icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2014

Bedre forhold og mere viden til de privatansatte

OK-forhandlingerne på det private område skal sikre de privatansatte socialpædagoger fortsat bedre ansættelsesvilkår og kompetenceudvikling, lyder der fra Socialpædagogernes formand Benny Andersen

  • Af Jens Nielsen
  • 19-2013 /

Blækket på forårets OK-aftale på det offentlige område har kun fået lov til at tørre sommeren over, før forhandlingerne nu begynder på det private område: OK 2014 skydes i gang, og dermed skal der også forhandles om løn- og arbejdsvilkår for de medlemmer af Socialpædagogerne, der arbejder på et privat opholdssted eller botilbud, skolebehandlingstilbud, er tilknyttet et pædagogisk vikarbureau eller på anden måde arbejder inden for det private område.

Den klart største gruppe blandt disse er de ca. 1.500 forbundsmedlemmer, der arbejder på private opholdssteder – og så kommer overenskomsten jo også til at gælde for det ukendt antal ansatte på de overenskomstdækkede steder, der ikke er organiseret, men som alligevel får glæde af overenskomsten. Selvom der – igen igen – ikke er udsigt til den store lønfest, så mener Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, at der er god grund til at gå efter resultater på det private område:

– Ligesom det var tilfældet med de offentlige forhandlinger, så skal vi gå efter de forbedringer, vi kan få inden for de stramme rammer, der nu er. Og jeg ser kompetenceudvikling som et område, hvor de privatansatte bør have bedre muligheder. Men sandt er det, at der ikke er mange – om nogen – penge at forhandle om på løssiden, siger Benny Andersen.

Både vikarbureauer og opholdssteder er hårdt pressede på økonomien. Dels anbringer kommunerne færre børn og unge på opholdsstederne, og de trækker også anbragte hjem til andre kommunale tilbud. Og dels bliver der nu for alvor skåret i vikarbudgetterne rundt omkring, ligesom en række døgninstitutionerne er blevet lukket, så efterspørgslen efter vikarer er faldende. Det har betydet en række konkurser på begge områder – læs artiklen på side 12.

– Men selvom økonomien er presset, skal de ansatte jo have ordentlige vilkår, og de skal have mulighed for at udvikle deres kompetencer. Det er jo også i opholdsstedernes interesse, at de er konkurrencedygtige på fagligheden, siger Benny Andersen.

OK 2014 tidslinje


Oktober: Medlemsmøde om OK 2014 afholdes af kredsene

23. oktober: Frist for at indsende forslag til OK-krav fra kredse og medlemmer

November: Uformelle drøftelser med Dansk Erhverv om de gensidige forventninger

4. november: OK-udvalget behandler forslag og indstiller krav til hovedbestyrelsen

28. november: Hovedbestyrelsen udtager krav

Januar: Udveksling af krav – forhandlingerne indledes

Marts/april: Forhandlingsresultat eller mæglingsskitse forelægges hovedbestyrelsen til godkendelse eller forkastelse

 

 

Lønnen under lup

Selvom der ikke er mange lønkroner at forhandle om, kan der nu også være god grund til at kigge på lønvilkårene, mener Socialpædagogerne.

Ansatte på de private opholdssteder har ofte en højere grundløn – men den dækker ofte over skæve arbejdstider og andre vilkår, som inden for det offentlige ville udløse tillæg og frihed. Lønnen for mange privat ansatte er så at sige én stor ‘pulje’, uanset om man arbejder dag, nat eller weekend.

Dertil kommer, at de privat ansatte selv skal betale en tredjedel af deres pension, mens offentlige arbejdsgivere tager sig af hele den månedlige indbetaling.

Det sidste er der måske ikke udsigt til at få lavet om på, men forholdet mellem løn og arbejdstid er der grund til at se nærmere på, mener Benny Andersen:

– Vi mener, der skal være en nøjere sammenhæng mellem de to ting. Der er mange elementer, og jeg ved godt, at der fx på opholdsstederne er mange årsager til, at lønstrukturen er, som den er. Men der skal være de rigtige proportioner i forhold til de skæve arbejdstider, ekstraarbejde og andre ting, der måske mærkes særlig meget på små arbejdspladser som opholdsstederne. Det er jo ikke urimelige krav, vi kommer med. Det er sådan set vilkår, der allerede gælder på en lang række, ja, på de allerfleste af de socialpædagogiske arbejdsområder, siger Benny Andersen.

– Når det så er sagt, så skal vi selvfølgelig lave nogle ordninger, som ikke gør det umuligt for opholdsstederne at få tingene til at gå op. Vi er godt klar over, at der er andre hensyn at tage, og at de grundlæggende vilkår er anderledes end på fx en døgninstitution, men ordentlige arbejdsvilkår er, som vi ser det, en forudsætning for en solid pædagogisk indsats, siger Socialpædagogernes formand.

De rigtige folk

I de sidste par år har forbundet haft særlig på fokus det private område gennem det såkaldte SIPO-projekt (Særlig Indsats på det Private Område). Projektet, hvis aktiviteter har været omtalt nogle gange i nærværende blad, og som er slut nu, havde som et mål at få tegnet overenskomster med private opholdssteder.

Men her stødte de projektansatte ofte på den hindring, at stederne ikke mente, at de kunne tegne overenskomst, fordi de ikke økonomisk ville kunne leve op til de opsigelsesvarsler, som en overenskomst ville betyde. Typisk tre måneders opsigelse i stedet for den måned, som er opsigelsesvarslet på mange opholdssteder. Kommunerne kan trække et barn eller en ung hjem med en måneds varsel, og så ville opholdsstedet stå med en udækket lønudgift i to måneder, lød argumentet.

Men her peger Socialpædagogerne på, at der ikke er nogen regler eller love, der hindrer de private opholdssteder i at lægge penge til side, så de kan overholde opsigelsesvarsler på tre måneder: Allerede tilbage i 1998 blev det muligt for fx et opholdssted at polstre sig økonomisk, og med indførslen Tilbudsportalen blev det i 2007 slået fast i bekendtgørelsen, at der intet er til hinder for, at stederne opbygger en formue, der fx kan bruges til at sikre de ansatte en opsigelse på tre måneder.

– Jeg mener, at det også må være i opholdsstedernes interesse at sikre ansættelsesvilkår, der er gode nok til at tiltrække de rigtige folk – og der er et minimum af sikkerhed i ansættelsen afgørende for mange. Så det er klart et område, hvor vi gerne ser fremskridt for de privatansatte socialpædagoger, og igen skal det selvfølgelig gøres på en måde, så vi ikke hverken lukker steder ned eller skader de børn og unge, det hele handler om, siger Benny Andersen.

Sådan var kravene ved OK 2012


Forud for sidste OK-forhandlinger på det private område, rejste Socialpædagogerne bl.a. følgende krav over for modparten, Dansk Erhverv:

  • Overenskomstens dækningsområde præciseres.
  • Mindstelønssatserne udgår af overenskomsten
  • Fortsat udbygning af pensionsordningerne, evt. i form af en fritvalgsordning.
  • Forbedring af pensionsvilkårene i forbindelse med fravær pga. barsel og adoption.
  • Arbejdstid: Forhøjelse af satser.
  • Forbedrede vilkår for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.
  • Forlængelse af den lønnede del af barselsorloven.
  • Indførelse af omsorgsdage samt ret til barns 2. sygedag.
  • Indførelse af seniorrettigheder, herunder seniordage.
  • Forhøjelse af den særlige feriegodtgørelse.
  • Øget fokus på kompetenceudvikling.
  • Revision af aftalen om hviletid og fridøgn.

 

Flere kompetencer

Et andet område, hvor der efter hans mening er plads til forbedringer er efteruddannelse og kompetenceudvikling. Her ser Socialpædagogerne gerne, at der bliver kopieret fra de offentlige OK-aftaler fra foråret.

Her blev der på det kommunale område sat penge af specifikt til socialpædagogers efteruddannelse i en såkaldt kompetencefond. Det betyder, at man fra 2014 som kommunalt ansat socialpædagog kan få støtte fra fonden til fx diplom-, master- og kandidatuddannelser inden for det socialpædagogiske område.

– Vi vil gå efter at give de privatansatte lignende muligheder – igen noget, der må være i arbejdsgiversidens interesse. De faglige krav til fx opholdsstederne stiger, og en faglig opgradering af de ansatte kan kun komme de anbragte børn og unge til gode, siger Benny Andersen.

Han peger på lignende ordninger i andre private OK-aftaler og mener, at man kan skele til de uddannelsesfonde, som 3F har på sit område.

Ingen er vel i tvivl om, at jo flere og jo bedre uddannede socialpædagoger, der er på opholdsstederne og de andre private tilbud, jo større pædagogisk kvalitet får de anbragte børn og unge. Og her kunne en kompetencefond, som den vi har aftalt på det kommunale område, være én af vejene til at sikre udvikling, mener Socialpædagogernes formand.

 

Diskuter på facebook: Hvad er hovedkravene?


De privatansatte socialpædagoger skal have fornyet deres overenskomst, og Socialpædagogernes formand peger på, at der skal være fokus på bedre opsigelsesvarsler, betaling for skæve arbejdstider, og at der skal sættes midler af til kompetenceudvikling. Hvad synes du, at hovedkravene skal være?

Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Overenskomst