Det er mig en gåde, hvorfor vi i dette land nærer et stort behov for og har tendens til at ville diagnosticere mennesker, så de har en label og kan puttes i en kasse. For hvis skyld er det så vigtigt, at vi får sat en ‘betegnelse’ på den person, vi er? Er det ikke kun, hvis udfordringerne for personen udgør et problem for vedkommende, eller er det, når det er et problem for vedkommendes omverden? Hvad nu hvis der slet ikke var et problem?
Jeg har netop ført en børnesag i Nordjylland, hvor en ressourcestærk og velfungerende pige på 13 år og hendes omsorgsfulde mor, der er uddannet sygeplejerske og til dagligt arbejder med syge, af kommunen blev hevet i børne- og ungeudvalget, fordi familien havde modsat sig en undersøgelse af pigen for at finde ud af, om hun måske kunne have ADHD.
Pigen er velfungerende og får høje karakterer i skolen, trives med familien og har venner, men klasselæreren synes, at hun kan virke lidt ukoncentreret. Det kan klasselæreren ikke forstå – det udgør ikke et problem i klassen eller for pigen. Kommunen taler med læreren, og pludselig indkaldes mor og datter til at tage psykologsamtaler og lave en psykologisk udredning af pigen. Dette afviser de og nu indkaldes de til børne- og ungeudvalget, fordi der er indstillet til tvangsundersøgelse.
En sådan undersøgelse skal have et formål – også i Servicelovens forstand. Altså munde ud i, at man ved udredning får en diagnose for at kunne modtage den rette hjælp. Formålet ville i dette tilfælde i så fald være at udrede, om pigen har ADHD eller ej. Hvis svaret er ja, hvad så?
Pigen fungerer og ønsker ikke at tage medicin, hvilket hendes mor absolut heller ikke finder nødvendigt. Moderen er uddannet i, hvordan medicinen kan virke på et barns hjerne og vil nægte, at pigen medicineres. Og for det tilfælde at svaret er ja, og moderen nægter, at hendes datter skal indtage medikamenter, da kan vi få en helt ny situation.
Der findes sager på børneområdet, hvor man ser, at forældre, der nægter deres børn at indtage medicin, bliver beskyldt for at omsorgssvigte deres børn og i værste tilfælde, at børnene anbringes på institution for at modtage den tvangsmedicinering, som efter forvaltningens vurdering vil gavne barnet.
Jeg har anket sagen til Ankestyrelsen – det bliver et stort nederlag, hvis ikke de vil give os ret i, at det er unødvendigt at blive udredt, diagnosticeret og måske deraf medicineret for offentlige forvaltningers skyld. Mennesker er forskellige, men det gør dem ikke syge.
Gry Rambusch er selvstændig advokat og ekspert i anbragte og udsatte børns retssikkerhed. Hun er selv tidligere anbragt og er tilknyttet Huset Zornig som juridisk rådgiver.
|
Deltag i debatten
|