Plejemor i Vestafrika
Pension, faglig støtte og tryghed i ansættelsen – på flere punkter har den vestafrikanske plejemor Georgette Boco Adadji de forhold, som danske familieplejere sukker efter. Til gengæld skal hun dedikere sit liv til plejebørnene, og ser kun sine egne store børn og sin kæreste fire dage om måneden
Olivia. Oli-i-i-i-via. 39-årige Georgette Boco Adadji kalder på et af sine ti plejebørn. Det er eftermiddag i det vestafrikanske land Benin, og regnskyerne trækker sig bogstavelig talt sammen over SOS Børnebyen Abomey-Calavi, der er en slags kombination af børnehjem og familiepleje. Her bor 110 børn i 11 ‘familier’ med en SOS-mor og ti børn, der med tiden gerne skal opfatte hinanden som søskende og sig selv som SOS-morens sønner og døtre.
– Olivia. Oli-i-i-i-ivia, gentager Georgette Boco Adadji.
Tøjet skal i sikkerhed, og Georgette Boco Adadji har brug for hjælp fra den 12-årige pige, der løfter zinkbaljen på hovedet og bærer den ind.
Uden børnenes deltagelse, kunne Georgette Boco Adadji næppe klare alle de praktiske opgaver i et hjem uden vaskemaskine og støvsuger. Hun står op klokken fem om morgenen, og puster først ud, når det sidste barn er puttet klokken ni om aftenen, og der er tid til at joke og hygge med de andre SOS-mødre.
– SOS-mødrene arbejder 24 timer i døgnet, syv timer om ugen, fortæller SOS Børnebyernes nationale direktør i Benin, Salimani Issifou.
– De gør et meget stort og et meget godt arbejde, som de er meget kvalificerede til, og det anerkender vi ved at give dem en meget god løn. De får fri kost og logi og en begyndelsesløn på 180 euro, og det er mere end hvad en regeringsansat lærer tjener, siger han.
Farvel til egne børn
På flere punkter har Georgette Boco Adadji forhold, som danske familieplejere sukker efter. Mens danske familieplejere ofte går ned i løn (eller vederlag, som det hedder,) hvis barnet udvikler sig positivt og derfor anses som en mindre krævende ‘opgave’, kan Georgette Boco Adadji se frem til år efter år at stige lidt i løn (1,5 pct. oven i grundlønnen for hvert år, hun har været ansat). Mens danske familieplejere ofte kun har en måneds opsigelse, kan Georgette Boco Adadji regne med at blive i SOS-Byen, indtil hun skal pensioneres. Og mens danske familieplejere ikke får pension, får Georgette Boco Adadji til den tid 60 pct. af sin løn.
– Jeg er sikret nu og i fremtiden. Det gør, at jeg føler mig tryg og sikker, og det er også en kilde til motivation, siger hun.
På ét afgørende punkt er Georgette Boco Adadjis forhold dog langt ringere end danske familieplejeres. SOS-mødre må ikke være gift og de må ikke tage deres egne, biologiske børn med ind i SOS-Byen.
– Vi vil gerne forhindre muligheden for forskelsbehandling mellem biologiske børn og SOS-børn, siger Salimani Issifou, der også henviser til praktiske og økonomiske grunde, da en kvinde i Benin ofte kan have seks-syv børn.
– Hvis en mor har små børn, vil vi ikke ansætte hende, for så vil hun være nødt til at svigte sine egne børn for at tage sig af andre svigtede børn. Som led i rekrutteringsprocessen forsikrer vi os derfor om, at de biologiske børn er gamle nok til enten at leve alene eller hos andre familiemedlemmer. Det vil sige, at de mindst er 12-14 år. SOS-mødrene kan heller ikke være gift, for en mand vil ikke være med til at leve på denne måde, hvor SOS-mødrene dedikerer sig helt til deres plejebørn.
|
SOS Børnebyerne SOS Børnebyerne driver mere end 500 børnebyer i 133 lande. Hovedsædet ligger i Innsbruck i Østrig. Arbejdet finansieres bl.a. gennem fadderskaber, hvor fx en dansker kan være med til at sponsorere et barn i Benin. Læs mere på www.sosboernebyerne.dk |
Savner egne børn
For Georgette Boco Adadji betyder det, at hun kun ser sine fire biologiske børn på fridagene, som hun har fire af om måneden, eller på årets månedlange ferie. Hendes børn er nu mellem 16 og 27 år gamle, men da hun begyndte som SOS-mor var den yngste knap 12, og flokken flyttede ind hos hendes ældre søster.
– Dengang var det ikke nemt for mine børn. De spurgte: ‘Hvornår kommer du hjem og bor hos os igen,’ og så måtte jeg fortælle, at det ville jeg ikke gøre, men at jeg ville komme fire dage om måneden, og en måned om året, og nu har de accepteret det. Men selvfølgelig kan jeg savne mine børn. Det er naturligt, for et barn kan ikke blive for gammelt for en mor, siger hun.
Georgette Boco Adadji har også en kæreste, som hun ligeledes kun ser på de fire fridage og i ferien.
– Men det har jeg vænnet mig til. Jeg vidste det ville være sådan, og jeg har ikke noget valg, siger hun.
Georgette Boco Adadji understreger, at hun på ingen måde har fortrudt, at hun blev SOS-mor.
– Jeg er glad og mine biologiske børn er glade. Jeg investerer min løn i deres uddannelse. Den ene læser jura, den anden læser administration og finans, siger hun stolt.
Georgette Boco Adadjis egen levestandard er også steget, efter at hun flyttede ind i SOS-byen, hvor hun og de ti plejebørn har deres eget hus midt i et parklignende område med græsplæne, blomster, træer og en flisebelagt sti mellem husene – noget, der skiller sig markant ud fra omgivelserne rundt om børnebyen, hvor folk fx laver mad på ildsteder.
– Forholdene her er ikke som for gennemsnittet af børn i Benin. De er som for rige børn, forklarer Georgette Boco Adadjis.
|
Kriterier for at blive SOS-mor i Benin
|
Prestigefyldt skole
Da tøjet er kommet i sikkerhed for regnen, beder Georgette Boco Adadji børnene om at hente deres skolebøger.
De yngste går alle i SOS Børnebyens skole, der går til og med sjette klasse, og også fungerer som skole for børn udenfor børnebyen.
– Vi laver ikke velgørenhed for dem, der selv har penge, og de fleste betaler selv skolepengene, siger Salimani Issifou, der stolt forklarer, at der er tale om en prestigeskole, hvor der fx også går børn af ministre.
– Så når man som voksen fortæller, at man er vokset op i SOS Børnebyen, bliver det opfattet positivt, fordi alle ved, at det er en god skole, siger han.
Ved spisebordet læner Georgette Boco Adadji sig ind over Olivias bog.
– Du har tegnet en firkant, men det skal være en femkant, siger hun.
– Hent din tavle, så kan du først tegne på den, og bagefter føre det ind i bogen, foreslår hun.
Imens de store skriver, kigger familiens yngste, Emmanuella på 18 måneder, på.
– Også mig, siger hun, og så smiler Georgette Boco Adadji.
– Der skal nok komme en tid, hvor du skal skrive, siger hun.
Født som heks
Familiens to fem-årige begynder at fjolle rundt under bordet, men Georgette Boco Adadji beder dem komme tilbage til bøgerne. Så går hun ud i det lille køkken med gaskomfur for at fikse en sutteflaske til Emmanuella. Imens har hun et øre på børnene i stuen.
– I må ikke gå ud før, I er færdige, råber hun.
Alle børnene i SOS Børnebyerne har en tragisk historie med sig. En af de andre børnebyer i Benin tager imod nyfødte, der er i fare for at blive slået ihjel, fordi de er født med benene først og derfor opfattes som hekse, men sådan er det ikke i Børnebyen Abomey-Calavi. Her har børnene typisk mistet deres forældre i en trafikulykke eller på grund af AIDS. Nogle er blevet efterladt på gaden.
– Hvis nogen fx finder et forladt spædbarn, kan de ringe til os, og så har vi socialarbejdere, der undersøger sagen nærmere, siger Salimani Issifou.
– Men hvis der fx ringer en i dag, kan vi ikke tage imod barnet, for vi har kun 110 pladser, og lige nu har vi 110 børn.
Georgette Boco Adadjii har ligesom de andre SOS-mødre været igennem en toårig uddannelse, der både indebærer praktisk arbejde og mindst ti timers teori om ugen, hvor hun fx har lært om FN’s børnekonvention, pædagogik og SOS Børnebyernes værdier, der eksempelvis indebærer, at man ikke må slå børnene – noget der ellers er almindelig praksis i Benin – og at man skal anerkende og inddrage børnene.
– Det vigtigste jeg har lært er, at jeg skal dele mit liv med børnene – og at de skal dele deres liv med mig, siger Georgette Boco Adadjii.
|
Efterværn til barnet fylder 23 år I SOS Børnebyen Abomey-Calavi i Benin bor drengene i ‘familien’ indtil de fylder 14 år, mens pigerne bliver boende til de fylder 16. Benins nationale direktør, Salimani Issifou, forklarer kønsforskellen med, at de har erfaring for, at pigerne har behov for at blive længere hos deres SOS-mødre. Fra henholdsvis 14- og 16-årsalderen bor de unge sammen i små grupper med jævnaldrende, hjulpet af en voksen medarbejder. Her bor de indtil de er omkring 20 eller 21 år, hvorefter de flytter i egen lejlighed. De unge får hjælp til at tage en uddannelse, og bliver først helt uafhængige, når de fylder 23 år. Herefter kan de for altid have en tilknytning til børnebyen, så de fx kommer tilbage på besøg eller i forbindelse med bryllupsritualer, ligesom der er en forening for tidligere SOS-børn, der bl.a. fortæller nuværende SOS-børn om deres job og situation. |
Nemmest med de små
Georgette Boco Adadjii er også blevet undervist i, hvordan man tager sig af børn, der er traumatiserede.
– Børn er ikke ens, og jeg skal behandle dem hver især individuelt, men de har alle brug for meget omsorg og tålmodighed, siger hun.
Efter Georgette Boco Adadjiis opfattelse, går det langt lettere, når børnene kommer som små, end når de længe har levet et helt andet liv, fx som gadebørn.
– Det er tit, at jeg vil have børnene til at være et bestemt sted for fx at læse lektier, og det kan godt være svært for børn, der har levet på gaden. De går bare. Så gælder det om at være tålmodig og fx spørge: ‘Kender du en meget klog person her i Benin?’. Og hvis barnet så nævner et navn, siger jeg: ‘Hvis du læser og går i skole, kan du blive som ham eller hende’. Man skal tale på den måde igen og igen, siger Georgette Boco Adadjii, der også har nem adgang til faglig støtte og sparring.
– Hvis et barns vanskeligheder rækker ud over mine kompetencer, kan jeg få hjælp af et team af psykologer og socialarbejdere, og jeg kan få hjælp med det samme. Det har jeg fx fået, da en af mine sønner havde svært ved at koncentrere sig i skolen, siger hun.
Familielignende forhold
– Bank, bank, siger en stemme uden for huset.
Det er en sælger, der kommer forbi med en kurv fuld af tørrede fisk.
Georgette Boco Adadjii føler på dem, og får en samling pakket ind i avispapir.
Så går hun ind på det værelse, hun deler med familiens yngste, og henter en sort pung.
I SOS Børnebyen styrer hver SOS-mor sin egen husholdning, og børnene spiser alle måltider sammen med hende.
– Hele ideen er at danne langvarige relationer, siger Salimani Issifou.
– Vi vil gerne give børnene en ny familie.
Socialpædagogens rejse til Benin er gennemført med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.