icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Familieplejere

Pelle bor her ikke mere

Familieplejer Lene Andersen fik ingen akut hjælp, da hendes plejebarn truede med at smadre hende - kun en opringning om en lavere betaling for sit arbejde med den behandlingskrævende dreng

  • Af Maria Rørbæk
  • 02-2013 /

I Lene Andersens køkken står en stol tom. Her plejede Pelle at sidde. På bordet ligger farvede stykker karton med påklistrede billeder af en lyshåret dreng i forskellige aldre: En 7-årige Pelle triller havregrynskugler til jul. En 14-årig griner med kammeraterne.

- Jeg vil gerne give ham hans historie: De syv år, han boede her, siger Lene Andersen. Når hun taler om de sidste måneder trænger tristheden ud i stemmen, men minderne om Pelles barndom får en glæde frem:

- Se her, det billede er fra hans ni- eller ti-års fødselsdag. Da jeg spurgte, om han gerne ville have skolen herhjem, sagde han: ‘Ja, men ved du godt, at de alle sammen ligner mig?’.

På et af de første billeder står Pelle foran badeværelsesdøren. Dørhåndtaget sidder lige under hans hoved, og det smiler Lene Andersen også af.

- Nu går det ham nok til hoften, siger hun.

En skrækkelig søndag

I syv år har Lene Andersen og hendes mand Jørgen taget sig af Pelle, der er opvokset i et misbrugshjem. Men for seks uger siden gik det galt.

Det var en søndag aften. Pelle havde været på weekend i sin aflastningsfamilie og kom ind ad døren ved otte-tiden.

- Hej Pellesen, har du haft det godt, spurgte Lene.

Jo, det havde Pelle.

Han smed sin rejserygsæk på køkkengulvet, sad et kort øjeblik i sin stol og begyndte så at tage overtøjet på igen. Han skulle ud. Ud og mødes med en pige, sagde han.

- Du skal rydde op efter dig, sagde Lene.

- Nej, den løber ingen steder, sagde Pelle.

- Du kan næsten ikke nå ud. Det er jo skoledag i morgen og du skal være hjemme om en halv time, begyndte Lene.

Pelle, Pelle, hvad er der galt?

Nu gik døren igen. Jørgen kom ind fra en rygetur i haven og han bad Pelle blive hjemme, så de lige kunne være lidt sammen. 

Så tog Pelle sin telefon, ringede op og sagde, at aftalen nok ikke bliv til noget. Det fik Jørgen til at smile og i en munter tone sige:

- Nej, for det har Jørgen bestemt.

Det var ment som en joke, men bemærkningen fik Pelle til at fare i flint. Han fløj op, tog sit tøj på og begyndte at gå mod døren. Der stod Lene. Hun bredte armene ud, og sagde:

- Pelle, Pelle, fortæl, hvad der er galt.

Et ganske kort øjeblik lod Pelle sig favne. Så blev han rasende og skubbede hende væk.

- Jeg vil kraftedeme ikke bo her! Jeg har ikke noget privatliv! I laver aldrig noget med mig! I gør aldrig noget for mig!

Lene stod stadig foran døren.

Hun så, hvordan Pelle bøjede sig forover og spændte i hele kroppen. Hvordan han knyttede hænderne foran sig. Hørte hans stemme blive fuld af vrede:

- Flyt dig! Eller jeg smadrer dig eller noget!

Væk fra hænderne

Lene blev bange. Pelle er lige så høj som hende, og hun ved, at andre i hans familie har reageret med vold. ‘Jeg skal bare væk fra de hænder’, tænkte hun og flyttede sig.

- Kom tilbage når du har raset ud, sagde hun.

Og så forsvandt Pelle ud i mørket.

Da han var gået, var både Lene og Jørgen forskrækkede. Godt nok havde de vænnet sig til en dreng i fuld pubertetsflor, godt nok havde der tidligere været episoder, hvor Pelle var gået amok på en lærer på sin skole, og godt nok havde de flere gange forgæves bedt kommunen om hjælp til bedre at kunne støtte Pelle.

Men de havde aldrig oplevet noget lignende. Aldrig før haft oplevelsen af, at han virkelig kunne finde på at slå.

En halv time efter var Pelle stadig ikke kommet hjem. Lene gik ud for at lede efter ham, og fandt gennem nogle af hans venner ud af, hvor han var, men hun tænkte, at han kun ville reagere endnu mere negativt, hvis hun opsøgte ham. I stedet fik Jørgen fat i den biologiske far, der kom efter sønnen. Bagefter ringede de via politiet til den sociale døgnvagt og orienterede om episoden.

Ingen hjælp

Dagen efter var Lene i en mild form for chok. Når hun bagefter prøver at beskrive følelsen er det med ordene:

- Det er rystende at blive truet i sit eget hjem.

Ihærdigt prøvede hun at få hjælp fra kommunen. Først med en mail til familieplejekonsulenten. Den kom tilbage med besked om en ferie og et nummer, hun kunne ringe til. Så med et opkald til nummeret. Her fortalte en telefonsvarer, at man kunne ringe igen om to dage.

Lene anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hvordan skulle hun håndtere situationen? Hvad skulle hun gøre med Pelle? Hvad skulle hun gøre med sig selv?

Hun prøvede Pelles sagsbehandler. Hun måtte da kunne hjælpe. Men her var der også bare en telefonsvarer. Efter lidt ventetid prøvede hun igen, lagde en ny besked, og prøvede efter yderligere ventetid endnu engang.

Revisitatoren ringer

Da telefonen endelig ringede, var det kommunens revisitator, der ville sætte hende ned i vederlag.

- Vi har haft det oppe på et teammøde, og vi er blevet enige om, at opgaven er blevet anderledes, så du skal gå fra 7 vederlag til 5 vederlag, lød beskeden. En nedgang på mere end 7.000 kr. om måneden. Bagefter ærgrer Lene sig over, at hun ikke svarede:

- Ja, opgaven er blevet anderledes. Den er blevet meget større.

Men hun sagde:

- Ved du hvad der er sket inden for det sidste døgn? Ved du at vores plejebarn er gået amok? At vi har haft fat i den sociale bagvagt?

- Nå, men det kan jeg jo ikke rigtig tage mig af nu, lød svaret fra revisitatoren, der holdt fast i, at kommunen nu opsagde kontrakten på de 7 vederlag fra udgangen af næste måned - og at Lene Andersen skulle underskrive en ny kontrakt med 5 vederlag.

En gang er nok

Lidt senere ringede Pelles sagsbehandler endelig. I Lenes ører var hende tonefald fuld af irritation:

- Du behøver ikke lægge flere beskeder. Når du har lagt en, er det nok.

I to år havde kommunen undladt at gennem-føre begge obligatoriske børnesamtaler med plejebarnet - men nu talte sagsbehandleren med Pelle, der fortalte, at han ikke længere ville bo hos Lene og Jørgen. I stedet kom han i pleje hos sin tidligere aflastningsfamilie.

Fem uger efter den fatale søndag udløb Lene Andersens kontrakt og hun måtte melde sig arbejdsløs.

Forskellige følelser

I køkkenet med alle billederne af Pelle er Lene fyldt af forskellige følelser: Vrede, sorg, afmagt og frustration.

For det første er der Pelle.

- Det er som at have mistet et familiemedlem, siger hun, og ærgrer sig over, at hun nu ikke får lov at følge ham på vej ind i voksenlivet.

- Jeg tror i bund og grund, at Pelle er ulykkelig. Min oplevelse er, at det er et teenageoprør fra en dybt skrøbelig dreng, og jeg ville ønske, at vi havde fået hjælp og supervision til at håndtere ham i pubertetsårene, siger hun.

Lene undrer sig også over, at kommunen ikke på nogen måde har prøvet at hjælpe familien, så sammenbruddet i anbringelsen kunne undgås - for eksempel ved at arrangere et møde mellem Pelle og plejeforældrene, hvor en person udefra kunne understøtte samtalen. Hun mindes Pelles konfirmation, hvor han sagde: ‘Jeg kan godt blive sur på dig, men jeg ved også, at du altid vil hjælpe mig’.

Ingen livline

For det andet føler hun sig svigtet i krisesi-tua-tionen:

- Det kan ikke passe, at der ikke er en livline, hvor man kan få hjælp, når man bliver truet i sit eget hjem. Fordi jeg er med i Socialpædagogerne fik jeg hurtig psykologhjælp gennem Falck Health-care, men det burde være en opgave for kommunen. Vi fik først tilbudt psykologhjælp på et møde fjorten dage efter truslen, fortæller hun.

For det tredje er hun ramt økonomisk:

- Det er skrækkeligt, forfærdeligt, rædselsfuldt, at der kun er en måneds opsigelse. Man burde faktisk spare op til en sådan situation, siger hun. 

Og for det fjerde ser hun oplevelsen som en illustration af, at kommunen sætter familieplejere ned i vederlag for at spare penge. Og ikke - som de siger - fordi opgaven har ændret sig.


Lene Andersen er anonym, fordi hun ikke kan fortælle sin historie uden at bryde sin tavshedspligt. Når nogen spørger, hvordan det går med Pelle, er hun eksempelvis også nødt til at nøjes med at svare: ‘Pelle bor her ikke mere. Anbringelsen er brudt sammen’.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje, Børn og unge