icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Godt med fokus på den usynlige historie

Den socialpædagogiske faglighed kan gøre en stor positiv forskel over for psykisk sårbare mennesker

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 09-2014 /

Forskellige medier har på det seneste taget fat om et af de helt store tabuer – psykisk sygdom. Danmarks Radio har fx i noget tid kørt en fin dokumentarserie ‘Syg i hovedet’, hvor vi følger elleve unge mennesker, der alle lever med en psykiatrisk diagnose. Gennem reportage og deres egne dagbogsoptagelser får vi et unikt indblik i, hvilke udfordringer der opstår, når man har en psykisk sygdom. En række af de store dagblade har også bragt historier om mennesker, der har oplevet psykisk sygdom tæt inde på livet. For mange, tror jeg, er den helt store oplevelse ved mediernes behandling af historierne at se, at der er tale om helt almindelige mennesker. For psykisk sygdom er på mange planer fortsat en usynlig sygdom. Derfor er det også prisværdigt og nyttigt, at medierne tilsyneladende har fået øjnene op for den usynlige historie.

Socialpædagogerne har fagligt stor interesse i psykiatriområdet. Derfor fulgte vi også regeringens psykiatriudvalgs arbejde tæt. Og ud over at vi i udvalgsarbejdet bød ind med vores faglighed og bud på temaer som fx nedbringelse af tvang og medicinering, så har vi også siden sat vores fingeraftryk på dagsordenen.

Vi har således peget på, at vi har konkrete eksempler på, at den socialpædagogiske faglighed kan gøre en stor positiv forskel over for psykisk sårbare mennesker. Vi ved fx, at der er tilbud, der har reduceret medicinforbruget med op mod 40 pct. på et år. Og tilbud, der ved høj faglighed kan løfte mennesker fra tung medicinering af forskellige psykofarmaka og hyppige bæltefikseringer til i dag at være velmedicinerede og næsten uden magtanvendelser. Det er resultater, der betyder alverden for de mennesker, det drejer sig om, og som rammer helt plet i forhold til psykiatriudvalgets anbefalinger. Den slags konkrete eksempler viser, at den socialpædagogiske faglighed kan højne hele indsatsen på psykiatriområdet.

For nylig har Børnerådet offentliggjort en rapport om børns oplevelse af psykiatriindsatsen. Rapporten sætter fingeren på nogle af de udfordringer ved systemet, som vi også ser. Vi har fx peget på, at overgangene mellem systemerne bør styrkes, sådan at borgerne – børn som voksne – ikke oplever at blive tabt, fordi der mangler sammenhæng i indsatsen. Vi foreslår derfor, at hver enkelt får tilknyttet en socialpædagogisk kontaktperson, der følger borgeren – helt fra mødet med den praktiserende læge til udslusningsforløbet efter behandling. Kontaktpersonen kan sikre fokus på det hele menneske og binde forløbene sammen og være borgerens støtte og hjælp hele vejen.

Både DR’s serie og Børnerådets rapport er gode eksempler på, at vi har brug for at sætte fokus på den usynlige sygdom – og at der er brug for bedre sammenhæng i indsatsen for de sårbare borgere – børn som voksne.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat