icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Magtanvendelser

Magt og relationer

Der skal kastes mere lys på magtanvendelse. Det er en af konklusionerne i et nyt forskningsprojekt om kvalitet og udvikling i socialpædagogisk arbejde med anbragte børn og unge. Bag ph.d.-afhandlingen står lektor Lars Aagerup fra professionshøjskolen UCSJ, der også har set på andre aspekter af livet på en døgninstitution

  • Af Trine Kit Jensen
  • 02-2014 /

Det er dårligt, det der magtanvendelse. Det er to eller tre pædagoger, der hopper på en ung mand. For mig er det et menneske, der hopper på mig. Det er ikke en, der hjælper eller beroliger mig. Det er mennesker, der hopper på mig... Jeg synes bare, det er klamt.

Sådan lyder et citat fra en af de syv anbragte unge, Lars Aagerup har interviewet i forbindelse med ph.d.-afhandlingen ‘Kvalitet og udvikling i socialpædagogisk arbejde med anbragte unge’. Forskeren har fulgt livet på en døgninstitution tæt i en periode på to år, og især fysisk magtanvendelse er et tema, der fylder meget hos de unge.

Som udgangspunkt er ingen af de unge glade for, at medarbejderne bestemmer og sætter regler op for dem. Set i bakspejlet kan nogle godt acceptere magtudøvelse, der fx handler om forbud mod at besøge hjembyen i et halvt år for at undgå ‘dårligt selskab’.  På samme måde kan en tvungen ‘tænketur’ i sommerhus med en medarbejder, som den unge har en god relation til, ses som en rimelig sanktion. Men når det gælder magtudøvelse i den mest ekstreme form er billedet entydigt negativt. 

– Fysisk magtanvendelse opleves af de unge som et overgreb, der ødelægger tilliden og forholdet til de medarbejdere, som udfører den. De unge, som har været udsat for magtanvendelse mener, at de har været unødvendige. At der har været andre udveje, og at de ville være faldet ned af sig selv, hvis de fx havde fået lov at gå fra institutionen. I nogle tilfælde oplever de også, at det er medarbejderne, der har trappet konflikten op, siger Lars Aagerup. 

Mens alle de unge er optagede af den fysiske magtanvendelse, gælder det samme ikke for de syv medarbejdere på døgninstitutionen, som han også har interviewet. De omtaler den stort set ikke, og det finder forskeren stærkt påfaldende.   

– Hvorfor det er sådan, kan jeg kun tolke på. Måske fylder det ikke så meget i medarbejdernes bevidsthed, fordi magtanvendelse er noget, de udfører rutinemæssigt uden at tænke så meget over det. Det kan også være, at de ikke har lyst til at tale om det, fordi det fremstiller dem i en negativ rolle. Eller det kan være en kombination af begge dele, siger han. 

At tie den fysiske magtanvendelse ihjel er imidlertid en dårlig idé, mener Lars Aagerup. Han efterlyser generelt større åbenhed om magtudøvelse og også en erkendelse af, at straf nogle gange indgår som et element i socialpædagogisk arbejde med vanskelige unge. 

– I den pædagogiske diskurs er det ofte ikke noget, man ønsker at tale om og kigge på, fordi man ser det som en ubehagelig, men nødvendig del af arbejdet for at ‘holde fortet’ over for de unge. Det er enormt uhensigtsmæssigt. For det foregår jo, og der er i den grad brug for at kaste lys over feltet og få gang i noget diskussion og refleksion, siger han.

For lidt viden om kvalitet

Lars Aagerups forskningsprojekt handler ikke bare om magtanvendelse, men også om andre aspekter af arbejdet med anbragte børn og unge. Han har selv en fortid som børnehjemsbarn, er uddannet socialpædagog og arbejdede i faget i mange år, før han blev ansat som lektor på professionshøjskolen UCSJ i Roskilde. Her deler han sin arbejdstid mellem at undervise på pædagoguddannelsen og arbejde med forskning og innovation.

Ph.d.-projektet er gennemført i samarbejde med Institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet, og det var bl.a. SFI-undersøgelser af, hvordan tidligere anbragte klarer sig senere i livet, der satte ham i gang.

– I Danmark er der 12.000 anbragte børn og unge, og selv om samfundet hvert år bruger ni mia. kr. på området, slår de dårligt ud på alle parametre. De bliver dårligere uddannet, er i højere grad arbejdsløse, begår mere kriminalitet, er oftere stofmisbrugere, lider oftere af psykisk sygdom og dør tidligere end andre. Vi ved alt for lidt om, hvad der foregår på anbringelsesstederne, og hvad der er kvalitet på det her felt, siger han.

Oprindelig tog Lars Aagerup i februar 2008 orlov fra sit job på UCSJ for at arbejde med kvalitetsudvikling på den døgninstitution, der er omdrejningspunkt for undersøgelsen. Men da muligheden for et ph.d.-stipendiat efter et halvt år dukkede op, trådte han i stedet ind i forskerrollen. Efter studierne i felten vendte han i august 2010 tilbage til professionshøjskolen for at færdiggøre afhandlingen, som han forsvarede i oktober sidste år.

Case-institutionen er i forskningsprojektet anonymiseret. Men der er tale om et anbringelsessted for unge i alderen 12-18 år, heraf mange med domme i form af en ungdomssanktion, hvor fase to er ophold på en åben institution. I undersøgelsesperioden havde kun en tredjedel af medarbejderne en relevant uddannelse, defineret som en uddannelse til pædagog, lærer, socialrådgiver, psykolog eller social- og sundhedsassistent. 

Glade for ‘sømandsmodellen’

Målet med forskningsprojektet har været at undersøge, hvad de unge og medarbejderne opfatter som kvalitet i socialpædagogisk arbejde. Og mens den fysiske magtanvendelse skiller vandene markant, er der også punkter, hvor parterne kan mødes.

Fx er de enige om, at den såkaldte ‘sømandsmodel’ er en god måde at organisere arbejdet på. Den indebærer, at medarbejderne arbejder uafbrudt i en uge og derefter har fri i en længere periode.

– Modellen var indført på institutionen i et bevidst forsøg på at skabe bedre rammer for at danne relationer, og det virker både efter medarbejdernes og de unges opfattelse rigtig godt.

Begge parter beskriver, at de på den måde i højere grad bliver mennesker, der deler en fælles hverdag. De kan træde lidt ud af rollerne som medarbejdere og anbragte unge, fortæller Lars Aagerup.  

I undersøgelsesperioden bød institutionen på en blanding af mere etablerede afdelinger og helt individuelle anbringelsesformer, og muligheden for at skræddersy tilbuddene til den enkelte unge, så begge parter positivt på. 

Når institutionens medarbejdere ikke var på arbejde, var de altid tilgængelige på deres mobiltelefon. Samtidig var de udstyret med forstandermyndighed, der gjorde dem i stand til selv at træffe beslutninger uden først at skulle forhøre sig på højere sted eller vende spørgsmålet på et møde. Den ordning gav medarbejderne handlekraft, og de unge var glade for, at de ikke konstant befandt sig i en venteposition.    

– Det oplever de som en afgørende positiv forskel i forhold til andre institutioner, de havde været anbragt på, siger Lars Aagerup.

At medarbejderne arbejdede i døgndrift en uge i træk og ikke slukkede mobilen, når de havde fri, lød for Lars Aagerup som et stærkt belastende arbejdsliv. De interviewede medarbejdere lægger da heller ikke skjul på, at der absolut er ulemper ved sømandsmodellen. Men samtidig gav de udtryk for, at der også er store gevinster.

– De oplever, at de får en helt anden kontakt med de unge, kommer bedre igennem konflikter med dem og bedre kan holde fast i nogle ting, når de er på arbejde i lange stræk, siger han.

De unge liv – medarbejdernes arbejde

Både medarbejderne og de unge på institutionen lægger vægt på gode indbyrdes relationer. Men med forskellig indfaldsvinkel, fortæller Lars Aagerup.

For at beskrive forskellen bruger han en teater-metafor. Medarbejderne ser sig selv på scenen sammen med de unge i et følelsesmæssigt drama, der udspiller sig her og nu. Men de unge ser i højere grad medarbejderne som regissører, der arbejder backstage og skal hjælpe dem med at arrangere rammerne for deres liv. Herunder fx skolegang, praktik, hjælp til at få styr på økonomien, hjælp til at finde en fodboldklub – eller hjælp til at komme på besøg hjemme hos familien.

– De vigtigste personer i de unges liv er deres familie, venner og netværk uden for institutionen.  For dem er medarbejderne udskiftelige, og den følelsesmæssige relation er ikke så væsentlig. Medarbejderne er derimod fanget ind af hverdagen på institutionen. For dem er det vigtigt, at de unge kan lide dem og betror sig til dem, og de har et behov for at få bekræftet, at de er betydningsfulde personer for de unge, siger Lars Aagerup.

At der er denne forskel forklarer han med, at det for de unge på institutionen handler om deres liv, mens det for medarbejderne i bund og grund er et arbejde.

– De her unge kan være rigtig svære at have med at gøre, så for medarbejderne bliver det utrolig vigtigt at sørge for at få hverdagen til at fungere uden for mange konflikter og for meget ballade, siger han. 

Et snævert fokus på hverdagen inden for institutionens rammer kan imidlertid betyde, at de større perspektiver fortoner sig. Og paradoksalt nok har de unge bedre blik for at se anbringelsen som led i livsforløb og en mellemstation på vejen til noget andet.

– De taler både om tiden før anbringelsen og selve anbringelsen, og de gør sig også mange tanker om tiden efter anbringelsen, fortæller Lars Aagerup. 

Med det perspektiv er de unge i højere grad end medarbejderne på rette spor i forhold til Barnets Reform, der trådte i kraft i 2011. Her lægges der vægt på, at det socialpædagogiske arbejde skal forberede de unge på tiden efter anbringelsen, og såvel uddannelse som inddragelse af familie og netværk er i den sammenhæng helt centrale elementer.

Fremadrettet mener Lars Aagerup derfor, at der på anbringelsessteder for børn og unge skal ske ændringer af arbejdsvilkårene, så medarbejderne ikke risikerer at gå rundt med skyklapper på.

– De medarbejdere, jeg har interviewet, taler fx om, at de godt kan føle sig temmelig alene og mangle tid og rum til at reflektere over deres arbejde og udvikle det sammen med kolleger og ledelse. Det kan betyde, at de arbejder sig ‘dumme’, kører trætte og mister overblikket over, hvad der foregår, siger han.

Aldrig rutine for de unge

Selv om Lars Aagerup i sit forskningsprojekt har koncentreret sig om en enkelt døgninstitution, mener han godt, at der kan drages paralleller til forholdene på andre anbringelsessteder.

– Fænomener som relationsarbejde og magtanvendelse er generelle, og resultatet af mine undersøgelser vil derfor også kunne bruges som fokuspunkter for refleksion på andre institutioner, siger han.

I Lars Aagerups optik er det et grundvilkår på institutionerne, at pædagogerne og de unge ikke er ligestillede. Relationen mellem pædagogen og den unge skal være præget af ligeværdighed og respekt. Men pædagogen har større magt, flere ressourcer og et formål, der handler om at hjælpe den anden til at udvikle sig.

– Vi kan aldrig komme ud over, at pædagogen og den unge har to forskellige positioner. Men netop derfor er det en af mine pointer, at medarbejderne hele tiden skal reflektere over den basale forskel, der ligger i, at det er deres arbejde, men de unges liv.  Arbejde kan gå hen og blive rutine. Men for de unge er det aldrig rutine. For dem handler det om vigtige beslutninger i deres liv, som betyder noget for deres fremtid. Det skal medarbejderne holde sig for øje, selv om de har en travl hverdag, siger han.

Når det gælder magtanvendelse peger Lars Aagerup på, at det er et område, der skriger på mere opmærksomhed. Ikke alene på medarbejderplan, men også forskningsmæssigt. 

– Når man tænker på, hvor stort et overgreb det opleves som af de unge, synes jeg det er rystende, så lidt der bliver forsket i det, siger han og spørger:

– Hvordan kan det fx være, at der er nogle medarbejdere, som ikke udfører magtanvendelse? Er det, fordi de er konfliktsky og overlader det til nogle andre at tage skraldet? Eller er det fordi, de er bedre til at løse konflikter og derfor kan undgå magtanvendelse?

Helt konkret mener han, at de lovpligtige indberetninger om magtanvendelse vil være et oplagt forskningsobjekt, der kan give nogle af svarene.    

– Der er ganske vist tvivl om, hvorvidt al magtanvendelse indberettes. Men indberetningsskemaerne udgør under alle omstændigheder et kæmpestort datamateriale, som bare venter på, at nogle kaster sig over det, siger han.

Brug for fagligt løft

Via indberetningerne vil man fx kunne se, hvilke anbringelsessteder og afdelinger, der har mange magtanvendelser. Samtidig kunne man kigge på, hvilke pædagogiske principper, der er på institutionerne og undersøge, hvilken træning medarbejderne har fået i konflikthåndtering, foreslår Lars Aagerup. 

Derudover peger han på muligheden for at gå magtanvendelsen nærmere efter sømmene ude i felten.   

– Via observationer og interviews kunne man her trænge dybere ned i, hvad der foregår op til en magtanvendelse, hvordan personalet håndterer den, og hvad der sker bagefter, siger han.

Institutionen fra forskningsprojektet er ikke den eneste i landet med mange medarbejdere uden relevant uddannelse, og generelt mener Lars Aagerup, at et faglig løft vil forbedre kvaliteten af arbejdet på anbringelsesstederne.

– Det gælder både i al almindelighed og i forhold til magtanvendelser, siger han.

På den døgninstitution, han selv har fulgt tæt, var det medarbejdere uden relevant uddannelse, der stod bag alle de magtanvendelser, de interviewede unge havde været udsat for.