icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Udviklingstraumer og relationer

Når man arbejder med børn med relationsskader er det afgørende, at man som fagperson er i kontakt med sig selv, hvis man skal kunne sætte barnet i stand at være det samme

  • Af Jane Bækgaard, psykolog
  • 09-2014 /

Der er intet tidspunkt i livet, vi er så tæt på vore følelser, som i barndommen. Ej heller så prisgivet de voksne, vi omgås. Ingen undgår udviklingstraumer, som her beskrives som relationelle erfaringer, der har været for overvældende for nervesystemet at udholde og bearbejde. Både udvikling og fejludvikling skabes i relationer, og fejludvikling må genoprettes i relationer. Fagpersoner kan ubevidst bidrage til børns traumer, og reparationsevnen er vigtig at styrke.

Problemadfærd ses her i lyset af underliggende traumer. Når børn er urolige, ukoncentrerede, afvisende, opgivende, angste, aggressive og slår, bør vi tænke på, hvad der foregår i deres krop og sind. Børn ‘konkluderer’ ubevist på alle samspil: ‘følte jeg mig rigtig eller forkert’, ‘kunne de lide mig eller ikke lide mig’, ‘synes de, at jeg er god nok’? Oplevelsen af forkerthed kan let opstå, og følelsen af skam følger umiddelbart efter.

Det er barnets oplevede fornemmelse, vi må respektere. Skam er et virksomt middel til, at børn umiddelbart ‘tilpasser’ sig til en ønsket adfærd, eller ophører med en uønsket. Et voksenblik kan udvise både accept og foragt. Ord kan både hele og såre. Blikke og ord har ikke kun magt i nuet, men fæstner sig i krop og sind. Det føles skamfuldt ikke at opleve sig set, hørt og forstået, at blive udstillet eller ignoreret.

Det mest sårbare er, når dette foregår, hvor der er andre til stede. Både selvværd og selvhad skabes i relationer.

Børn er afhængige af de voksnes evne til indføling. Når skammen over at være sig aktiveres, smerter det i krop og sjæl. Det giver uro, og det bliver svært for barnet at være i kontakt med sig selv. For at mindske ubehaget reduceres vejrtrækningen. Barnet spænder i kroppen for at undgå at mærke de ubehagelige følelser. Det beskytter sig mod den truende situation.

Børn kan skabe indre frygt- og fjendebilleder, og de lærer hurtigt at holde følelser tilbage, som de voksne ikke kan acceptere. Men følelserne er der jo stadig, og barnet bruger energi på at holde dem væk. De begynder at mærke sig selv mindre og derved mindskes også evnen til at mærke andre.

Børn udvikler beskyttelsesmønstre for at kunne håndtere det smertefulde og gøre det tåleligt. Herved svækkes ‘den indre rorpind’ – at kunne mærke og stole på sin indre fornemmelse. Paradoksalt er, at de børn, der har mest brug for kontakt og udviklingsstøtte, ofte er dem, der har sværest ved at få det i deres relationer. De har af nød udviklet et afvisende kontaktmønster for at beskytte sig mod forventet afvisning og negativitet.

At turde være autentisk

Fagpersoner har også udviklet forsvarsmønstre som børn, og disse kan fortsat være aktive som voksne. De er ubevidst styrerende i relationer, og derfor vigtige at kende.

Frygt for afvisning, konflikt, vrede, udelukkelse og kritik ligger i forskellig grad dybt i alle. Nervesystemer genkender ubehagelige situationer og pinefulde følelser. Fagpersoner reagerer bevidst eller ubevidst på det, børnene ‘gør ved dem’.

Når fagpersoner ‘rammes’, er der risiko for, at de griber til ‘magt’ over for barnet, skælder ud, udstiller barnet eller ignorerer det. En anden mulighed er, at stå ved de følelser, som barnets adfærd har udløst. Dette kan i første omgang virke skræmmende – som at udstille sin svaghed for barnet. Jeg tænker, at det altid er en styrke at turde stå ved sig selv – ikke en svaghed. Det er væsentligt at acceptere sine følelser og turde stå ved dem.

Følelser lyver ikke, men vores rationelle hjerne kan diskvalificere dem. Børn aflæser, når voksne føler sig ramt og ikke står ved deres følelser. Den største indlæringsmetode er spejling. Når de voksne tør vise deres følelser og sårbarhed, giver de indirekte børnene mulighed for at turde vise deres. Når vi har kontakt med vores autentiske selv, kan vi hjælpe børnenes nærvær frem. Så kan vi skabe relationer og miljøer, hvor børn og voksne kan være dem, de er.

Voksne må turde vise børn, hvordan de påvirkes af deres adfærd på en ærlig, kærlig og værdig måde. Det er her, empatien kan gro hos børn, hvor den er mangelfuldt udviklet. Traumatiserede børn er kendetegnet ved at være trænede iagttagere af andre, men mindre i stand til at iagttage sig selv.

Husk at


  • Mærke dig selv
  • Stole på dine følelser og være autentisk
  • Berolige dig selv først og så barnet
  • Bruge dit åndedræt til at forbinde hjerne og hjerte
  • Være opmærksom på, når dit eget ‘traumatiserede indre barn’ aktiveres

 

Kroppen husker ubehag

I arbejdet med børn med relationsskader kan kendskab til vores tredelte hjerne hjælpe til forståelse. Vi har en tredelt hjerne: en sansende, en følende og en tænkende del. Sansehjernen er den ældste, og tænkehjernen – vores rationelle hjerne – den senest udviklede.

I dag lægger vi stor vægt på tænkehjernen samtidig med, at vi alle har erfaret, at vi i et splitsekund kan ‘kapres’ af vores følelser. Ved en oplevet trussel kan vores føle- og sansehjerne, afmontere vores tænkehjerne. Det sker oftere hos børn med traumer. Et område i hjernen – Amygdala – skanner alle stimuli og gør klar til handling på mindste potentielle fare. Hjernen skelner ikke mellem en forestillet fare og en reel fare.

Amygdala har ikke en bevidst hukommelsesfunktion. Det har et andet område – Hippocampus – der erindrer tid og sted. Hvis faren opleves af en vis styrke, får Amygdala greb i Hippocampus, og dennes funktion reduceres og kan slå helt fra. Så handler det kun om overlevelse: Kamp eller flugt. Hvor ingen af disse er muligt, går systemet i en form for fastlåsning/lammelse.

Kroppen husker alt ubehageligt. Eksempelvis kan en håndbevægelse sætte nervesystemet i alarm, hvis et barn tidligere er blevet slået. Når et nervesystem er i alarm, hjælper det ikke at gå i dialog med barnets tænkehjerne. Det handler så om at berolige barnets højaktiverede nervesystem. Så kan kropssansningen langsomt vende tilbage, og det fysiologiske stressniveau, der giver uro, lettes. 

Når den rationelle hjerne er slået fra, er det ikke muligt at appellere til barnets fornuft. For mange ord fra voksne kan eskalere en konflikt og øge barnets uro.

Traumer bor i vores fysiologi. Smertefulde fortrængte følelser ligger i underbevidstheden og nervesystemet og kan hurtigt reaktiveres. Hjernen fastholdes i et forøget alarmberedskab ved sanseindtryk, der minder om en erindreret ubehagelighed. Derved kan der opleves at være et misforhold mellem begivenhed og reaktion. Tidligere ubehagelige hændelser er lagret i barnets nervesystem, men usynlige i nuet. 

Med hjerne og hjerte

Åndedrættet er det bedste redskab til at regulere vores tilstand. Ved indånding øges pulsen, og ved udånding sænkes den. En langsom udånding er den hurtigste måde til at berolige sig selv og andre. Det er åndedrættet, der forbinder vores hoved og vores hjerte, så vi kan tænke og mærke samtidig.

Vejrtrækningen kan på den måde hjælpe til reetablering af kontakten til os selv, til kroppen. En roligere vejrtrækning sikrer, at de tre hjernedele arbejder sammen, så vi både kan sanse, føle og tænke. Vi kan kun anvende vores fulde hjernekapacitet, når vi føler en vis tryghed.

De voksnes tilstand er vigtig, da et umodent og overbelastet nervesystem kræver kontakt med et modent og harmonisk nervesystem for at kunne udvikles.

Voksne kan befinde sig i to tilstande: på automatpiloten eller ved bevidsthed. Oversat til kropssprog: i sammentrækning/frygt eller i udvidelse/kærlighed.

Voksne kan ikke fornemme børn mere, end de er i kontakt med sig selv. Sunde og udviklende relationer forudsætter, at voksne kan sanse sig selv og ‘tænke’ med både hoved og hjerte. At de formår at få børn til at føle sig accepteret og elsket, som dem de er.

Børn spejler sig konstant i andres vurdering af dem. Det vigtigste udviklingstrin at hjælpe børn igennem, er at støtte dem i evnen til at acceptere, udholde og elske sig selv. 

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt