icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fagpolitik

Ballade efter tillidsaftale

OAO’s aftale med regeringen om moderniseringen af den offentlige sektor har fået FOA til at melde sig ud af OAO fra årsskiftet

  • Af Jens Nielsen
  • 14-2013 /

Da regeringen, KL, regionerne og fagforbundene i FTF, OAO og Akademikerne 20. juni fremlagde en aftale om moderniseringen af den offentlige sektor, blev den kaldt lidt af hvert: ‘tillidsreform’, ‘tillidsaftale’ og ‘samarbejdsaftale’.

Men uanset navnet blev aftalen af mange set som nye boller på suppen efter forårets hårde opgør mellem lærerne og de offentlige arbejdsgivere. I aftalens syv grundprincipper slås det fast, hvordan parterne skal samarbejde om moderniseringen af den offentlige sektor.

Her hedder det, at der skal være fokus på mål og resultater, at udgangspunktet skal være dialog og åbenhed, og at ledelse skal tage afsæt i tillid og ansvar. Udvikling og opgaveløsning skal bygge på solid dokumentation og viden om, hvad der virker, ledelsen skal opmuntre medarbejderne til at tænke i innovation, og endelig skal offentlig service inddrage borgerens ressourcer.

Men FOA mener, at fagforbundene med aftalen dels har blåstemplet regeringens mål om at spare 12 mia. kr. på den offentlige sektor, og dels at aftalen betyder, at man lokalt på forsøgsbasis kan fravige gældende overenskomster for at afprøve nye arbejdsformer. Og det ser FOA som en indblanding i forbundets overenskomstforhold.

Derfor vil FOA træde ud af OAO fra nytår – med mindre der, som forbundets formand, Dennis Kristensen, formulerer det, er fundet et ‘fremtidigt bæredygtigt grundlag for OAO’.

– Vi har ikke noget langsigtet mål om at ødelægge OAO. Men FOA er et af de største medlemmer, og det duer ikke, når vi først bliver præsenteret dagen før via medierne om den her aftale. Jeg vidste intet om den del med at kunne pille ved vores overenskomster, siger Dennis Kristensen til Berlingske.

Men på et ekstraordinært møde efter FOA’s melding tog de andre organisationer i OAO’s forretningsudvalg bare FOA’s udmeldelse til efterretning, og der blev ikke umiddelbart sat gang i en ny debat om OAO’s grundlag.

Helt skævt

Og OAO’s -formand Flemming Vinther forstår ikke FOA’s udmelding:

– Jeg vil gerne slå en ting fast: FOA har været involveret hele vejen. 18. marts godkendte forretningsudvalget aftalen. FOA meddelte – som den eneste organisation – at de ikke ønskede at være en del af aftalen. OAO har hele tiden arbejdet loyalt med det mandat, der er givet af et flertal i forretningsudvalget på vegne af de øvrige 29 organisationer, siger Flemming Vinther.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen er også uforstående over for Dennis Kristensens argumenter:

– FOA tolker bevidst aftalen helt skævt, og jeg synes det er trist, at FOA ikke kan se, at fagbevægelsen får så meget mere indflydelse ved at deltage konstruktivt i forhandlingerne end ved at stille sig på bagbenene, siger Benny Andersen.

Ligesom de øvrige OAO-organisationer, der står bag aftalen, afviser Socialpædagogernes formand, at forbundene har bundet sig til milliard-besparelser og generelt har sagt ja til at give køb på overenskomsterne. Det er den enkelte organisation, der bestemmer, om den vil indgå i forsøg med fravigelse af overenskomstbestemmelser, siger Benny Andersen, der mener, at udmeldelsen næppe skal ses på baggrund af den aktuelle aftale:

– At FOA vælger at fortolke andre ting ind i aftalen, det kan alene være politisk bestemt, fordi de jo tidligere har meldt ud, at de ikke ønskede at indgå i drøftelser med regeringen om en tillidsreform, siger Benny Andersen.


Se hele aftaleteksten via www.kortlink.dk/cn2bLæs også debatindlæg her.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse