Forsorgen på museum
Et besøg på forsorgsmuseet i Svendborg skal gerne sætte gang i refleksionen. Hvad er fx mest værd – friheden eller fraværet af sult? Museumsinspektør Sarah Smed har udvalgt tre detaljer, hun gerne vil vise til Socialpædagogens læsere
Hvad er det her? Er det noget fra anden verdenskrig? En koncentrationslejr eller hvad? Sådan kan børn spørge, når de træder ind på Forsorgsmuseet i Svendborg og ser pigtråden på toppen af stenmuren. Men nej, her formidles også den nyere historie af samfundets skyggeside, og helt frem til 1961 forhindrede pigtråden ‘uværdigt trængende’ i at forlade forsorgshjemmet.
– Når man først havde sagt ja til forsorgens ydelser, mistede man sine borgerrettigheder. Man havde ikke længere stemmeret, og man måtte først forlade Forsorgshjemmet, når man havde fået arbejde og et sted at bo. Indtil da kunne man søge om udgangstilladelse. To timer hver søndag, hvor man så kunne prøve at skaffe sig et arbejde, fortæller museumsinspektør Sarah Smed.
Fagbladet Socialpædagogen har bedt hende udvælge tre detaljer på museet, som hun gerne vil fortælle socialpædagoger om, og den første er selve oplevelsen af at træde ind på museet.
Kommer man nede fra byen skal man først gå op ad en bakke. I dag er der villaer og en skole, men tidligere lå Forsorghjemmet – eller Fattiggården, som det først hed – bogstavelig talt isoleret fra resten af samfundet. Men synligt, så folk nede i byen kunne prise sig lykkelige over, at det ikke var dem, der boede deroppe.
– På den måde fungerede Fattiggården til skræk og advarsel. Og inde fra arbejdsanstalten kunne man så se over til den næste station, Galgebakken, fortæller Sarah Smed.
|
Fakta om Forsorgsmuseet Hvordan blev fattige mennesker, forældreløse børn og syge eller gamle hjulpet for 100 år siden? Det forsøger Forsorgsmuseet i Svendborg at give svar på. Museet ligger i Svendborgs gamle fattiggård fra 1872 og beskriver livet på så forskellige institutioner som fattiggårde, børnehjem, arbejdsanstalter og alderdomshjem. Museet er det eneste af sin art i hele Europa – ja, måske i hele verden. I sommerhalvåret er der åbent fra 10 til 16 alle dage undtagen mandag. Entré 40 kr. for voksne, rabat for studerende, pensionister og grupper. Børn gratis. Læs mere på www.forsorgsmuseet.dk |
Skyldig eller uskyldig
Nu står døren åben, så museumsgæsterne kan føle sig velkomne, men tidligere måtte man stå og føle sig lille foran den høje mur, indtil den lukkede port gik op, og man kunne komme ind til en vurdering: Er du skyldig eller uskyldig i din fattigdom?
De værdigt trængende var fx handicappede eller gamle – de uværdigt trængende var dem, der kunne arbejde, men ikke havde et arbejde – og som modydelse for maden og sengen på forsorgshjemmet kunne de fx blive sat til at kløve brænde, sortere ispinde eller samle brune papirsposer.
– Og se deroppe, siger Sarah Smed og peger på en bred passage på muren.
– Deroppe gik vagthundene nogle gange og holdt øje med de arbejdende.
Hun lægger vægt på, at oplevelsen af de fysiske rammer ikke må ødelægges af lange tekster. På museet står meget som det blev forladt, da Forsorghjemmet blev nedlagt i 1974.
– Og når man eksempelvis selv går gennem porten, får man en oplevelse, man ikke kan læse sig til. Det taler lige til hjertet og handler eksempelvis om inklusion og eksklusion, siger hun.
Regelbrud
Denne dag hænger regnfulde skyer tunge og grå på himlen.
– Og det passer jo meget godt til stemningen på stedet, siger Sarah Smed. På hjemmesiden reklamerer museet selv med, at det formidler historien om mennesker på samfundets skyggeside, og museumsgæsterne bliver da også præsenteret for mange hårde skæbner, som fx Almas. Alma blev i 1929 indskrevet på Fattiggården som ‘midlertidigt sindssyg’, men hun kom til at bo der i 45 år. I midten af 60’erne opdagede en nyansat, at Alma gik dårligt, og da han undersøgte hendes fødder, fandt han ud, at Alma ikke havde fået klippet sine tånegle i rigtig mange år. Neglene var vokset rundt om fødderne og ind under tæerne, og det var derfor, hun gik dårligt.
– Men når vi eksempelvis fortæller Almas historie, er det ikke for at synge en klagesang. Det er for at bevidne og anerkende det liv, hun og andre har levet, siger Sarah Smed.
Netop for at undgå klagesangene har hun valgt sin anden detalje ud fra, at der skal være et glimt af lys. Det er den lille udstilling om regelbrud.
– Dette var ikke et sted til fornøjelse, og man måtte bl.a. ikke ryge, drikke, synge eller tale højrøstet, men for nogen lykkedes noget af det alligevel, siger hun og udpeger en samling konfiskerede lightere. Og noterer med et lille smil, hvor opsynsmanden gemte dem: I en cigarkasse. En anden havde held til at gemme nogle erotiske magasiner så godt, at de først blev fundet for nogle år siden, da Bille August lånte museet til indspilning af sin film om Marie Krøyer. Da der blev flyttet rundt på en bogreol, dukkede magasinerne op bag noget af den opbyggelige litteratur.
|
Socialpædagogiske seværdigheder I denne sommerserie beskriver vi forskellige danske seværdigheder, der alle har en forbindelse til den socialpædagogiske verden. I sidste nummer kunne du læse om Museum Overtaci i Aarhus, i det kommende præsenterer vi Arbejdermuseet i København. |
Inviterer til refleksion
Når Sarah Smed skal vise den tredje detalje, haster hun gennem museets måske mest berømte del: Børnehjemsudstillingen, hvor man bl.a. kan læse de inskriptioner, anbragte piger prentede i døren til ‘Betænkningsrummet’, hvor de blev isoleret, og se en gymnastikbuk med blodspor fra de drenge, der fik tæsk hen over den.
I stedet vil hun vise formidlingseksperimentet ‘Skriften på væggen’, hvor museumsgæsterne selv har nedfældet deres tanker om museumsbesøget og hængt dem op på en væg.
– De har noget lignende på andre museer, hvor der eksempelvis bliver tegnet tissemænd eller skrevet graffiti, men det er der aldrig nogensinde nogen, der gør her. Det er, som om de besøgende føler en omsorg og respekt for de mennesker, hvis historie vi formidler, siger hun og viser et eksempel:
‘Jeg er en autistisk pige på 15 år. Det skræmmer mig, at jeg kunne have været her, hvis blot jeg var født i en anden tid. Jeg er dybt berørt af stedet her og af alle de mennesker, der må have lidt her.’
Sarah Smed fortæller, at hun er meget stolt over de mange bidrag fra besøgende.
– Vi laver ikke museum om noget, men for nogen, og vi vil gerne have, at museet skal være mere end blot formidling af almen dannelse – det skal fortælle gæsterne noget om, hvad det vil sige at være menneske og målet er, at de vil reflektere og diskutere det, de oplever. Derfor er jeg også meget glad for, at folk sjældent går stille rundt på museet. De taler sammen og bliver uenige om, hvad der fx er det værste: At være herinde og være sikker på at få mad, men mangle sin frihed – eller at være derude og have sin frihed, men gå sulten i seng?