Ingen krise – men mange barrierer
Hvordan sikrer vi, at mere end de nuværende 10 pct. af borgerne i socialpædagogiske tilbud kommer ud på det almindelige arbejdsmarked? Det var emnet for Socialpædagogernes debatmøde på Folkemødet
Bud på et mere rummeligt arbejdsmarked. Det var udfordringen til panelet og et halvt hundrede tilhørere ved Socialpædagogernes arrangement på årets folkemøde på Bornholm.
Panelet bestod af Stine Bosse, bestyrelsesformand i en række store virksomheder, Laurits Rønn, direktør i Dansk Erhverv, Anne Båstrup, socialpolitisk ordfører for SF og forbundsformand Benny Andersen.
Interviewer var lederskribent på Politiken Kristian Madsen, som først ville vide, hvorfor Socialpædagogerne overhovedet vil have inklusionen af mennesker med handicap, udviklingshæmning og psykiske lidelser til også at omfatte arbejdsmarkedet.
– For langt de fleste mennesker er der rigtig meget identitet forbundet med det at arbejde og være med i det sociale fællesskab. Det gælder også for borgerne i socialpædagogiske tilbud. Når de bliver spurgt, hvad de laver, vil de fleste meget hellere svare Bilka eller Mosteriet end et beskyttet værksted. Og så er vores opgave som socialpædagoger at hjælpe med at flytte dem dertil, var forklaringen fra Benny Andersen.
Panelet afviste, at det rummelige arbejdsmarked som sådan var i krise. Anne Baastrup advarede direkte mod at tale mulighederne ned med for meget krisesnak:
– Der er en udvikling i gang. Og der er mange forudsætninger på plads allerede for en positiv udvikling. Men der er også en tsunami af skemaer der skal udfyldes før borger og arbejdsplads kan mødes.
Hun påpegede, at regeringen overtog et monster af et bureaukratisk system fra VK-tiden. Men lovede, at der nok skal blive ryddet op i blanketterne og lavet de nødvendige forenklinger for at lette adgangen til det almindelige arbejdsmarked med den arbejdsmarkedsreform regeringen er på vej med.
Det offentlige sakker bagud
Laurids Rønn fra Dansk Erhverv så heller ingen krise fra sin udkigspost:
– Der er mange udfordringer og mange barrierer, men de private arbejdsgivere vil gerne. Der er faktisk en stigende vilje til at ansætte folk på særlige vilkår. Og som organisation laver vi mange kampagner og indsatser for at få medlemsvirksomhederne til at styrke deres indsats.
Han medgav dog, at den økonomiske krise har ramt også på dette område. En melding som blev bakket op af Stine Bosse:
– Men selv om det er gået lidt ned ad stigen i ly af krisen, så synes jeg grundlæggende, det går godt og fremad. Det er stadig en grundlæggende udfordring at skabe lettere adgang. I dag er det især det private erhvervsliv der løfter den. Stat, regioner og kommuner sakker kraftigt bagud. Både med hensyn til selv at tage imod disse borgere. Og når det handler om at geare jobcentrene til at løfte deres del af opgaven, konstaterede hun.
Stine Bosse fortalte, hvordan hun for nylig havde rådgivet en mellemstor kommune om social inklusion. Anledningen var et ønske om at åbne en række virksomheder for udsatte og handicappede.
– Jeg mødte så at sige ingen væsentlige barrierer hos de involverede virksomheder. Problemerne begyndte helt klart, når de løb ind i en kombination af papirvældet og uvidende medarbejdere på jobcentrene. Der er brug for nogle uddannelsesforløb – og for at opstille nogle klare succeskriterier.
Benny Andersen var enig i, at jobcentrene har meget at lære. Men pegede også på, at en koordinering fra socialpædagogisk hold kan sikre at de forskellige døre åbnes – og forbliver åbne. Han henviste til flere gode eksempler, bl.a. et godt eksempel på en løsning, Fabrikken Ålykke, som han netop har været præsenteret for i Aalborg Kommune (læs mere side 12).
Hvem løfter bedst?
Anne Baastrup fortalte om KLAP 3, et udspil fra LEV med forslag til at øge beskæftigelsen på området:
– Skal vi gøre det rummelige arbejdsmarked større, skal vi først og fremmest forstå, at vi skal levere en arbejdskraft, arbejdsgiveren har brug for. Vi kan ikke forvente, at arbejdsgiverne skaber overflødige job. Og så skal vi koncentrere indsatsen om at få de store landsdækkende kæder som Bilka og IKEA til at løfte opgaven. Det er dem, der har en HR-afdeling, der kan matche det kommunernes og jobcentrenes bureaukrati.
Det synspunkt blev meget langt fra delt af Laurits Rønn.
– Vi skal ikke kun satse på de store kæder. Langt de fleste danske virksomheder – og dermed det store potentiale – er små og mellemstore. De er faktisk rigtig gode til at arbejde med inklusion – forudsat selvfølgelig at lønnen afspejler hvad medarbejderen kan levere. Kravet må bare være, at jobcentrene samler den her opgave ét sted, så det bliver ordentligt afklaret, hvilke job den enkelte kan bestride.
Heller ikke Stine Bosse så nogen grund til at udelukke nogle virksomheder på grund af størrelse:
– Alle virksomheder skal have mulighed for at vise social ansvarlighed. Går det godt i en virksomhed, så har man også en samfundsmæssig forpligtelse til at løfte opgaver som den her – og det skal alle have mulighed for. Brug dog det engagement, der er hos de små og mellemstore virksomheder.
Det socialøkonomiske alternativ
Nu kom der også gang i tilhørerne. Blandt dem var Bertil Ekstrøm fra Mosteriet, en lokal socialøkonomisk virksomhed, der er startet op i regi af Bornholms regionskommune. Virksomheden har vokset sig så stor, at den netop er blevet solgt til bl.a. gourmetfirmaet Kadeau.
– Jeg synes det er ærgerligt, at man er så bange for at ‘forvride markedet’ ved at lade os vokse store i kommunalt regi. Vores ambition var at få udsatte og psykisk syge borgere ud fra de lukkede væresteder, ud og lave noget af værdi – noget, der kan sælges. Der var jo grænser for, hvor mange smørebrætter, de her borgeres familier kunne aftage som julegaver. Derfor har vi bygget en virksomhed op om kvalitetsprodukter, der kan sælges. Og hvor borgerne har et reelt arbejde.
Han blev suppleret af Jon Krogh fra Selveje DK, en organisation for socialøkonomiske virksomheder som for eksempel Specialisterne og TV-Glad. Han opfordrede til at man understøttede disse virksomheder – frem for at satse på traditionelle virksomheder til at løfte opgaven.
Der er brug for alle
Benny Andersen advarede dog kraftigt mod at vælge og vrage mellem de forskellige typer og størrelser af virksomheder:
– Vi har brug for alle indsatser, hvis vi skal løfte opgaven med at få flere ud. Vi har brug for mængden af tilbud. Og for at huske, at disse borgere er lige så forskellige som os, der er til stede her i dag. Der er brug for en bred vifte af tilbud.
Han efterlyste også mulighed for uddannelse af de borgere, der gerne vil ud på det ordinære arbejdsmarked.
– Vi har de særligt tilrettelagte uddannelsesforløb STU for de unge. Jeg tror vi skal udbygge det med et AMU-forløb, der gør den her gruppe mennesker parate til arbejdsmarkedet. Lærer dem om de basale regler og adfærd, der gælder på en arbejdsplads, sagde Benny Andersen.
Da ordstyreren afslutningsvis bad panelet om en opsummering af nødvendige initiativer for at få flere end de nuværende 10 pct. af borgere i socialpædagogiske tilbud ud på arbejdsmarkedet, var der enighed i panelet om en håndfuld:
Erhvervsorganisationerne skal fortsætte deres indsats for at få medlemsvirksomhederne til at tage ansvar. Folketinget skal luge ud i ‘tsunamien’ af blanketter og regler. Jobcentrene skal klædes på til at understøtte opgaven med at skabe det rette match mellem virksomheden og de kommende medarbejdere. Den indsats skal understøttes af en ‘håndholdt’ socialpædagogik, der hjælper med til at gøre hverdagen lettere for såvel borgere som virksomheder. Og så skal der være en stor mangfoldighed og bredde i udbuddet af arbejdspladser og konkrete job.