Michael sprang ud i uvisheden
På én enkelt hektisk dag tog socialpædagogen Michael Holmegaard og hans kone beslutningen om at rive deres trygge tilværelse op med rode og flytte til Grønland. Det blev rigeligt belønnet med store faglige og personlige udfordringer – og storslået natur og et mere nærværende familieliv
Da Michael og Anne Holmegaard stod med deres toårige søn på armen i den tomme toværelses lejlighed i Vangede nord for København, vidste de for alvor, at der ingen vej var tilbage. Flyttemændene havde været der og havde pakket alle deres ting ned i kasser og ind i en container nede på gaden.
Var det den rigtige beslutning? Det var en underlig fornemmelse i maven for dem begge. Alt var pakket, og Anne skulle om ganske få dage starte på sit nye job som socialrådgiver i kommunens familieafdeling i Grønlands næststørste by, Sisimiut, nord for polarcirklen.
Michael Holmegaard havde sagt sit gode job op og sagt farvel til de dejlige kolleger på Huset Lindevej, som er et bosted for autister. Det var et bosted, som han havde været rigtig glad for at arbejde på i de sidste fire år.
Fremtiden bød på uvished. De vidste intet om, hvad der skulle ske, eller hvor de skulle bo. Ingen af dem havde været i Grønland før, og Michael Holmegaard havde nu ikke noget arbejde.
– Der var dog rigtig mange forskellige ting, der pegede på, at vi skulle herop, fortæller Michael og fortsætter:
– Vi har et vennepar, der allerede bor heroppe. Og Anne har taget den internationale linje på socialrådgiveruddannelsen, hvor hun har haft et helt modul om Grønland. Jeg selv har altid gerne villet ud og se verden. Jeg er eventyrlysten og er nysgerrigt anlagt.
Det hele virkede nemt, da beslutningen blev taget. Det tog blot en enkelt dag.
Anne Holmegaard havde fået tilbudt sit job dagen før, de begge havde opsigelsesfrist fra deres gamle jobs. Kommunen, som hun skulle arbejde for, havde tilbudt at sende et hold flyttefolk til at pakke alt ned for dem og sende alle tingene med en skibscontainer helt frem til deres nye hjem, og der ville blive sørget for en treværelses lejlighed til dem.
Det eneste, de skulle gøre selv, var at pakke deres rygsække og sætte sig ind i flyveren. Deres lejlighed skulle ganske vist sælges, men det skulle den alligevel, for den var blevet for lille til dem, og de gik allerede med tanker om at købe et hus.
Og hvis de blev i Grønland i minimum tre år, ville Anne Holmegaards arbejde også betale for at fragte alle deres ting tilbage til Danmark.
Det var først, da de landede i selve Sismiut, at det helt gik op for dem, hvor de var. På hele turen havde de været alt for trætte, for de havde ikke fået sovet ret meget den sidste nat i Danmark.
Nu stod de midt i den storslåede natur. Det var overvældende. Michael husker tydeligt, at han blev overrasket over, hvor lyst og varmt der var, selvom det var efterår, og de var på vej ind i mørketiden.
Og sneen lyser alting op om vinteren, så det føles aldrig helt mørkt i Grønland, selvom solen ikke står op.
Kaos – og arbejde
De første uger i Grønland var meget kaotiske. De havde endnu ikke fået et rigtigt sted at bo, så de blev indlogeret på Sømandshjemmet ved havnen, indtil de efter en uges tid fik en møbleret lejlighed at være i. Her boede de et par uger, indtil de fik den lejlighed, de skulle bo i.
– Da vores ting ankom med skibet fra Danmark, var det ligesom juleaften, da vi fik lov til at pakke det hele ud. Specielt var det sjovt for toårige Isak, der ikke havde set sit legetøj i en hel måned. Rygsæktilværelsen var slut, og der var tid til at finde ro, fortæller Michael Holmegaard.
Han forklarer, at Anne havde haft et fuldtidsjob at passe fra dag ét, og han vurderer, at det var godt for dem alle, at han ikke havde været i samme situation.
Lille Isak skulle køres ind i børnehaven, og det var svært, fordi han ikke kunne grønlandsk. Ud over flytningen skulle han også lære at forstå de mest almindelige ting. Den første tid var derfor meget stressende for familien.
Efter en måned begyndte Michael Holmegaard dog at savne et arbejde, men det var svært at finde job som socialpædagog. Han havde prøvet at ringe til flere steder, der kunne tænkes at ville ansætte ham, men uden held.
For det første er der i Grønland sjældent budget til at ansætte uddannet personale. For det andet kunne han ikke tale grønlandsk, og det var et problem, fordi både personalet og enten børn eller beboere har grønlandsk som modersmål og taler dårligt dansk.
Men en dag kom Michael Holmegaard forbi Knud Rasmussens Højskole, Han gik ind og spurgte, om de kunne bruge ham til noget. Det kunne de: Han kunne starte samme dag med at undervise som timelærer i dansk, hvis han ville.
|
Et anderledes job Hvad skal socialpædagoger lave i fremtiden? Hvor kan socialpædagoger bruge deres kompetencer i fremtidens velfærdssamfund? Hvilke roller kan de udfylde? Mød en række socialpædagoger, hvis arbejde falder uden for den almindelige socialpædagogiske jobbeskrivelse. Læs flere artikler i vores tema om socialpædagoger i anderledes job |
Hjemme – hvor er det?
Efter tre uger fik han tilbudt timelønnet vikararbejde som ufaglært på den institution, hvor han arbejder nu. Det er en lille institution med kun to både fysisk og psykisk handicappede beboere, der begge sidder i kørestol.
Men det helt særlige ved beboerne i lejligheden er, at de har boet næsten hele deres liv i Danmark, selvom de er af grønlandsk afstamning. De er såkaldt hjemtagne.
Den ene, Ellen, er midt i 40’erne. Hun taler stort set ikke grønlandsk og er derfor dårligt integreret i Grønland, skønt hun har boet i Sisimiut i over seks år nu.
Den anden beboer, Anker, er midt i halvtredserne. Han kom til et børnehjem i Danmark for mere en 40 år siden og havde egentlig stort set glemt det grønlandske sprog. Men på magisk vis har han nu vakt det til live igen, og han taler i dag både grønlandsk og dansk. Det gør hans hverdag meget nemmere end Ellens.
– Man kan sige, at hjemtagelsen er lykkedes for den ene af beboerne, men ikke for den anden, konstaterer Michael Holmegaard.
– For Ellens vedkommende er det faktisk en ret trist historie. Hun har fået at vide, at hun kunne fortryde hjemtagelsen til Grønland, hvis hun ville tilbage til Danmark. Men det er der umiddelbart ikke mulighed for. Man har holdt skjult for hende, at hun faktisk ikke har ret til at komme tilbage til Danmark. Det vil i givet fald være kommunen heroppe, der skal betale for hendes ophold i Danmark, hvis hun skal afsted. Men vi arbejder på, om det kan lade sig gøre, for det er synd for hende, at hun skal være så isoleret. Man kan ikke bare sådan lige lære grønlandsk. Heller ikke, selvom man stammer herfra, når man har boet det meste af sit liv i Danmark. Der sker rigtig mange misforståelser med Ellen. Både i forhold til personalet her, der jo kun har dansk som andetsprog, og mere generelt i forhold til folk omkring hende i byen, forklarer Michael Holmegaard.
Han er for nylig kommet tilbage til Grønland efter at have ledsaget Ellen til den institution i Kalundborg, hvor hun tidligere boede.
– Det var helt fantastisk at se, hvordan hun blomstrede op ved at se sine gamle venner, som hun sagtens kunne kende, selvom det er seks år siden, hun flyttede. Det var dybt rørende at se folk, der kendte hende, komme hende i møde, da vi ankom. Det var så tydeligt, at det er i Kalundborg, hun har hjemme, siger Michael Holmegaard.
Leder uden at ønske det
Selvom Michael Holmegaard kun er ansat som timelønnet vikar på institutionen med de to beboere i Sisimiut, har han efter kort tids ansættelse nærmest fået funktion som holdleder. Ud over en enkelt af de seks andre ansatte, der er uddannet socialassistent, er han den eneste, der har en faglært baggrund.
– Jeg har egentlig aldrig selv ønsket at blive leder, men jeg er nu blevet kastet ud i det her. Den erfaring havde jeg ikke fået i Danmark, og når jeg tager herfra, bliver det helt sikkert med et styrket cv. Jeg bliver hele tiden udfordret af, at mine kolleger kigger på mig og forventer mit initiativ. Mine kolleger er virkelig samarbejdsvillige, og beboerne er rigtig søde, fortæller han.
– Jeg savner dog indimellem lidt mere refleksion over de ting, vi gør. Og jeg savner at sparre med andre uddannede kolleger. Selvom vi godt kunne ønske os flere ressourcer og bedre fysiske rammer, så er normeringen dog god. Jeg oplever ikke, at vi skal løbe helt så stærkt, som vi gjorde i Danmark. Vi kan godt tage den lidt mere med ro.
– Jeg har arbejdsmæssigt lært enormt meget, og det har været fantastisk at møde en masse nye og åbne mennesker, siger Michael Holmegaard.
Anstrengelserne værd
Ikke kun på den faglige front har flytningen til Grønland givet stort afkast for ham. Også både personligt og familiemæssigt har satsningen på det uvisse og den stressende og forvirrende tid i starten nu givet bonus.
– Da vi sad i flyveren på vej herop, var vi ude på forholdsvist dybt vand. Men naturen er helt fantastisk, og det var en overvældende oplevelse at se nordlys første gang. Og vi har været på nogle fantastiske vandreture, fortæller han.
Ikke mindst oplever Michael Holmegaard, at flytningen til Grønland har styrket fællesskabet i den lille familie. De slapper mere af, er tættere sammen, og hviler mere i sig selv.
– Vi fylder ikke kalenderen ud som før. Vi skal bare huske at sende et kort eller skype, når nogen i familien har fødselsdag, lyder det med et smil.
– Vi har hele dagen sammen i weekenderne, og vi lever mere i nuet. Ganske ofte bliver vi spontant inviteret til kaffemik. Også af folk vi kun kender, fordi vi bor i samme blok. Naturen har dog altid det sidste ord. Vi tjekker vejrudsigten hver dag. Og hvis der er optræk til storm, bevæger vi os ikke langt væk hjemmefra. Ofte føles det dog dejlig varmt i solen, hvis det er vindstille.
Michael Holmegaard og hans familie har sat en foreløbig deadline for opholdet i Grønland. Den hedder tre år, så de kommer hjem, inden Isak skal starte i skole. Michael og Anne skal også have en lille ny til efteråret. Så der skal snart være plads til en mere på snescooteren, når de drøner ud over isen ved Sisimiut. De har også overvejet at købe en lille båd, men både er meget dyre i Grønland.
– Det er dyrt at leve her, så det er godt at have sparet lidt penge op på forhånd. Man kan godt leve af lønnen her, men det er vigtigt med bevægelsesfriheden og muligheden for at kunne tage hjem til Danmark. Det skal være lysten, der driver det hele. Den dag vi ikke trives… så tager vi hjem, siger Michael Holmegaard.
Han er ikke i tvivl om, at det absolut har været alle anstrengelserne værd at flytte til Grønland.
– Til andre vil jeg sige, at man skal sørge for at have nogen at dele alle de store oplevelser med. Enten en ægtefælle, kæreste, god ven eller en kollega. Det er vigtigt. Selvom der er mange aktivitetstilbud, og vi er blevet rigtig godt taget imod, så kan jeg godt forestille mig, at det må være tomt og ensomt at være her alene. Der går noget tid, før grønlænderne åbner op for én, og der er lang vej hjem, hvis man ikke trives. Man tager ikke bare en returbillet, understreger han.
Beboernes navne er ændret. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.