icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Forældretræning

Når relationen ikke er en selvfølge

Guidningen er meget konkret, når småbørnsforældre i Aarhus får hjælp til at opbygge en bedre relation til deres børn. Det handler både om at tage styring – og om at give slip

  • Af Maria Rørbæk
  • 09-2014 /

Far hjælper dig… Sådan ja! Trille, trille. Inger Ibsen sætter ord på, mens 29-årige Heewad Darwar og hans toårige søn, Waheed, ruller lyseblå modellervoks ud. I starten kigger Waheed væk, men da Heewad Darwar begynder at skære modellervoksen i små stykker, holder han blikket fast.

– Yeah, siger Inger Ibsen, der er socialpædagog og familieterapeut.

– Nu begynder der at komme interesse. Hvad tror du, der sker med ham, Heewad?

– Han koncentrerer sig.

– Ja. For du hjælper ham. Han kan se, at der sker noget. Kniven kommer ned… Der sker noget.

Ved nabobordet er Heewad Darwars kone, Zarghona Waziri, i gang med en samarbejdsøvelse, hvor hun og parrets treårige datter skal prøve at bygge to identiske lego-figurer – skærmet af en bog, så de ikke kan se hinandens klodser.

– Asya, nu skal du høre, hvad mor siger. Se på mor, Asya. Se på mor. Tag den røde klods, Asya, siger Zarghona Waziri.

For et halvt år siden bestemte den treårige pige faktisk mere end sin mor.

– Jeg græd næsten hver dag, når jeg skulle hente hende i børnehaven. Hun ville ikke gå med mig. Hun ville ikke tage sin jakke på. Hun ville ikke tage sine sko på. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og en dag spurgte stuepædagogen, om jeg ikke havde lyst til at prøve at komme op i Familiedaginstitutionen, fortæller Zarghona Waziri.

Ville styrke forældrekompetencerne

Heewad Darwar og Zarghona Waziris børn går i den integrerede institution Børnehuset Egmontgården, der hører hjemme på normalområdet. Institutionen ligger i et boligkvarter med mange sociale problemer og for fem år siden blev dagtilbudslederen Annie Støttrup træt af, at institutionen brugte mange ressourcer på at beskrive børn med vanskeligheder – til såvel PPR som social- og sundhedsforvaltningen.

– Jeg syntes, at beskrivelserne var med til at gøre børnene ‘forkerte’ – som om vanskeligheden lå hos barnet, selv om det meget ofte handlede om manglende forældrekompetence. Og jeg syntes ofte ikke, at det hjalp noget, når vi havde lavet en beskrivelse og sendt den videre i systemet, siger Annie Støttrup.

Som supplement ønskede hun at give forældrene et tilbud, så de kunne lære at indgå i et bedre samspil med deres børn – og i dag er det blevet en realitet i et tværfagligt samarbejde med den lokale afdeling af socialforvaltningen i Aarhus.

En dag om ugen åbner Familiedaginstitutionen i nogle af Børnehuset Egmontgårdens lokaler. Klokken halv ni kommer op til otte forældre sammen med hvert sit barn, og i løbet af formiddagen er der forskellige aktiviteter for børn og forældre – guidet af to familieterapeuter. I det tidsrum arbejder forældrene med forskellige konkrete mål for samspillet med børnene, og familieterapeuterne vejleder dem løbende. Om eftermiddagen kommer børnene tilbage til deres almindelige børnehave eller vuggestue, og så evaluerer forældre og familieterapeuter dagen. Hvordan gik det med målene? Hvad har forældrene lært? Hvad kan de gøre bedre?

Relationen i fokus

Inger Ibsen understreger, at aktiviteterne i Familiedaginstitutionen har nogle helt andre formål end tilsvarende aktiviteter i en almindelig børnehave.

– Når man arbejder med modellervoks i en almindelig børnehave, kan det fx være med henblik på at udvikle børnenes finmotorik, men i Familiedaginstitutionen er vi ikke optaget af at udvikle børnenes motorik. Det, vi interesserer os for, er at udvikle samspillet og relationen mellem barn og forælder, forklarer hun.

Da modellervoksen kommer på bordet, gør hun også formålet tydeligt for de to fædre:

 – Det er jer, der skal være guider for jeres børn. Og udfordringen for jer i dag er, at I både skal opøve koncentration og se, om I kan skabe kontakt mellem børnene. Det her er noget, der skal foregå i samspil, siger hun.

Mens fædre og sønner forvandler den lyseblå modellervoks til nybagte boller, der læsses ind i en legetøjslastbil er Inger Ibsen hele tiden med på sidelinjen.

Det ene øjeblik kommer hun med forslag, der skal få fædrene til at inspirere deres sønner:

– Og så! Så kan I prøve at læsse lastbilen. Nej, lad være med at stille et spørgsmål. Sig: Nu læsser vi lastbilen.

Det næste øjeblik opfordrer hun til at give børnene rum til udfoldelser på egen hånd.

– Sådan ja. Og så! Så arbejder du med dit eget. Du laver kager på højt niveau. Bliv i dit eget nu. Du skal passe på, du ikke overstimulerer ham.

Bagefter forklarer Inger Ibsen, at dobbeltheden med, at man som forælder både skal kunne være styrende og give slip, er en stor udfordring for mange forældre. 

– Hvornår man skal gøre hvad, afhænger af barnets signaler og udvikling. Derfor er det vigtigste at lære at aflæse barnets signaler. Og det er også derfor, at det er så godt, at vi med denne metode kan være sammen med både børn og forældre og foreslå, hvad de kan gøre i den helt konkrete situation. For hvis vi fx bare taler med forældrene, kan de have meget svært ved at omsætte det til handling.

Se ham, han laver også fine boller

I løbet af modellervoksseancen viser hun eksempelvis også forældrene, hvordan de kan støtte deres børn i samspillet med hinanden.

Da toårige Waheed ser på den anden drengs boller, er Inger Ibsen der med det samme:

– Når han fatter interesse for et andet barn, så bakker du op. ‘Se ham’, siger du. ‘Se ham, han laver også fine boller’.

Heewad Darwar smiler.

– Se ham, siger han så. Han laver også fine boller.

Bagefter forklarer Inger Ibsen, at hun altid er meget opmærksom på forældrenes kropssprog.

– Fx lagde jeg tydeligt mærke til, at Heewads smil viste, at bum, nu havde han forstået, hvad det vil sige at understøtte samspillet med den anden dreng.

Efter frokost følger forældrene deres børn ned i børnehaven eller vuggestuen, og så er det tid til at reflektere – med støtte fra Inger Ibsen og hendes kollega, familieterapeut og socialformidler Hans Fogtmand.

En efter en er forældrene på og giver sig selv karakterer på en skala fra et til fire – med udgangspunkt i det, de skal øve sig på.

Heewad Darwars øvepunkt lyder: ‘At arbejde på at forbedre samspillet mellem børnene. At Heewad sætter rammerne for legen’, og han er godt tilfreds med sin egen indsats.

– Til dagens aktivitet (modellervoksseancen, red.) har jeg givet mig selv fire. Vi fik begge drenge til at lege. Det begyndte med, at vi satte dem i gang og prøvede at rulle modellervoksen sammen med dem, og det lykkedes rigtig godt. Begge børn prøvede præcis de samme ting, som vi havde vist dem. De legede pænt sammen, og jeg var meget imponeret over, at de kunne finde ud af at gøre de ting, som vi kun havde vist dem til at begynde med.

Hvad har du lært som far

– Så hvis du skal sige, hvad du har lært som far i dag, hvad er det så, spørger Inger Ibsen.

– At sætte dem i gang, og så kommer de selv videre. Vi skal ikke gå ind i det, de selv interesserer sig for og afbryde dem.

– Fordi… Fordi… Hvorfor, spørger Inger Ibsen.

– Fordi det kan være, at de gør noget andet end det, vi har vist dem. At de bruger deres egen fantasi.

– Er det ny viden for dig, spørger Inger Ibsen.

– Ja, det er det.

– Er den nye viden det der med at sætte i gang og så trække sig. Men alligevel være i gang og holde øje, uden at de føler, at der bliver holdt øje med dem?

Heewad Darwar nikker og fortæller om en lignende erfaring, han gjorde en anden dag i Familiedaginstitutionen, hvor han legede Zoologisk Have med sin søn, og sønnen tog billetdamen ud af hendes hus og begyndte at gå rundt med hende.

– Og da kan jeg huske, at I sagde, at jeg ikke behøvede rette på ham. At han gerne måtte bruge sin fantasi og lade billetdamen gå rundt i Zoologisk Have. Og det var det samme i dag.

Nu markerer Heewad Darwars kone Zarghona Waziri.

– Jeg vil sige, at vi begge to har det problem, at vi vil have, at det børnene gør, skal være perfekt. Jeg har det mest. Jeg kan ikke lide, når de leger, og noget er lidt skævt. Jeg blander mig rigtig meget i det, siger hun. 

– Hvad skal I gøre ved det, spørger Hans Fogtmand.

– Jeg skal lade være, siger Zarghona Waziri.

– Hvem kan blive din nærmeste hjælper, spørger Inger Ibsen.

Zarghona Waziri smiler og peger på Heewad Darwar.

– Ham der.

Stolthed

Zarghona Waziri bedømmer også sig selv til et fire-tal i dagens aktivitet, hvor hun lavede samarbejdsøvelsen med sin datter, og de formåede at bygge to ens lego-figurer.

– Kan I andre forstå, at Zarghona scorede sig selv til fire, spørger Inger Ibsen.

En af de andre mødre nikker.

– Ja, for Zarghona har været rigtig god til at samarbejde med Asya.

Hans Fogtmand opsummerer:

– Det er en øvelse, hvor man kan blive opmærksom på, at selv om man tror, man har sagt noget tydeligt til børnene, så hører de kun halvdelen. Hvordan havde du det med at være tydelig, Zarghona?

– Jeg synes, jeg var rigtig god. Jeg er helt tør i munden, fordi jeg har talt så tydeligt og højt.

– Hvordan har du det med at være en tydelig mor, spørger Inger Ibsen. Hvad gør det inde i dig?

Zarghona Waziri smiler.

– Jeg kunne få mit barn til at forstår, hvad hun skulle. Jeg blev glad. Det var en svær opgave, og hun klarede det flot.

– Så du var stolt af hende, spørger Inger Ibsen.

– Jeg var så stolt af hende.

Inger Ibsen ser på Heewad Darwar.

– Er du stolt af, at du har en kone, som er så god en vejleder, spørger hun.

– Ja… Jeg er også stolt af mig selv, svarer han, og så ler alle.

Stort udbytte

Bagefter fortæller Heewad Darwar og Zarghona Waziri, at de har fået et stort udbytte af Familiedaginstitutionen, hvor Zarghona Waziri i begyndelsen kom alene sammen med treårige Asya, og de nu kommer sammen med begge deres børn.

– Da stuepædagogen spurgte mig, om jeg havde lyst til at prøve Familiedaginstitutionen sagde jeg ja med det samme. Jeg tænkte, at jeg bare skulle have al den hjælp, jeg kunne få, for det gik ned ad bakke. Asya var meget ked af det og trist, og jeg havde det heller ikke godt.

I begyndelsen arbejdede Zarghona Waziri meget med at sætte grænser over for Asya.

– Jeg havde det dårligt med at sige nej til hende. Jeg tænkte, at hun ville hade mig, hvis jeg fx sagde nej til, at hun skulle have en bestemt kjole på. Nu tænker jeg, at jeg ikke er en dårlig mor, når jeg siger nej. Jeg er en god mor.

Efter et forløb på nogle måneder syntes Zarghona Waziri, at hun nåede sine mål om at sætte grænser, og det gik meget bedre.

I en periode kom hun ikke i Familiedaginstitutionen, men så opstod der en ny udfordring, fordi samspillet mellem de to søskende ikke var så godt – og Zarghona Waziri og Heewad Darwar fik lov til at få et nyt forløb sammen i Familiedaginstitutionen.

Har ikke lært at lege

Begge er krigsflygtninge fra Afghanistan og de ønsker at give deres børn en anden opvækst end den, de selv har fået.

– Jeg er glad for den måde, mine forældre har opdraget mig på, men Danmark er et anderledes samfund, og her er brug for noget andet. Jeg har selv syv søskende og min mor havde ikke så meget tid til mig. I Afghanistan handler det meget om at sørge for, at barnet har mad og tøj, og så ellers overlade det til sig selv, siger Zarghona Waziri.

Heewad Darwar supplerer:

– Mine forældre har fx ikke leget med mig, så det er nyt for mig, hvordan jeg skal lege med mine børn.

Begge understreger dog, at de på ingen måde mener, at Familiedaginstitutionen kun er et godt tilbud til forældre med flygtningebaggrund.

– Jeg tror, at der er rigtig mange forældre, der kan blive bedre til at være sammen med deres børn – afghanere såvel som danskere. Og det er jo så vigtigt for barnets udvikling og fremtid, siger Heewad Darwar.

Zarghona Waziri er enig:

– Det her har hjulpet os meget. Vi har fået en større viden om, hvordan vi kan hjælpe vores børn, så de bedre kan udvikle sig. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Børn og unge, Teori og metode