Mentorpædagog – ambassadør for udsatte borgere
Synlige resultater samt friheden til at gøre det, som og når det passer dem, er med til at give to mentorer med pædagogisk baggrund lyst til arbejdet som mentor. De føler en stor anerkendelse, når de som borgernes ambassadør guider dem til at finde deres egen vej tilbage på sporet
Ud over at arbejde i Aarhus har de to mandlige pædagoger det til fælles, at de er blevet sociale mentorer mere eller mindre ved et tilfælde. Ole Secher har været mentor i tre år ved siden af en 30-timers stilling som pædagog på Skanderborg STU. Odin Bojsen har været mentor i kriminalforsorgen, Job&Trivsel og Arbejdsmarkedscenter Syd i Aarhus Kommune i halvandet år. Efter ti år i psykiatrien var han så småt begyndt at se sig om efter noget nyt, og mødet med en bekendt – med arbejde som mentor – blev startskuddet til et karriereskift og livet som selvstændig socialarbejder på fuld tid.
|
Odin Bojsen Odin Bojsen startede ud som tømrer og nåede også at være tømmermester, før han kastede sig ud i pædagogikken – først som pædagogmedhjælper og efter uddannelse i 2002 på Peter Sabro Seminarium arbejdede han i både børne- og voksenpsykiatrien. |
– Min første mentoropgave fik jeg, fordi en bekendt ikke selv kunne tage den og anbefalede mig til kriminalforsorgen. Det første halve års tid havde jeg fire forløb ved siden af mit vikariat på børnepsykiatrisk hospital. På den måde fik jeg afklaret, om jeg ville kaste mig over mentorjobbet på fuld tid, siger Odin Bojsen.
Hans første opgave i kriminalforsorgen var at hjælpe en ung kvinde med ADHD og misbrug. Hun skulle prøveløslades, og hans opgave var at skabe orden i hendes kaotiske liv, så hun blev i stand til at holde aftaler, betale regninger, holde fast i det kursus, hun var startet på og om muligt motivere hende til at gå i misbrugsbehandling.
I dag halvandet år efter er han stadig mentor for hende, men nu i et andet regi. Hun er ude af misbruget og er startet på en kreativ statsanerkendt uddannelsesinstitution.
En af de største forskelle mellem den traditionelle socialpædagog og rollen som mentor er, at Odin Bojsen opfatter sig selv som borgerens ambassadør.
– Jeg har ingen myndighedskasket på, og langt hen ad vejen går jeg ‘med’ borgeren – både i hendes ønsker og planer, men også helt konkret til aftaler ved lægen, i misbrugscentret eller hos kommunen og hjælper hende i hverdagen. På den måde får jeg langsomt opbygget det tillidsforhold, der gør det muligt at hjælpe hende til at tage mere ansvar for sit liv, siger han.
– Jeg sætter stor pris på friheden – også metodefriheden – i mentorarbejdet. Jeg gør en forskel og får respons fra både sagsbehandlere og borgere, der bekræfter mig, fortæller Odin Bojsen.
En arbejdsdag fuld af huller
Den eksterne mentor har en meget alsidig arbejdsdag. Odin Bojsen har to til tre møder med borgere hver dag, og han bruger cirka to timer til hver.
– Nogen snakker bedst, mens vi går en tur, og andre tager jeg med ud og træner i fitnesscenteret. Jeg har også haft en enkelt, som jeg lavede mad sammen med. Jeg er fleksibel og forsøger altid at møde borgeren på deres bane for at fange deres motivation. Det er et at de spændende elementer i modsætning til arbejdet som en del af en stor organisation som psykiatrien, siger han.
I øjeblikket starter Odin Bojsens dag med en morgenvækning.
– Jeg ringer til en ung mand hver morgen for at vække ham og sørge for, at han kommer af sted til sin praktik som naturplejer. Andre af mine borgere går i skole og på arbejde, så dem kan jeg først møde om eftermiddagen. Derfor kan det godt være et puslespil at få planlagt en arbejdsdag uden for mange huller. De huller, der kommer, må jeg bruge til administrativt arbejde eller drikke mig en kop kaffe på en café, siger han.
Selvom der altid er sagsbehandlere, læger og andre samarbejdspartnere, han skal ringe til, så kan spildtid ikke helt undgås. Arbejdsdagene varierer fra to til ti timer og en arbejdsuge fra 20 til 40 timer.
I modsætning til Odin Bojsen, er Ole Secher ikke fuldtidsmentor. Han har sin faste stilling på 30 timer på STU. Så hans arbejde som mentor er næsten# for# sjovt. Mentoropgaverne fletter sig ind i hans liv og kan ikke gøres op i timer eller lægges i en fast arbejdsdag eller rutiner.
Når problemet er størst 24-7
– Jeg bijobber ikke som mentor for pengenes skyld, men fordi det er givende for mig. Jeg gør en forskel for mennesker, der ikke har været så privilegerede, som jeg har, siger han.
|
Ole Secher Ole Secher er uddannet smed og dyrkede elitesport en periode, før han i 2008 blev pædagog på Peter Sabro Seminariet. Han har arbejdet fem år som pædagog på STU i Skanderborg og de sidste tre år desuden været tilknyttet mentornetværket på Arbejdsmarkedscenter Syd. |
Han voksede op i Viby J og gennem hele sin opvækst færdedes han i randen af kriminelle miljøer uden at blive en del af dem. Hans skolevej gik igennem et indkøbscenter i udkanten af et af landes mest belastede boligkomplekser, og her lærte han fuldebøtterne at kende som flinke mennesker.
– Jeg traf de rigtig valg, men stod flere gange ved en skillevej, der kunne have ført mig ind i kriminaliteten eller misbruget, som mange af de borgere, jeg er mentor for, er en del af. Jeg kan sætte mig ind i deres liv og forstå, hvorfor de træffer de valg, som de gør. Jeg fordømmer dem ikke, men har bare lyst til at hjælpe dem på ret fod, siger Ole Secher.
For ham er det essentielle i mentorrolle indeholdt i tre nøgleord: forståelse, tillid og tilgængelighed.
– Min telefon er åben 24 timer i døgnet. Når borgeren har et problem, skal han i kontakt med ham, der skal og kan hjælpe uanset tidspunktet og ikke henvises til at ringe mellem klokken 9-16. Brænder det virkeligt på, kan de ringe til mig om aftenen, om natten eller juleaften. Jeg siger det til dem fra starten, og de får en respons fra mig, også hvis jeg ikke har tid. Så svarer jeg, at jeg ringer tilbage til dem, eller jeg sender dem en sms, siger han.
Det er næsten dagligt, han bliver ringet op om aftenen – og to-tre gange i løbet af de tre år, han har været mentor, har telefonen ringet om natten. Han synes ikke, at det bliver misbrugt. De ringer kun, når de virkelig har problemer.
– Det er jo ikke altid, jeg rykker ud, og de ved, at jeg ikke er taxachauffør for dem. Men når en af mine drenge ringer og siger, han er bange, fordi der er folk på vej for at tæske ham med køller, så kører jeg ud og bringer ham i sikkerhed, siger han.
På den måde opnår han stor respekt og tillid hos borgere, der ellers er på kant med systemet. Til gengæld møder borgeren op til et møde, i praktik eller gør nogle af de andre ting, han foreslår dem. Han oplever, at de motiveres til at ændre deres liv, fordi han hjælper dem, når de har et behov, og på deres præmisser – og han har aldrig måttet opgive nogen.
Enmandshæren
Sjældent er problemstillingerne i den lette afdeling, når Jobcentrene eller andre myndigheder eller virksomheder vælger at benytte en professionel mentor. Oftest er det mennesker med flere diagnoser og komplekse livssituationer, der giver dem mange små og store vanskeligheder i hverdagen. Det kan være langtidssygemeldte, unge med misbrugsproblemer eller kriminalitet og mennesker med psykiatriske sygdomme som angst, depression, stress og ADHD.
Mange af dem, Odin Bojsen har hjulpet, havde ADHD, svær depression, angst eller misbrug af hash, amfetamin eller alkohol – og alle mulige kombinationer af diagnoser. Som mand får han ofte mænd henvist i alderen fra 19 til 47 år.
– Det overordnede mål er altid at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller – hvis det er en ung – tættere på uddannelse. Konkret handler det om at komme ud i en aktivitet eller praktik en eller to dage om ugen. Typisk skal jeg hjælpe dem med at få struktur på hverdagen. Det kan være rengøring, indkøb, hjælp til at komme op om morgenen, betale regninger, fysisk træning, bustræning, finde praktik og at lokke deres fremtidsønsker frem, siger Odin Bojsen.
Nogle gange taler han blot med borgeren om de praktiske opgaver, andre gange starter de med at gøre det sammen og langsomt overtager borgeren på egen hånd.
– Mange har brug for hjælp til kontakt med de offentlige myndigheder og sundhedssystemet. Her hjælper jeg med at holde fast i aftaler og få lavet nye, hvis de glipper. Jeg ledsager borgeren, hjælper med at få sagt det, de vil sige, og bidrager også med mine oplevelser, hvor det er relevant. Det har været meget lærerigt at se systemet fra borgerens side, siger han.
For eksempel var der en mand med en bostøtte, der aldrig blev lukket ind i lejligheden. Derfor fik han så heller aldrig hjælp.
– Faren ringede til mig og sagde, at hans søn ikke ville lukke mig ind. Jeg spurgte, hvad faren ville anbefale mig at gøre, og han foreslog mig at starte med at sende en sms, fortæller Odin Bojsen.
Efter en del sms kontakt, mødtes han med sønnen på en tankstation første gang, og længe mødtes de ved Brabrandstien, hvor de gik en tur, før Odin endelig blev lukket ind i lejligheden.
– Det endte med et forløb på over et år, og han fik hjælp til indkøb. I starten skulle jeg tage initiativet og handle sammen med ham. Så trak jeg mig mere og mere i baggrunden – stod udenfor butikken og til sidst kunne han selv. Han kom også i gang med behandling på misbrugscentret, siger han.
|
Et anderledes job Hvad skal socialpædagoger lave i fremtiden? Hvor kan socialpædagoger bruge deres kompetencer i fremtidens velfærdssamfund? Hvilke roller kan de udfylde. Mød en række socialpædagoger, hvis arbejde falder uden for den almindelige socialpædagogiske jobbeskrivelse. Læs de forrige artikler på her |
En konkret håndholdt indsats
Både Odin Bojsen og Ole Secher træder næsten altid ind i borgerens privatliv, og de fleste besøg foregår hjemme hos borgeren eller et sted, de føler sig godt tilpas. På den måde kommer de ofte tættere på end de fleste andre professionelle hjælpere.
– Jeg bliver en slags ambassadør for borgeren, og over tid vinder jeg deres tillid. Vi mødes en til to gange om ugen i en lang periode, og de kan regne med mig. Jeg er til stede og pålidelig, jeg gør altid, som jeg siger, og hvis jeg er fem minutter forsinket, ringer jeg og siger det. Vores møder sker langt hen ad vejen på deres præmisser, selvom jeg ofte må være primusmotor og styre slagets gang, siger Odin Bojsen.
Mentorforløbene starter med et møde mellem borgeren, deres sagsbehandler og mentoren. Her præsenterer sagsbehandleren blandt andet sine ønsker til mentorens opgaver. Det kan godt være, at det viser sig at handle om noget helt andet, og det meddeler de løbende sagsbehandleren.
Begge mentorerne følger stort set altid borgerne den vej, de vil gå for at nå målene, selvom det måske ikke umiddelbart er den mest direkte vej. Odin Bojsen og Ole Secher orienterer borgerne om konsekvenserne af deres valg, går hellere med dem end at trumfe noget andet igennem, hvis det er der motivationen ligger. Begge oplever, at de har det nødvendige frirum fra sagsbehandlerne, og at det netop gør forskellen i mentorarbejdet.
Ole Secher har nærmest fået speciale i unge, der enten er kommet ud i kriminalitet eller er på vej derud. En stor del af dem har også misbrugsproblemer. Også han oplever, at en af hans vigtigste opgaver er at hjælpe borgeren med at holde fast i sig selv over for systemet.
– Det er en balance, hvor jeg ikke interesserer mig for, hvad de går og laver, når vi ikke er sammen. Min opgave er at motivere dem for det mål, vi har sat sammen med sagsbehandleren. Og det vigtigste er, at jeg vinder deres tillid – men jeg må indimellem gøre opmærksom på, at jeg følger kommunens regler. Men det er ikke sikkert, at vi kommer til at gå den vej til målet, som sagsbehandleren oprindeligt skitserede. Vi kan gå utraditionelt til værks, siger Ole Secher.
Som en slags guide igennem systemerne får den sociale mentor ofte en koordinerende rolle, og kommer til at kende borgeren bedre end de fleste professionelle hjælpere. Mentorerne er enige om, at det netop er den håndholdte indsats og det at ‘gå med’ borgeren, der er med til at genopbygge deres selvværd og hjælpe dem med at genvinde en ansvarlighed over for dem selv og deres liv.
Et nyt socialpædagogisk arbejdsområde
– Jeg tror, at mentorarbejdet kan give nye græsgange for socialpædagoger. Min socialpædagogiske baggrund giver mig en faglig identitet og en faglig tilgang til arbejdet, så jeg er i stand til at holde en professionel afstand. Jeg gør også stor brug af mine erfaringer fra psykiatrien, for eksempel bruger jeg mig selv personligt uden at blive privat, siger Odin Bojsen.
– Jeg går måske længere, end jeg ville gøre på en institution, og træder mere frem som person. Jeg optræder autentisk, og det styrker relationen. De personlige forudsætninger er mere væsentlige end de faglige. Det er i sidste ende et spørgsmål om det rigtige match, siger han.
Odin Bojsen mener, at han kan flytte mennesker og hjælpe dem videre i deres liv, fordi han optræder som spejl, har fokus på deres ressourcer og giver dem mod på tilværelsen igen. Selvom han oplever mentorrollen både givende og interessant, er det ikke et arbejde, han kan se sig selv i om 15 år.
– Hen ad vejen har jeg opdaget, at der følger en stor faglig ensomhed med friheden. Man er meget alene med opgaverne og på længere sigt, tror jeg, at jeg vil savne kolleger og et fagligt fællesskab, siger Odin Bojsen.
Her forholder det sig anderledes med Ole Secher, der ud over mentorarbejdet har sin faste base og kolleger 30 timer om ugen. Han har ikke tænkt sig at ændre på den kombination.
– Jeg er i en faglig sammenhæng det meste af min arbejdsdag, og det giver overskud til at være alene i mentorarbejdet. Her oplever jeg ikke de store behov for kolleger eller supervision. Hvis der er noget, som jeg ikke lige kan klare, så sparrer jeg med sagsbehandleren eller med de andre mentorer i det netværk, jeg er en del af. Vi mødes en gang om måneden til et uformelt møde, siger han.
Odin Bojsen bruger også sagsbehandlerne og de andre mentorkolleger til sparring, indimellem køber han supervision. Men på sigt vil han gerne fordybe sig i arbejdet med ADHD og bruge sin efteruddannelse som ADHD-coach.
– Jeg vil stadig gerne være socialarbejder med selvstændig virksomhed, fordi jeg på den måde har flere muligheder for at skabe og sætte mit eget præg på mit arbejde – noget, der giver mening for mig, siger han.
– Mennesker med ADHD kan lære sig selv bedre at kende og blive bedre til at finde løsninger, muligheder og værktøjer, så de kan afkode de uhensigtsmæssige mønstre, som symptomerne giver dem. De allerfleste kan lære at bruge mentale strategier til at tackle deres problemer bedre.
– Odin Bojsen kan lide livet som selvstændig og kan sagtens forestille sig at gå tilbage til et vikarbureau, hvis det alligevel ikke holder. For ham er der ikke så stor forskel på livet som lønmodtager og selvstændig.