Kære Kaj. I forlængelse af dit indlæg i socialpædagogen nr. 12/2013 som svar på læserbrev fra kredsbestyrelsen i Storkøbenhavn, synes jeg, at du svarer udenom og skylder at komme med en ordentlig forklaring.
Jeg vil ikke debattere karensbestemmelser, og det var heller ikke det, der var lagt op til i kredsbestyrelsens læserbrev. Men det er det, du skriver om, og dermed undlader du at svare dér, hvor skoen virkelig trykker.
Jeg vil have svar på, hvorfor hovedbestyrelsen (HB) kan finde på at lave cirkulæreformuleringer, som underminerer og modstrider en kongresbeslutning (i den konkrete situation i forbindelse med en vedtagelse vedr. karensbestemmelser)?
Det hænger ikke sammen med at vi fremstiller os som en demokratisk organisation, og jeg tror, at tilslutningen til os vil dale drastisk. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi dør på kort tid, hvis ikke vi bliver opfattet som sådan af vores medlemmer.
Demokratiets ånd er død, når man forholder sig så respektløst overfor det øverste demokratiske organ, nemlig kongressen. Så er det i øvrigt fuldstændigt ligegyldigt, om det, et flertal beslutter, er klogt eller ej.
Et kvalificeret flertal er et kvalificeret flertal uanset hvad, man synes om det.
Kære Marc
Af Kaj Skov Frederiksen, forbundskasserer
Jeg er ikke enig i din præmis. Du spørger hvordan hovedbestyrelsen (HB) kan finde på at lave et cirkulære, hvis formuleringer underminerer og strider imod en kongresbeslutning. Jeg mener hverken, at det ny cirkulære er i modstrid med eller underminerer kongressens beslutning. Kongressen besluttede, at vi ikke skulle fjerne karensbestemmelsen. Og det har vi heller ikke gjort.
Jeg mener derimod, at HB havde svigtet sit ansvar, hvis den ikke havde sørget for, at præcisere bestemmelsen således, at alle medlemmer kan sikres samme behandling, uanset hvor i landet, de hører til.