Magtanvendelse og magtesløshed
Socialministeren har nedsat et magtanvendelsesudvalg på børne- og ungeområdet – men hvad med de ansattes retsstilling
Socialministeren har nedsat et ‘magtanvendelsesudvalg’, der skal se på praksis omkring magtanvendelser i forhold til børn og unge anbragt på opholdssteder, i plejefamilier og på døgninstitutioner. Det er et område, der henset til medieomtale og nogle aktuelle sager har en vis bevågenhed i almenheden og i pressen.
Børnerådets Per Larsen var hurtigt ude med en pressemeddelelse, der henset til de sager, der har haft mediebevågenhed, tilsyneladende går i selvsving på tesen om, at børn anbragt uden for hjemmet generelt set lider overlast og er udsat for krænkende, unødvendige magtanvendelser på de steder, de bor.
Det fordrejer debatten, og det er frem for alt ikke rigtigt.
Ingen kan være uenig i, at børn og unge anbragt uden for hjemmet skal behandles anstændigt og ordentligt.
Man kan heller ikke være uenig med hverken socialministeren eller Børnerådet om, at unødvendige magtanvendelser ikke skal finde sted. Der skal være et regelgrundlag med klare retningslinjer for at forebygge unødvendig og overdreven magtanvendelse, og magt skal ikke anvendes som pædagogisk redskab, men alene dersom barnet eller den unge er til fare for sig selv, andre eller gør tingskade.
Når det er sagt, så er det fremlagte kommissorium ensidigt og mangler substans og indhold, idet det alene tager afsæt i den ‘overlast’ de gode børn og unge kan blive udsat for, mens der desværre på ingen måde er lagt vægt på ansattes retssikkerhed og pædagogiske handlemuligheder. Kommissoriet handler alene om børns retsstilling. Børnerådets Per Larsen taler om at beskytte ellers velfungerende børn og unge imod overlast og unødvendige, voldsomme magtindgreb fra pædagoger, der mister besindelsen!
I minefeltet
Langt de fleste børn og unge, vi arbejder med, fungerer heldigvis godt og uden problemer, men som Per Larsen ved – det formoder jeg – så arbejder vi, der er i minefeltet, også ofte med grænseløse, hardcore voldelige udadvendte drenge og piger, der er ‘langt ude’ og uden for det man kalder pædagogisk rækkevidde. Disse unge er argumentresistente og mangler ‘overjeg’ og aner ikke, hvad der er ‘sund fornuft’.
Vi arbejder med unge, der er konkret provokerende og regulært truende, destruktive og voldelige, både over for ansatte, andre unge på stedet samt omgivelserne. I dag er ansattes handlemuligheder alene begrænset til, at vi – med mindre de er konkret i affekt – kun verbalt kan appellere til og påvirke disse unge med vore talegaver. Visse af de unge, vi arbejder med, responderer ikke på samtale og sund fornuft. De agerer på voksne, der har en relation til dem, og som i tide tager dem alvorligt og tør stille op og gribe ind i deres adfærd, når den løber af sporet. Desværre er det efterhånden vanskeligt at finde nye ansatte, der ‘tør’ noget som helst og derfor udvikler, der sig en ‘laden stå til’. Når nu ikke andet er muligt. Se bare på Nexus-sagen, hvor de ansatte samtidig med, at de passer deres arbejde, står til ‘offentlig spanking’.
Inddrag os i arbejdet
Kære minister – jeg finder, at dit initiativ til at revidere området er meget fint og helt fornuftigt, men skal dette arbejde være konstruktivt og sagligt, så må du må love at inddrage andre end blot Børnerådets Per Larsen eller Lisbeth Zornig eller andre tilsvarende, der i tråd med tidens trend står i kø for at få billige point i medierne med påstande hist og her.
Du må medinddrage mennesker og ansatte, der arbejder i praksisfeltet, og som ved, hvad de taler om. Du må i kommissoriet medinddrage ansattes retsstilling og ansattes ret til at kunne og skulle agere ansvarsfuldt, når de børn og unge, vi arbejder med, er konkret truende, voldelige og konfronterende både imod ansatte på stedet og ikke mindst de andre børn og unge, de er anbragt sammen med, eller mod tredjemand.
I dag anvendes Servicelovens paragraf 123 og tilhørende bekendtgørelse meget bredt. Det handler ikke mere kun om begrænsninger i magtbeføjelser i ordets forstand, men efterhånden mere om begrænsninger i måden at udføre ‘fornuftig pædagogik’ på. Så meget, at den ‘omsorgspligt’, som vi jo også har, tilsidesættes. Nuværende bekendtgørelse blander ‘magt’ sammen med sund fornuft og pædagogik.
Klare regler, tak
Intentionerne med nuværende bekendtgørelse tager højde for de ansatte, som er konkret -uansvarlige, og som handler mod al sund fornuft. Det kræver derfor dygtig ledelse på et sted, at få sine ansatte til at agere rigtigt i dette felt. Der skal stilles krav til ledelsen, så vi kan opdrage vore ansatte.
Hvor man før som pædagog agerede i forhold til, hvad der er ‘sund fornuft’, så har jeg forklaret alle mine omtrent 100 medarbejdere, at de ansatte nu, henset til faren for negativ presseomtale, vores egen retssikkerhed og i værste fald stedets godkendelsesgrundlag, alene fremadrettet skal agere ud fra hensynet til disse forhold, så vi ikke sætter os selv eller vore tilbud ‘skakmat’. Det er absolut ufornuftigt i forhold til, hvad der tjener vore børn bedst, men desværre nødvendigt i forhold til den tid, vi lever i.
Man kan ikke ved ændret lov regelbinde alt, for så bliver det rigidt sort/hvidt. Men faren ved ikke at lave regler er så, at de ufornuftige og uansvarlige pædagoger og dårlige ledere går over stregen. Men uanset regler, så findes der brodne kar. Det kan lovgivning ikke ændre på. Sammenlignet med færdselsloven, så er der jo også mennesker, der gang på gang kører over for rødt, selvom man ikke må.
Et revideret regelsæt skal sikre klare retningslinjer og beføjelser til at gribe ind og tage de børn, vi arbejder med, alvorligt. De unge, vi arbejder med, er kørt så meget ‘af sporet’, at det kræver mere end jura, god pædagogik og gode talegaver at få dem bragt på banen igen.
Det stiller store krav til ansatte i praksisfeltet i en tid, hvor vi ellers intet må foretage os, og hvor vore handlemuligheder er stærk begrænsede. Det kræver efteruddannelse, og det kræver, at de ansattes retsstilling er klar, så man ikke efterhånden føler sig som en, der foretager sig noget ulovligt, blot fordi man forsøger at passe sit arbejde.
Desværre er der intet i det, som kommissoriet tager hul på, som ser på det problemfelt. Så øv for det.
Magt og magtesløshed
Det bliver rigtig vanskeligt fremover at arbejde i dette felt. En magtanvendelse tager maks. tre minutter, men efterbearbejdning, indberetninger, opfølgning og ikke mindst selvransagelse tager al tiden og ‘trækker tænder ud’. Magtesløsheden breder sig.
At inddrage mobiltelefoner eller lave urintest handler ikke om magt, men om pædagogik og sund fornuft.
Det skal være muligt at blande sig i de unges mulighed for negativ kommunikation. Når de via mobiltelefoner truer og mobber hinanden eller ansatte, når de tager billeder af fx kammerater og ansatte og uploader på Facebook. Når de optager samtaler med ansatte eller kammerater og udstiller dem. Når de kontakter dealere, som handler med rusmidler. Når de ‘stikker af’ eller anvender telefonen til kriminelle aktiviteter mv. Dette er sund fornuft og skal ske i samråd med forældre og henvisende kommuner.
Det skal være muligt at regulere i fx lommepenge, ydelser og andet, når børnene fx gentagne gange skylder bøder til det offentlige, DSB eller andre, når de stifter gæld på deres vej. Lige nu er det ikke tilladt. Det er ikke kun et spørgsmål om sanktion, men om signalværdi og sund fornuft. Lige nu oplever de unge, at det er gratis at snyde alle. For ingen må gribe ind.
Selvom det er en balancegang, så skal det også i et omfang være muligt at udøve begrænsede og nødvendige forebyggende sanktioner og om nødvendigt gradueret magtanvendelse for at forebygge, at en episode udvikler sig, så de unge selv eller andre kommer til skade. Altså før skaden sker.
Når det drejer sig om misbrugsforebyggelse, skal der være regler, der gør, at det er muligt at forebygge og gribe ind rettidigt forebyggende. Det er et faktum, at mange unge, der er anbragt, er i et misbrug eller er i fare for at få det som problem sideløbende. Vi skal arbejde præventivt med disse unge, men af en ny magtbekendtgørelse skal der fremgå klare regler for samarbejdet med SSP og andre myndigheder. Reglerne, som de er nu, er uklare.
Kære minister, jeg håber, du forstår missionen og håber på et fornuftigt udvalgsarbejde.
Erik Filthuth er leder på Behandlingsstederne Søbæk.