Kortlægninger er en betegnelse for store, ofte landsdækkende studier, der er karakteriserede ved at være systematiske og grundige undersøgelser af alle sider af et bestemt område eller fænomen.
Ankestyrelsen har for nylig offentliggjort en såkaldt kortlægning af plejefamilieområdet, herunder både samarbejdet med kommunerne og en undersøgelse af plejefamiliers karakteristika. Det er et område i vækst – de seneste tal siger, at 57 pct. af anbragte børn er i familiepleje – og samtidig er det et område, der i Danmark er mangelfuldt forskningsmæssigt belyst. Så jeg gik straks ind på Ankestyrelsens hjemmeside for at blive klogere på dette vigtige område.
Her hedder det i pressemeddelelsens første linjer: ‘Langt de fleste plejefamilier er godt tilfredse med samarbejdet med kommunen. Det viser en ny stor undersøgelse fra Ankestyrelsen’.
Går man ind i rapporterne, viser det sig dog, at en ret stor andel af både kommuner og plejefamilier anser samarbejdet for utilfredsstillende.
Både dette resultat og de beskrevne karakteristika på plejefamilierne (uddannelse, beskæftigelsesgrad, anciennitet mv.) er baseret på en undersøgelse, hvor i alt 374 plejefamilier har besvaret et spørgeskema. Undersøgelsens resultater baserer sig dermed på svar fra ca. seks pct. af samtlige plejefamilier. Og der skal på denne baggrund ikke meget matematikkundskab til for at sætte spørgsmålstegn ved pålideligheden af disse resultater.
Dette er ikke det eneste eksempel på falske varebetegnelser. For et par år siden offentliggjorde Undervisningsministeriet en undersøgelse foretaget af Rambøll med titlen: ‘Kortlægning af undervisning på døgninstitutioner, opholdssteder og dagbehandlingstilbud’. Denne såkaldte kortlægning omhandler forholdene på 50 ud af i alt ca. 350 institutioner. Og der var store vanskeligheder med af få 50 institutioner til at deltage, hvilket var Rambølls ønske.
En første runde blandt 75 udvalgte institutioner resulterede ikke i, at man kunne få 50 institutioner til at deltage, og man måtte prøve igen. Her er således tale om en undersøgelse på en syvendedel af institutionerne (14 pct.) og en ukendt, men meget lav svarprocent, hvor mindst en tredjedel af de 75 institutioner har sagt nej til at deltage i den første runde.
Der er i sig selv ikke noget galt med at lave begrænsede undersøgelser, og man kan også komme i situationer, hvor man får en lav svarprocent. Men at kalde det for kortlægninger er misvisende. Desuden bør man gøre sig overvejelser over, om og hvor langt man kan generalisere sådanne resultater – for slet ikke at tale om formidlingen af disse.
Havde jeg foretaget sådanne undersøgelser og almengjort resultaterne, ville jeg kunne anklages for videnskabelig uredelighed. Havde jeg formidlet resultaterne så ensidigt og tendentiøst, ville kollegaer kunne beskylde mig for at være ude i et politisk ærinde. Og meget værre kan det ikke gå for en forsker.
Inge Bryderup er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
|
Deltag i debatten
|