icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

Det skader aldrig at lytte til brugeren

  • Af Jann Sjursen
  • 09-2014 /

Stakkels den stofmisbruger, som ender i hænderne på Tony. Tony er behandler på en ambulant behandlingsinstitution for stofmisbrugere. En del af stedets brugere ønsker en stoffri behandling. Men den får de sjældent – Tony mener nemlig, at han har luret, hvorfor brugerne ønsker sådan:

– Brugerne er jo blevet vænnet til, gennem mange års brug af behandlingssystemerne, at det man skal sige, når man går ind ad døren, er: ‘Jeg vil være stoffri’. I ugevis kan de holde sådan et spil kørende. Og det bruger vi en del tid på, specielt med nye brugere, at lære dem, at det imponerer os altså ikke.

Sådan fortæller Tony i undersøgelsen ‘Skadesreduktion i praksis’ fra SFI fra 2009. Trods ønsker fra brugerne mener han, at han ved bedre, og brugeren får aldrig en reel chance for at trænge igennem Tonys bedrevidenhed. Stoffri behandling er en meget dyr indsats, fordi den oftest sker på et døgnbehandlingstilbud i modsætning til skadesreducerende substitutionsbehandling, som er et ambulant og meget billigere tilbud – alt for tit bare med udlevering af substitutionsmedicin og ad hoc-samtaler.

Når man ser det skrumpende antal borgere, der i disse år får tilbudt stoffri døgnbehandling, er den umiddelbare forklaring ofte, at det skyldes kommunernes behov for at spare. Men kunne det (også) hænge sammen med for mange ‘Tony’er’?

Undersøgelsen fra SFI er vigtig, fordi den peger på ømme punkter, hvor bruger og behandler har vidt forskellige opfattelser af, hvad der er godt og skidt, og hvad brugerne ønsker, kan og vil. Vi ved ikke præcist, hvor udbredt denne problematik er, men lignende undersøgelser (bl.a. fra Center for Rusmiddelforskning) bekræfter, at den eksisterer – og i for høj grad.

Heldigvis er der også masser af gode eksempler – dem skal vi kopiere, mens de grelle eksempler skal bruges til at undgå lignende gentagelser.

Det er naturligvis lederne på de individuelle sociale tilbud, der er ansvarlige for, at personalet har en ordentlig og respektfuld relation til brugerne og lytter til det, de siger. Og det er politikernes opgave at udstikke de overordnede værdier og mål for den sociale indsats og afsætte de nødvendige ressourcer.

Men mens vi råber politikere og ledere op, kan I, der i praksis udfører opgaver med social behandling af borgere – hvad end de kæmper med misbrug eller andet – overveje: Findes Tony stadig? Tony slutter sin fortælling om sin ‘håndtering’ af brugere, der bliver ved med at ønske stoffrihed sådan:

– Okay, hvis du vil være stoffri, fint, så gå lige ud og snak med sygeplejersken om, hvor meget mindre metadon, du vil have… 


Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Deltag i debatten


  • Findes ‘Tony’ på din arbejdsplads?
  • Hvis ja: Hvad kan du/I gøre for, at ‘Tony’ sjældent eller aldrig dukker op i relationen til brugeren?

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat