icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Anbragte

Det Blå Rocktog kører igen

Der er både plads på og foran scenen, når der den 28. maj er musikfestival for anbragte børn og unge. Initiativtagerne bag Det Blå Rocktog vil på flere måder sætte skub i anbragte børns kreativitet

  • Af Maria Rørbæk
  • 10-2015 /

Er I klar derude? Her kommer en sang, vi helt selv har skrevet. Sådan kommer det måske til at lyde, når anbragte børn den 28. maj fyrer den af på og foran scenen til musikfestivalen Det Blå Rocktog.

– Vi er tre institutioner, der er gået sammen om at genoplive Det Blå Rocktog og på vores egne institutioner går der så mange talentfulde børn og unge, at vi sagtens kan fylde programmet ud med høj kvalitet. Men vi har også en aftale om, at hvis der kommer flere tilmeldinger udefra, så trækker nogle af vores unge sig. Så man kan stadig nå at være med, siger projektleder Ole Hummelgaard.

I 80’erne og 90’erne var Det Blå Rocktog stort med helt op mod 20.000 deltagere til rockkoncerter og festivaler for anbragte børn, og i 1990 fik de såvel Børnesagsprisen som Socialpædagogernes Pris (der dengang hed SL-Prisen).

På grund af økonomiske vanskeligheder stoppede toget – indtil medarbejdere fra tre socialpædagogiske institutioner i Hillerød for nogle år siden bragte det tilbage på sporet.

Det drejer sig om Villa Musica og Skolen for musik og teater, der begge er dagbehandlingstilbud for børn og unge med psykosociale og indlæringsmæssige vanskeligheder – samt Erhvervsskolen Det Musiske Kompagni, der bl.a. tilbyder STU og uddannelsesforløb med socialpædagogisk og psykologisk støtte.

– Vi har nogle fantastisk gode faciliteter som fx studieudstyr og koncertudstyr – men det vil være endnu mere fantastisk, hvis endnu flere kunne få glæde af det, siger Ole Hummelgaard.

Brygmann og Halfdan

Når fløjten den 28. maj går til Det Blå Rocktogs festival, bliver det både med amatørbands og solister på scenen samt professionelle, som fx Martin Brygmann med band og Kaya Brüel og Ole Kibsgaard, der optræder med en familiekoncert baseret på Halfdan Rasmussens digte. Det er alt sammen gratis, og man kan bare møde op fra klokken 13.00 til 19.30 i Støberihallen på Nordstensvej 1 i Hillerød.

– Men vores vision er, at festivalerne bare skal være trækplastre for en helt masse mere, og vi vil fx meget gerne tilbyde unge musikere fra døgninstitutioner, opholdssteder, plejefamilier osv., at de kan komme hen til os og få indspillet deres musik i et rigtigt studie – ligesom eleverne på vores lydteknikerlinje gerne vil komme ud og lave lokale festivaler på anbringelsessteder. Vi tilbyder også forskellige workshops, hvor man kan arbejde med musik og teater, fortæller Ole Hummelgaard.

Visionen er at sætte skub i den musikalske og teatermæssige kreativitet hos anbragte børn og unge.

– For anbragte børn og unge har – ligesom alle andre børn og unge – en stor kreativitet, der bare skal foldes ud, siger han.

Det Blå Rocktog støtter de anbragtes musikalske og teatermæssige udfoldelse, men de unge skal følges af pædagoger.

– Vi koncentrerer os om musikken og de unges optræden – og arbejder fx ikke med grænsedragningen, siger Ole Hummelgaard.

Det Blå Rocktog er bl.a. støttet af Socialpædagogernes Kreds Nordsjælland og baseres på frivillig arbejdskraft. 


Læs mere: www.detblårocktog.dk

 

Relaterede artikler