icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Pistol mod tindingen

Det er ganske enkelt ikke i orden, at en gruppe medarbejdere skal føle sig truet til tavshed om deres arbejdsforhold af frygt for følgerne. Det er en alvorlig knægtelse af vores medlemmers helt basale rettigheder

  • Af Pernille Christoffersen, forbundsnæstformand
  • 15-2013 /

Nogle af vores familieplejemedlemmer føler sig truet af kommunerne. En undersøgelse, vi gennemførte i begyndelsen af sommeren, viser, at en tredjedel af familieplejerne har oplevet, at kommunen har truet dem med, at de ville få frataget deres plejebørn, hvis de ikke indvilligede i kommunens lønkrav. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad det betyder for en ‘forhandling’, når modparten truer med den slags. For familieplejerne er børnene jo det, det handler om – det er deres arbejde!

Endnu værre er det, at næsten syv pct. i undersøgelsen fortæller, at de rent faktisk har fået fjernet deres plejebarn eller plejebørn med netop dén begrundelse. Ikke noget med samarbejdsvanskeligheder, utilstrækkelig faglighed eller andet – nej, med en direkte henvisning til, at familieplejeren ikke var villig til at gå ned i løn. Vis mig hvilken anden faggruppe, der ville leve med så urimelige arbejdsvilkår.

Vi ved jo godt, at det ikke er alle kommuner, der sætter tommelskruerne på familieplejerne. Eller alle forvaltninger, der udelukkende tænker i penge. Men undersøgelsen er et alvorligt fingerpeg om, at familieplejernes vanskelige vilkår er blevet yderligere udfordret.

Sådan en pistol for tindingen – situation – med plejebørnene som indsats – er naturligvis ikke en acceptabel eller anstændig måde at forhandle på, og vi er dybt bekymrede over de meldinger, vi får fra vores medlemmer. 

På samme måde har vi også hørt, at familieplejere har følt sig truet til ikke at udtale sig til fx pressen om deres arbejdsvilkår. I undersøgelsen spørger vi derfor også familieplejerne, om de har undladt at klage over problemer i forbindelse med arbejdet som familieplejer af frygt for at miste deres plejebarn. Og det svarer næsten halvdelen af dem, at de har. Og knap 22 pct. har reelt oplevet at blive truet, fordi de klagede over samarbejdet med kommunen.

Det er ganske enkelt ikke i orden, at en gruppe medarbejdere skal føle sig truet til tavshed om deres arbejdsforhold af frygt for følgerne. Det er en alvorlig knægtelse af vores medlemmers helt basale rettigheder.

Hver gang, vi får mulighed for det, peger vi på, at familieplejere bør sikres ordentlige arbejdsvilkår – og fx have overenskomst. Som led i det har vi sat ord på ti bud på bedre familiepleje. De ti bud har vi sendt til KL og til socialminister Karen Hækkerup (S). Vi har med de ti bud samlet nogle – for os at se – ret basale forhold, der bør være på plads for, at en familieplejeanbringelse er i orden. Det første bud er fx, at familieplejere skal være ligeværdige samarbejdspartnere. De skal ses som og behandles som samarbejdspartnere i forhold til kommunen både før og under et barns anbringelse i familiepleje. Denne undersøgelse viser, at der er vi langt fra i dag. Desværre.