En mand, der gennem en lang, lang årrække satte sit markante præg på dette blad, journalist Kurt Ladefoged, er død, 65 år.
Kurt var en af de allerførste ansatte i Socialpædagogernes Landsforbund tilbage i 1981. Han varetog først jobbet fra Aarhus, men flyttede i 1982 permanent til København – og ind på Socialpædagogen. Så da han i 2012 fratrådte sit job på fagbladet Socialpædagogen, var det efter 31 år i forbundets tjeneste. Dermed var Kurt ikke kun en afgørende del af Socialpædagogens historie – han var en vigtig del af forbundets historie.
Kurt kom til Socialpædagogernes Landsforbund med en handelsuddannelse, en smuttur omkring statskundskabsstudiet og en uddannelse på den da nye journalistuddannelse. Han nåede i sin tid i Brolæggerstræde at være journalist, redaktionssekretær, redaktør af både Socialpædagogen og SL Herude, som han skabte og redigerede dets første ti år. I mange år var han også tillidsrepræsentant for sine kolleger på redaktionen.
At Kurt på den måde var med fra starten, kunne mærkes. Kurt kendte forbundets kringelkroge, og han kendte vores historie. Med sin fine hukommelse kunne han huske detaljer fra kongresser og HB-møder mange år tilbage. Var der noget, man ikke selv kunne huske, så kunne man bare spørge Kurt. Og kunne han ikke lige huske det på stående fod, så var der hjælp at hente i hans omfattende arkiv – han var så at sige redaktionens ‘søgemaskine’, og det var derfor ikke så underligt, at han fik tilnavnet Koogle…
Kurt var fagbladsjournalist par excellence. Hans speciale var det stof, de færreste forstod – før Kurt havde formidlet det. Kurt kunne udlægge krumme regler og langhårede fortolkninger af overenskomster og aftaler om løn- og arbejdsforhold, så de blev forståelige, og så man kunne forstå, hvad de betød for ens egen arbejdshverdag.
Men Kurt mestrede også den indfølte og engagerede reportage fra de socialpædagogiske arbejdspladser. Han var ligefrem og let at tale med, og det kunne læses i hans artikler.
Og så var han en af forbundets mest drevne sangskrivere, der kunne skrive sange med hoved, krop og et slag med halen.
Mennesket Kurt var et mildt væsen, der havde let til latter og godt kunne lide at være i godt selskab. Han kunne skam godt være drillesyg og skarp for tungen, når andre lavede fodfejl – men han var altid loyal og med en stærk fornemmelse for styrken i et fællesskab som en fagforening.
Kurt var en god kollega og kammerat.
Kurt var ikke bare en vigtig del af forbundets historie. Med ham er også en vigtig kilde til denne historie tabt for os andre.
Æret være Kurts minde.