Inddrag børnene og stop volden
I Vestafrika lytter man mest på de gamle mænd, men et dansk-støttet projekt giver børnene en stemme. Kampen går mod vold i skole og hjem, og bliver bl.a. ført af socialarbejderen Romaine Tabiou
Moderen løfter kæppen og truer ad datteren. ‘Hent så det vand’, siger hun. ‘Nu!’. Modviljen lyser ud af pigens ansigt, men hun løfter alligevel spanden op på hovedet, og begiver sig af sted mod brønden.
Socialarbejder Romaine Tabiou smiler.
– Det der, det er realistisk!
Vi er i en gård ved et landsbyhus i det vestafrikanske land Togo. Kyllinger og en lille ged løber rundt i den røde jord, og en gruppe børn og forældre fremfører et teater i deres eget hjem. Formålet er at vise, hvordan de arbejder i det projekt, hvor Romaine Tabiou er ansat som projektassistent for den danske organisation Børnefonden.
På dansk hedder projektet ‘Vold ud af skolen’, men det handler også om at forhindre vold i hjemmet og mellem børn indbyrdes – og om i det hele taget at tale for børns rettigheder.
Romaine Tabiou siger:
– Jeg hørte en gang en pensioneret lærer sige, at børn kun har en eneste rettighed: Retten til at leve. Derudover har de kun pligter. Men i projektet er vi fortalere for, at børn har mange rettigheder, der spænder fra fx retten til ikke at blive slået, retten til at spise, retten til at få en uddannelse, retten til at have tøj på og retten til at bliver lyttet til.
Forældre til forældre
På ‘scenen’ kommer en nabo, der også har børn i skolen, forbi. Han har hørt, at ikke alt står godt til i familien, og at moren tvinger sine døtre til at arbejde dagen lang, mens drengene kan få lov til at passe deres skole.
– Ja, det er rigtig nok, men mine piger er nødt til at lære at arbejde i huset. Ellers kan de ikke klare sig. Jeg skulle også selv arbejde, da jeg var barn, siger moren, og så foreslår naboen, at drengene og pigerne kan deles om opgaverne.
– Nej, himler moren, mine drenge skal passe deres skole. Det er vigtigt. De kan blive ministre, hvis de passer deres skole.
– Piger kan også blive ministre, siger naboen, og så forandrer alt sig ved et trylleslag. Når det er sådan, skal pigerne sandelig også have lov til at lave lektier og dele det huslige arbejde med drengene.
Bagefter fortæller Romaine Tabiou, at det sikkert sjældent går så nemt.
– I virkeligheden tager det længere tid at skabe forandringer, og der er behov for flere besøg og flere samtaler, men essensen er god nok: Gennem forældrebestyrelsen på skolen uddanner vi forældre, der kan oplyse andre ved fx at komme på hjemmebesøg. Folk herude på landet ved ikke ret meget om børns rettigheder, så når du kommer med information, kan de begynde at reflektere og så kan det skabe forandringer.
Dialog frem for vold
Projekt ‘Vold ud af skolerne’ er et omfattende projekt, der finder sted på 29 skoler og 16 fagskoler i forskellige egne af Togo. Det drives af den danske organisation Børnefonden i samarbejde med Togos undervisningsministerium og lokale myndigheder, og det finansieres af midler fra Danmarksindsamlingen 2011.
Baggrunden er et samfund, hvor vold mod børn i skoler er forbudt ifølge loven, men hvor det alligevel er en del af hverdagen i skoler og hjem.
Romaine Tabiou, der selv har en 3-årig uddannelse som socialarbejder, fortæller:
– Vold er en del af børneopdragelsen, og jeg slog fx også selv mine børn med flad hånd, inden jeg kom med i projektet og blev klar over, hvor meget det kan skade. Det mest almindelige er lussinger eller slag med kæppen, men der er også eksempler på, at afstraffelsen er meget hårdere. Så den voksne fx kaster kogende olie efter barnet, eller tvinger det til at lukke fingrene om et brandvarmt æg.
Projekt ‘Vold ud af skolerne’ handler om at ændre denne grundlæggende opfattelse af, at vold er ok, og retter sig på samme tid mod tre forskellige målgrupper: Lærere, forældre og elever. Det sker ved hjælp af forskellige metoder som teater, diskussionsklubber, radioprogrammer og hjemmebesøg som det i stykket, hvor fx forældre taler med andre forældre. Derudover bliver lærerne trænet i at bruge aktive undervisningsmetoder, inddrage eleverne i undervisningen samt positiv disciplin og klasseledelse.
– Et vigtigt element i projektet er at uddanne nogle, der uddanner nogle andre, siger Romaine Tabiou, der selv spiller en overordnet rolle, så hun fx rejser rundt i landet for at supervisere og hjælpe med projektstyring.
Diskussionsklub
I Togo lytter man traditionelt set mest til de ældre mænd, men projektet prøver at give børnene en stemme.
Denne steghede eftermiddag sker det i en diskussionsklub på et gymnasium i landsbyen Momé 105 km fra hovedstaden Lomé.
26 elever har samlet sig i en rundkreds i mangotræernes skygge, og som altid starter diskussionen med sang og dans, så kroppen kommer i gang.
En af eleverne er trænet i at lede diskussionen, og han bruger en planche med tegninger og instruktioner på bagsiden, hvor der står, hvornår han skal spørge om hvad.
– Hvad ser I på billedet, spørger han først, og får så historien om en elev, der gør en anden til grin, og derefter selv får slag.
– Hvilken type vold kan I identificere i historien, lyder næste spørgsmål, og så taler eleverne om, at der både findes fysisk og verbal vold.
– Har I selv oplevet noget, der minder om historien, spørger diskussionslederen, og ja, det har en af drengene.
Da han har fortalt sit eksempel, klapper alle i takt:
Klap, klap, klap.
Klap, klap, klap.
Super!
Alle tommelfingre ryger i luften på én gang.
Ung-til-ung-formidlere
Bagefter forklarer Romaine Tabiou at diskussionsklubberne både har til formål at sprede viden og at træne børnene i at argumentere og tale deres og andres sag, noget der bl.a. er behov for, når de såkaldte ung-til-ung-formidlere tager på hjemmebesøg.
Det skete fx for 15-årige Bernadette Ametodjo.
– Jeg har mange huslige opgaver derhjemme: Fx hente vand, feje gårdsplads og vaske tøj, og en gang, da min lillesøster var syg, skulle jeg lave det hele. Dagen efter var der prøve på skolen, så da jeg var færdig med alt andet end tøjet, satte jeg mig for at studere. Da min far kom hjem fra marken og så, at tøjet ikke var vasket, blev han så vred, at han slog notesbogen ud af min hånd, og bankede mig på ryggen med en trækæp. Han holdt først op, da nogle andre voksne kom til fra nabohusene og stoppede ham, og bagefter var jeg nødt til at gå til lægen, fortæller hun.
Bernadette Ametodjo henvendte sig til nogle af ung-til-ung-formidlerne på skolen og fortalte om problemerne derhjemme, og de opsøgte hendes far.
– Først ville han ikke tale med dem, men så bad de om hjælp hos en af de voksne, der havde stoppet ham, og da han havde talt med min far, indvilgede han i et besøg fra ung-til-ung-formidlerne. De kom flere gange, og det har hjulpet rigtig meget. Nu bliver jeg ikke længere slået, men taler mere med min far, siger hun.
Uddannet i hjemmebesøg
Romaine Tabiou forklarer, at ung-til-ung-formidling ikke er en ny metode, men en metode, der fx også bliver brugt til at oplyse om HIV og Aids.
– Den vigtigste årsag til at inddrage børnene er, at de kan hjælpe hinanden. De kan tale sammen og forstå hinanden, fordi de lever under de samme livsbetingelser, og projektet hjælper dem til at dele tanker og oplevelser. Derudover er ung-til-ung-formidlerne trænet, så de ved, hvad de skal gøre på hjemmebesøgene – og også ved, at de skal henvende sig til voksne fra fx forældrebestyrelsen, hvis sagen er for svær for dem, siger hun.
En anden vigtig ting ved at inddrage børnene er, at de kan hjælpe med at bakke op om alternativer til at slå.
Det er fx sket i landsbyskolen i Tchekpo Deve, hvor Traore Mohamed Bassiroy er lærer.
Indtil for knap tre år siden svang han og andre lærere flittigt kæppen. De lagde også de uartige børn op på en bænk og slog dem på ballerne.
Nu skal de bruge andre midler, og i begyndelsen var det svært.
– Lige da vi havde sagt farvel til kæppen, var der nogle af eleverne, som udnyttede situationen. De var meget urolige, fordi der ikke længere var en autoritet, men så definerede vi skolens regler sammen med børnene, og så er det blevet meget bedre. Fx har vi en regel om, at man ikke må komme for sent, og hvis man gør det gentagne gange, får man en seddel med hjem til forældrene, fortæller han.
Forståelse for børns rettigheder
Projekt ‘Vold ud af skolen’ begyndte i september 2011 og er blevet midtvejsevalueret gennem bl.a. en spørgeskemaundersøgelse, der viser, at omfanget af vold er faldet. Børnene siger, at de ikke længere bliver slået i skolen, og i hjemmene er volden halveret.
Romaine Tabiou siger:
– Jeg vil ikke sige, at projektet har lavet radikale forandringer i samfundet – jeg vil mere sige, at der er nogle positive fremskridt, og hvis vi fortsætter ad den vej, kan det blive til radikale forandringer.
Hun ser flere tegn på en større forståelse for børns rettigheder.
– Før i tiden vidste folk fx ikke, at det var ulovligt at mishandle børn, men det bliver der en større opmærksomhed omkring. Fx var der et konkret eksempel på en far, som ikke alene slog sin søn, men også forbød ham mad. Drengen besvimede i skolen og blev ført til lægen, og bagefter gik vi til politiet. Faren kom tre dage i fængsel og sagde undskyld til sin søn, og sådan noget er med til at gøre, at folk får en større forståelse for børns rettigheder.
For skolelæreren Kourou Agbétoméfa N’Soualo er der også en personlig gevinst ved projektet:
– Det er ret udmattende, hvis du fx skal starte dagen med at banke 30 elever, der er kommet for sent. Nu har jeg fået mere energi.
Socialpædagogens rejse til Togo er gennemført med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.