icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udviklingshæmmede

Pædagog – ikke fængselsbetjent

Socialpædagogernes faglige netværk for socialpædagoger, der arbejder med domfældte, er glade for, at det bliver muligt at ransage en bolig, men det skal ligge fast, hvem der skal gøre det – og det skal ikke være medarbejderne

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 10-2013 /

I årevis har medarbejderne efterlyst retningslinjer og sanktionsmuligheder over for domfældte, hvor der er mistanke om, at de foretager sig noget ulovligt. Fx hashsalg, våbenbesiddelse eller opbevaring af tyvekoster i boligen. Medarbejderne kan kun se på, at der foregår noget ulovligt, for de har ikke mulighed for at ransage en beboers bolig for at se, om der fx er gemt våben.

Derfor er medarbejderne meget tilfredse med regeringens forslag om, at det nu skal være muligt at gribe ind, siger netværksansvarlig Jens Jørgen Carstensen, Socialpædagogernes netværk for socialpædagoger, der arbejder med domfældte.

– Men vi er betænkelige ved, at det er kommunen og lederen af botilbuddet, der får beføjelser til at gribe ind, og frygter, at det bliver lidt vilkårligt, hvornår og under hvilke forhold, den enkelte leder griber ind.

Jens Jørgen Carstensen frygter, at det i praksis bliver den medarbejder, som er på arbejde, der får opgaven med at gribe ind og fx låse beboeren inde.

Politi og pædagog

Det giver kasketforvirring, hvis det bliver medarbejdernes opgave at gribe ind, mener han.

– Som medarbejdere anses vi for at være relationsarbejdere, og vores opgave er at påvirke beboerne i en positiv retning. Hvis vi samtidig skal kunne låse dem inde om aftenen, bliver vi fængselsbetjente, siger Jens Jørgen Carstensen og forklarer, at medarbejderen kan stå i den situation, at han hele dagen har haft en god relation til en beboer, som han så skal låse inde om aftenen.

– Inden loven træder i kraft, skal myndighedsspørgsmålet være afklaret. Hvis borgeren fx skal have låst døren om aftenen, er det så sådan, at kommunen kan give ansvaret til lederen, der giver det videre til afdelingslederen, der giver det videre til den medarbejder, som er på vagt den pågældende dag?

Herudover er der mange andre ting, som bør være afklaret, før loven bliver vedtaget, siger Jens Jørgen Carstensen. Skal beboerens terrassedør fx også være låst? Hvad hvis den domfældte låner naboens computer, fordi han ikke selv må have en? Hvem afgør, om det er forsvarligt at låse ham inde i forhold til, at han kan gøre skade på sig selv eller på medarbejderen? Skal skarpe genstande låses inde? Uafklarede spørgsmål er der nok af.

– Man kan godt få den mistanke, at nogle vil synes, at det er lettest at låse domfældte inde, for så skal man ikke tage dialogen og forsøge at løse konflikter med den anerkendende tilgang, som vi bruger nu.

En sag for domstolene

Netværksledelsen mener, det er nødvendigt at få nøje afklaret, hvor bemyndigelsen til at idømme en domfældt en sanktion ligger og er ikke i tvivl om, at den skal ligge hos domstolene, fordi det alt andet lige vil give en mere ensrettet forvaltning end den, de enkelte kommuner eller ledere kan forventes at træffe. Desuden bliver bemyndigelsen adskilt fra behandlingsarbejdet med beboerne.

– I det øjeblik, en borger får en dom i retten, får han et vilkår fx om lægeligt ledet alkoholbehandling. På samme måde kan han også få et vilkår om, at han fx i bestemte situationer skal have døren låst eller kun må færdes på fastlagte områder, siger Jens Jørgen Carstensen.

– Så ved borgeren også, hvad han går ind til, når han flytter ind på institutionen, fordi det er et vilkår til dommen, som kun kan ændres af domstolene.

Kommunen skal føre tilsyn med sig selv

Når kommunen – som lovforslaget lægger op til – fastlægger den sanktion, som en domfældt skal have, hvem skal så føre tilsyn med, at loven bliver overholdt, spørger Hans Jacobsen fra Socialpædagogernes netværksledelse.

I lovforslaget står der, at det er kommunen, der fører tilsyn med sig selv, og det bekymrer Hans Jacobsen, der er bange for, at det går ud over den domfældtes retssikkerhed.

– Det er endnu et argument for, at beføjelsen skal ligge hos domstolene eller en anden instans uden for det kommunale system, som ikke er fedtet ind i det praktiske arbejde eller i økonomien. Det kan ikke nytte noget, at man skal føre tilsyn med sig selv.

– Desværre oplever vi, at institutioner og kommuner ikke altid bestræber sig på eller er tilstrækkeligt bevidste om at overholde den nuværende lovgivning på området. Der forekommer fx ulovlige ransagninger, mens borgerne ikke er hjemme, de bliver nægtet udgang gennem lang tid, og udgangsregulativerne bliver ikke overholdt.

Hans Jacobsen frygter, at det med den nye og efter hans opfattelse upræcise lov bliver alt for let at benytte de nye redskaber for at opretholde almindelig ro og orden og ikke kun, når indgrebet sker for at forebygge ny kriminalitet.

– Det bliver fristende fx at inddrage en mobil i forsøget på at begrænse de konflikter, som vi ikke direkte kan arbejde med. De nye redskaber kan let glide ind i den almindelige pædagogiske praksis hvis der ikke føres nøje registreringer, indberetninger og tilsyn med indgrebene.

Et andet eksempel kan være, at en institution er lidt presset økonomisk, fordi den ikke har alle pladser besat og derfor kan være fristet til at optage domfældte med store problemer. Hermed sikrer institutionen sig (måske med kommunens accept), at den kan beholde opgaven og dermed holde fast i driftdelen, forklarer Hans Jacobsen.

– Og i sådan en situation kan man fristes til at låse døren, fordi så behøver man ikke have så meget personale på arbejde, som man skal i dag, hvor det ikke er tilladt at låse døren.

Det sidste er ifølge Hans Jacobsen endnu en grund til, at beføjelsen skal ligge hos domstolene eller en anden instans uden for det kommunale system, som ikke er blandet ind i det praktiske arbejde eller i økonomien.

Han er bare sur og tvær

Der står i lovforslaget, at sanktionerne over for domfældte kun skal bruges af ‘ordens- og sikkerhedsmæssige grunde’. På spørgsmålet om, hvad det betyder, siger Socialminister Karen Hækkerup (S) til Socialpædagogen:

– Der menes hensynet til at sikre orden og sikkerhed på boformen. Det omfatter både den almindelige orden på stedet samt den enkelte beboers egen, personalets og de øvrige beboeres sikkerhed. Der kan fx være tale om at forebygge brand og ødelæggelse af ting. Indgrebene kan alene gennemføres, hvis de er nødvendige, og hvis formålet med indgrebet ikke nås på en mindre indgribende måde.

Hans Jacobsen frygter, at bestemmelsen vil blive misbrugt, fordi ‘ordens- og sikkerhedsmæssige grunde’ kan fortolkes meget bredt.

– Det kan blive fristende at bruge indgrebet i forhold at undgå problemstillinger, som ikke er relateret til risiko for ny kriminalitet. Det kan derfor blive et reguleringsredskab, som stille og roligt glider ind og bliver et pædagogisk redskab.  Det bliver en del af den pædagogiske praksis, som botilbuddet tilbyder, og man glemmer, at sanktionen skal holdes op imod risiko for ny kriminalitet, forklarer han.

– Er beboeren fx bare sur og tvær, må man altså ikke gribe til en sanktion. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik