icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Vi kan lære af akutindsatsen

Vi ønsker et arbejdsmarkedssystem med de faglige a-kasser i en central rolle – et system, der bygger på tillid, og et system, der hjælper med uddannelse og opkvalificering

  • Af Kaj Skov Frederiksen, forbundskasserer
  • 02-2014 /

I starten af 2013 stod 500 ledige socialpædagoger over for at miste dagpengeretten inden for det næste halve år. Det var en alvorlig situation fremprovokeret af dagpengereformen, hvor udbetalingsperioden blev halveret til to år, mens genoptjeningskravet blev fordoblet til et helt år.

Jeg håber, I har lagt mærke til, at Socialpædagogerne har gjort, hvad vi kunne for at råbe politikerne op og finde holdbare politiske løsninger. Men vi har også taget opgaven på os, og har prioriteret via vores dygtige jobkonsulenter i a-kassen at yde maksimal hjælp til de medlemmer, der er i klemme. Vi kan ikke løse et beskæftigelsesproblem for et medlem, men vi kan coache og lede medlemmet på vej. Det er sådan, vi er gået til opgaven. Og vi har netop undersøgt, hvordan det er gået for de 500 ledige kolleger, der var ved at miste dagpengeretten. Om hvad deres situation er nu, og hvordan de vurderer den hjælp, de har fået fra os og det kommunale jobcenter.

Halvdelen er kommet i arbejde. En fjerdedel er fortsat fuldt ledige, og den sidste fjerdedel er gået på efterløn, er sygemeldt, på kursus eller andet. Det er et overraskende godt resultat. Ikke mindst når vi ser, at lidt over halvdelen af dem, der er kommet i job har fundet plads på det socialpædagogiske arbejdsmarked. Det er godt gået af kolleger, der for de flestes vedkommende har været ledige i to år eller mere. Det er også et flot resultat, når vi sammenligner os med andre fagområder.

44 pct. af de adspurgte siger, at jobkonsulenten i vores a-kasse har givet dem ny inspiration i deres jobsøgning. Kun 18 pct. siger det samme om jobcenterets indsats. 51 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med vores indsats i a-kassen. Kun 31 pct. siger det samme om jobcentret. Det er en forskel, der til at tage og føle på, og jeg læser det som en kvittering fra de ledige medlemmer for, at vi gør en forskel. Det er også medlemmets kvittering for, at vi hjælper med at pege på konkrete jobmuligheder på vore arbejdspladser. At vi udnytter vores lokale netværk og kontakter til arbejdspladser. Det er samtidig det, som medlemmerne ønsker sig mere af: Aktiv jobformidling, hvor de faglige a-kasser i forbundene får en central rolle.

Jeg har sendt vores undersøgelse til Carsten Koch, der leder det udvalg, regeringen har sat til at komme med forslag til den fremtidige arbejdsmarkedspolitik. Jeg håber, han forstår den, og jeg håber, vores synspunkter finder vej til ministerens bord. Vi ønsker et arbejdsmarkedssystem med de faglige a-kasser i en central rolle – et system, der bygger på tillid, og et system, der hjælper med uddannelse og opkvalificering.

Giv os opgaven, giv os beslutningskompetencen – så finder vi løsningerne. Vi har allerede værktøjerne og det professionelle netværk på arbejdspladserne, der skal bruges.