker med udviklingshæmning består helt overvejende af alkohol, men der findes også en del hashmisbrugere og andre med et blandingsmisbrug af eksempelvis medicin og alkohol’. Sådan lyder det i en undersøgelse fra Socialstyrelsen.

Samme undersøgelse viser, at så godt som ingen mennesker med udviklingshæmning modtager egentlig behandling på fx et misbrugscenter. Ud over antabus via egen læge er håndteringen af denne målgruppes misbrugsproblematikker således overladt til de professionelle i det pågældende botilbud.

Hvorfor er det mon sådan? Måske fordi almindelig misbrugsbehandling ikke kan anvendes til mennesker med udviklingshæmning.

Tilpas tilbuddene

Metoderne i dansk misbrugsbehandling er mange og forskellige, men bygger dog typisk på den forudsætning, at borgeren er motiveret, har evnen til at reflektere over egen situation og evnen til, rent kognitivt, at forstå og overskue konsekvenserne af egne handlinger. 

Her støder vi på de første udfordringer i forhold til mennesker med udviklingshæmning og misbrug.

Der skal ikke herske tvivl om, at denne målgruppe selvfølgelig kan være motiverede, have viljen og træffe valget om at stoppe et eventuelt misbrug. Men mennesker med udviklingshæmning har også ofte problematikker i forhold til impulskontrol, selvindsigt, kognitiv fleksibilitet mv. og har derfor et meget spinkelt grundlag for at få et reflekteret forhold til eget misbrug.

Hvis mennesker med udviklingshæmning skal deltage i egentlig misbrugsbehandling, så må der altså ske tilpasninger af ‘standardkonceptet’. Lige såvel som der som regel må ske tilpasninger i den pædagogiske indsats, hvis misbrugsproblematikkerne skal håndteres i eksempelvis et botilbud.

Koblingen mangler

At være afhængig af et rusmiddel medfører, at personen er præget af ambivalens; på den ene side tilbyder rusen lindring, på den anden side er der misbrugets negative konsekvenser.

Dette gælder dog ikke nødvendigvis for mennesker med udviklingshæmning, fordi mange udviklingshæmmede ikke kobler årsag med virkning. Dvs.: ‘Når jeg ryger hash, så får jeg en dejlig ro i min krop’ – eller ‘når jeg ryger hash, kan jeg være en del af fællesskabet, og dette løser umiddelbart mit problem, punktum!’

Men de deraf følgende sociale, økonomiske eller fysiske konsekvenser kobles ikke partout til forbruget af hash. Denne kobling kan ske med hjælp fra en professionel – fx en pædagog i botilbuddet.

Meget forenklet kan afhængighed siges at udvikles i en proces, der starter med, at personen bevidst søger stimuli, som forventeligt udløser belønning (‘jeg slapper af når jeg drikker’), over tid bliver den bevidste stræben efter belønning til vane (‘jeg drikker altid fem øl, inden jeg skal sove’) og slutteligt antager vanen form af tvang (‘jeg er nødt til at drikke fem øl for at kunne sove’).

Selvom afhængigheden objektivt set er et problem, så er den misbrugspsykologisk set en løsning på grund af rusens effekt. Der vil opstå situationer, hvor risikoen for tilbagefald er høj grundet oplevelsen af misbruget som en løsning. Højrisikosituationer er specifikke for den enkelte og knytter sig til personens psykologiske sårbarhed.

Skemaer skaber overblik

I forhold til udviklingshæmmede med misbrug og/eller afhængighed så har vi at gøre med en målgruppe, for hvem overblik, koncentration, impulskontrol og refleksion mv. oftest i udgangspunktet er nedsat. Her er således brug for, at den professionelle kan støtte og kompensere for det lavere kognitive funktionsniveau.

Dette kræver bl.a., at den professionelle selv, eller sammen med borgeren, skaber et overblik over de højrisikosituationer, som gælder for den pågældende borger. Her kan eksempelvis anvendes et skema, hvoraf de specifikke højrisikosituationer fremgår.

Måske er risikoen højest om aftenen, ved bestemte højtider, når der er gået penge ind på kontoen, når borgeren er vred, eller ved samvær med bestemte personer osv.

Sådan et skema kan give den professionelle og eventuelt borgeren et rigtig godt overblik over, hvornår det er vigtigt med en særlig opmærksomhed, og samtidig et udgangspunkt for planlægning af den pædagogiske indsats.

Vanskelig afdækning

Hvis vi nu starter fra begyndelsen, så er første skridt i en misbrugsindsats som regel at afdække misbruget og dets omfang. På dette første skridt i processen opstår typisk udfordringer som dette eksempel:

Lise, som er pædagog i et botilbud, forsøger at afdække omfanget af en beboers forbrug af hash. Beboeren kalder vi Hans.

Lise: ‘Ryger du hash hver dag?’

Hans: ‘Ja… jeg ryger tre gram’.

Herefter viser Hans med fingrene, hvad der svarer til maksimalt et halvt gram.

Samtalen mellem Lise og Hans fortsætter i ti minutter, og senere spørger Lise: ‘Synes du selv, at du ryger for meget?’

Hertil svarer Hans: ‘Nææh… jeg ryger jo ikke mere end…’  Og så viser Hans med fingrene, hvad der vil svare til ti gram.

Efter samtalen er Lise på den led ikke blevet klogere på omfanget af Hans’ forbrug af hash.

Det kan være rigtig vanskeligt at afdække forbruget af rusmidler, fordi mange udviklingshæmmede ikke selv er klar over mængden. Lise er således nødt til at lave systematiske observationer over de fysiske, psykiske og sociale forandringer, hun ser, og hvornår hun ser dem, for at pejle sig ind på Hans’ forbrug af hash.

På samme måde som tidligere nævnt, så er det i denne situation relevant at udfærdige et skema til at nedskrive forandringerne og tidspunktet, hvor de professionelle ser dem.

Motivation og tålmodighed

Mennesker med udviklingshæmning har, ligesom alle andre mennesker, drømme og ønsker for eget liv. Men det kan ikke forventes, at den udviklingshæmmede af egen kraft kan finde motivation til at stoppe et misbrug, og det kan ikke forventes, at den udviklingshæmmede selv kan fastholde motivationen over tid.

Udviklingshæmmede kan godt drage fordel af motiverende samtaler, som er tilpasset funktionsniveauet. Men som professionel skal man være opmærksom på, at hvis borgeren har vanskeligheder i forhold til at forstå konsekvenser, og ikke formår at have overblik over egen situation og proces, så vil motivationen ofte forsvinde sammen med den professionelle, når samtalen slutter – eller når borgeren møder de venner, som han eller hun plejer at ryge hash sammen med.

Min oplevelse fra praksis er, at motivationen som regel er knyttet stærkt op på relationer til bestemte medarbejdere snarere end en egentlig indsigt i egen situation.

Det kræver stort engagement og vedholdenhed fra den professionelle, som må være i stand til at opfange signaler, forudse særligt sårbare situationer, aktivere, invitere (gerne insisterende) ind i nye fællesskaber og generelt hjælpe den udviklingshæmmede til at lære nye mestringsstrategier. Den professionelle skal fungere som den udviklingshæmmedes frontallapsstillads.

Håndtering af misbrugsproblematikker hos udviklingshæmmede er en kompleks sag, og den professionelle har en helt central rolle, hvis det skal lykkes en udviklingshæmmet at komme ud af et misbrug.

Hvis man i et botilbud skal håndtere misbrug, så må man derfor indstille sig på en længerevarende pædagogisk indsats – med observationer, systematik, vedholdenhed og fokus på at skabe opbyggelige fællesskaber. 

Ingelise Ørndorf er cand.pæd. i pædagogisk psykologi, konsulent og VISO-specialist og ansat ved Professionssekretariatet på Sødisbakke.