icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Hvem definerer, hvad selvværd er for den enkelte?

  • Af Birthe Bertz Thygesen, Socialpædagog
  • 02-2014 /

I Kolding Kommune har politikerne besluttet at implementere en selvværdsstrategi på det sociale område. Det lyder jo rigtig flot og ambitiøst, for hvem vil ikke gerne have højt selvværd?

Men hvem definerer, hvad selvværd er for den enkelte?

Inden for handicapområdet har politikerne med selvværdsstrategien i hånden besluttet, at alle udviklingshæmmede vil få mere selvværd, hvis de arbejder hver dag. Derfor er solodagen blevet sløjfet.

Solodagen blev brugt til, at den enkelte borger havde alenetid med sin faste kontaktpædagog, hvor der blev lavet diverse praktiske gøremål, som den enkelte har brug for massiv støtte til. Med denne støtte fik den enkelte en fornemmelse af at have klaret de praktiske gøremål selv, og det blev en god oplevelse.

Den nære relation med en pædagog gav den enkelte tid og tryghed til at fordybe sig i nuet. Det er min faglige vurdering, at dét gav selvværd. At sige ‘jeg kan godt selv’.

Rigtig mange udviklingshæmmede er trætte, når de kommer hjem fra en hel dags arbejde, og efter at solodagen er sløjfet, skal de nu til at lave alt det praktiske efter arbejdstid. For den enkelte pædagog vil det være svært at give individuel støtte og vejledning i den nødvendige udstrækning, da pædagogen ofte er alene på arbejde, og de øvrige borgere også kræver opmærksomhed.  

Afskaffelsen af solodagen er blot ét ud af mange nye tiltag på nogle bosteder i kommunen, hvor man med selvværdsstrategien i hånden enten politisk eller rent organisatorisk efter min mening tromler hen over hovedet på os som fagpersoner, de involverede borgere og de pårørende. Dette på trods af, at der i selvværdsstrategien står: ‘Der vil naturligvis ligge en konkret faglig vurdering bag hvert enkelt tilfælde, hvor vi slækker tøjlerne’. Og at der i øvrigt rent juridisk bør finde brugerinddragelse sted i al socialt arbejde. Jeg har svært ved at se, at der er taget nogen former for individuelle hensyn til den enkelte borger i de ændringer, der bliver lavet.

I pjecen står der også: ‘Med ro i stemmen kan vi sige, at dette ikke er en snedigt maskeret spareøvelse. Vi ville også foretage dette systemskifte, hvis vi havde uanede ressourcer’. Jeg kan dog have mine tvivl, da der det sidste halve år er sket en nednormering af pædagogtimer på nogle bosteder i kommunen, bl.a. fordi solodagen er afskaffet.