icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Selvmål for Socialpædagogerne

  • Af Mik Thetmark
  • 14-2013 /

Det var beskæmmende at se vores forbundsformand flankere en radikal minister under fremlæggelsen af den såkaldte tillidsreform og de overenskomstundergravende syv principper for ‘modernisering af den offentlige sektor’. Igen fremstod Socialpædagogerne som noget, der mere og mere ligner en socialdemokratisk vælgerforening. Man har åbenbart intet lært af lærerkonflikten, hvor folkeskolelærerne på hele fagbevægelsens vegne kæmpede for retten til centralt forhandlede arbejdstidsregler og troværdige kollektive overenskomster.

Den nye mini-trepartsaftale handler om det samme – nemlig om at arbejdsgiverne, som Dennis Kristensen rigtigt har sagt det, kan tilsidesætte overenskomsterne. Beskyttelsesbestemmelser, arbejdstidsregler og andre hårdt tilkæmpede fælles goder skal med den nye aftale kunne tilsidesættes for at finansiere regeringens spareplan på 12 mia. kr.

Lønmodtagerne skal altså igen holde for – og det efter nedsættelsen af selskabsskatten og milliardlån til bankerne, der har skabt og tjent på krisen – og efter, at vi to overenskomstperioder i træk har oplevet reallønsnedgang, titusinder af fyringer, øget arbejdspres, trusler mod ordnede løn- og arbejdsforhold og forringelser for de mennesker, vi arbejder med.

Det kan ikke være rigtigt, at den ellers udmærkede faglige organisation, vi betaler kontingent til, støtter og opfordrer uorganiserede kollegaer til at melde sig ind i, er med til at åbne for tilsidesættelse af vores overenskomster.

Fik det virkelig ikke de røde lamper til at lyse for Socialpædagogerne, da Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse slog fast, at de ‘syv principper’ skal følges op af ‘forsøg med fritagelse for overenskomstmæssige bindinger’? 

For ikke så længe siden var Socialpædagogerne et af kun et par forbund under LO med medlemsfremgang. Det er vist desværre ikke længere tilfældet – bl.a. derfor har vi ikke råd til at undergrave os selv ved at indgå aftaler, der i deres natur er i strid med fagbevægelsen, og hvis mål i virkeligheden blot er at spare 12 mia. kr. i den offentlige sektor. Al erfaring viser, at den slags tiltag betyder dårligere arbejdsforhold for de ansatte og forringede vilkår for dem, vi arbejder med.

 


Kære Mik

Af Benny Andersen, forbundsformand

Jeg mener ikke, du har ret, når du skriver, at aftalen om tillidsreform betyder, at vi sælger ud af overenskomstrettigheder. Tværtimod har vi med aftalen sikret os indflydelse på, hvordan den offentlige sektor skal videreudvikles. Vi har sikret os, at medarbejdernes faglighed og den faglige kvalitet skal være styrende. Vi har fået gjort op med den rene new public managementstyring.

Aftalen handler ikke om at hente 12 mia. kr. ved effektivisering og besparelser. Nej, det afgørende er, at vi har sikret os indflydelse på, hvordan hele den offentlige sektor skal udvikles – og ikke kun, når det handler om, at der skal effektiviseres for 12 mia., som udgør mindre end 1 pct. af den offentlige sektor, men også når det gælder de resterende 99 pct.

Der er intet i aftalen, der tilsidesætter overenskomstrettigheder – overhovedet. Den tekst, der står i aftalen om mulighed for at lave forsøg, der frigør en overenskomstaftale, er ikke ny. Den stammer fra frikommuneforsøgsaftalen. Og det er sådan, at hvis der skal laves forsøg, så skal det aftales med den overenskomstbærende organisation. Og så vil vi selvfølgelig sige fra, hvis der er tale om forringelser.

Så jeg har det stik modsat dig. Den her aftale kan være med til at give en bedre arbejdsdag for medlemmerne, styrke vores indflydelse og vores muligheder for at sætte medlemmernes faglighed, kompetencer og viden i fokus. Der er hverken tale om udsalg af overenskomster eller tilsagn om at finde et bestemt milliardbeløb, sådan som nogen forsøger at fremstille det.

Og jeg har lært, at når vi skal varetage medlemmernes interesser, så handler det om at være med, søge indflydelse, komme med løsninger. Det giver langt større resultater, end hvis man vælger at stå ovre i et hjørne og råbe nej.

I øvrigt er det jo også sådan, at både sygeplejerskerne, HK’erne, socialrådgiverne, BUPL’erne og 3F’erne er med på aftalen. Ja, faktisk har alle faglige organisationer for offentlig ansatte i LO, FTF og AC sagt ja til aftalen. Kun to har valgt ikke at være med – nemlig FOA og lærerne. Det er deres valg, og de vurderer åbenbart, at det giver bedre resultater ikke at være med. Jeg er ikke enig. Resultater til glæde og gavn for medlemmerne får man ved at søge indflydelse og være med.

Og aftalen forpligtiger – både arbejdsgiverne og os. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver handling fra såvel os som forbund, vores kredse og jer tillidsrepræsentanter.