Riv fjendebillederne ned
Det er en vigtig – og vanskelig – socialpædagogisk opgave at arbejde med antiradikalisering. Håndteret forkert kan forsøget på forebyggelse virke stik imod hensigten og fremme radikalisering. Det mener socialpædagog Walid El-Mohammad, der arbejder på den sikrede institution Bakkegården
Det ene eksempel er, da tv-nyhederne viser billeder fra et nedbrændt, svensk asylcenter, hvorpå 16-årige ‘Dennis’ udbryder: ‘Så kan flygtningene lade være med at komme herop!’.
Det andet er, da en tv-journalist fortæller om Islamisk Stats nedslagtning af 21 kristne egyptere, og 17-årige ‘Ibrahim’ siger: ‘Det er da klart, at de skal halshugges. De er jo ikke muslimer’.
Begge episoder fandt sted i en af dagligstuerne på den sikrede institution Bakkegården, der bl.a. er alternativ til fængsel for unge under 18 år. Her arbejder socialpædagog Walid El-Mohammad, og han nævner situationerne som konkrete eksempler på, at der er brug for fokus på anti-radikalisering.
– Radikalisering handler ikke kun om militant islamisme, men fx også om højreradikale og nynazister – fællestrækket er en form for dehumanisering, hvor man ser fjendebilleder i stedet for mennesker, siger han.
Arbejdet med antiradikalisering er i Walid El-Mohammads øjne både vigtigt – og særdeles vanskeligt.
– På den ene siden skal vi passe meget på, at vi ikke kommer til at trykke på en alarmklokke uden grund – for hvis en ung fornemmer, at omgivelserne tænker, at han er farlig, kan han få en selvopfattelse af, at nå ja, så er jeg farlig. På den anden side må vi heller ikke bare ignorere faresignalerne, og når man fx ser på integrationsministeriets risikoprofiler for unge, der er i fare for at blive radikaliserede, så passer det jo meget godt med mange af de unge, der er i de sikrede institutioner. Det er fx unge, der kommer fra et miljø med vold, og unge, der har lavt selvværd, dårlige skoleoplevelser og som har haft en oplevelse af at blive diskriminerede, siger han.
Beredskab på Bakkegården
Derfor har Bakkegården lavet et beredskab for den måde, Walid El-Mohammad og de andre socialpædagoger skal arbejde med antiradikalisering.
– Det er heldigvis ikke noget, vi ofte har brug for at arbejde med – men det er noget, vi skal være opmærksomme på. Netop når de unge kommer bag tremmer, kan de føle en form for håbløshed og magtesløshed, og så skal vi passe på, at der ikke bliver grobrund for en radikalisering, hvor ekstreme holdninger eksempelvis spreder sig, siger han.
Beredskabsplanen består af fem trin: Første trin handler om at observere de unge og være opmærksom på signaler, der kan pege på en begyndende radikalisering. Andet trin handler om at gå i dialog med de unge og finde ud af, hvad der ligger til grund for ytringerne. Tredje trin er tværfagligt arbejde – så man fx deler sine observationer på et personalemøde og sparrer med hinanden om, hvad der skal ske. Fjerde trin er en systematisk observation – og femte og sidste trin er kontakt med PET.
– Hidtil har vi kun bevæget os på de tre første trin, når det drejer sig om politiske eller religiøse holdninger. Men der har været systematiske observationer af unge, som har udvist ekstremt voldelige holdninger, sådan at de fx har sagt, at det kunne være sjovt at prøve at halshugge nogen, fortæller Walid El-Mohammad.
Det har endnu ikke været nødvendigt at kontakte PET.
– Heldigvis, for målet er jo også, at vi skal kunne forebygge ved at bevæge os på de første trin i beredskabsplanen, siger Walid El-Mohammad.
Nyheder som pædagogisk redskab
På Bakkegården bliver nyhedsudsendelser betragtet som et pædagogisk redskab, fordi målet er at inkludere de unge i samfundet – og det er også nyhedsudsendelser, der kan give anledning til radikale ytringer.
– Når det sker, skal vi endelig ikke ignorere ytringerne, men prøve at gå kritisk og undersøgende ind i dem. Det skal ske på en måde, hvor vi ikke er fordømmende, for så lukker de unge bare i. Vi skal ikke sige til dem, at de mener noget forkert, men prøve at motivere dem til selv at reflektere, siger Walid El-Mohammad.
I eksemplet med Dennis, der umiddelbart lød begejstret for nedbrændingen af asylcentrene, stillede Walid El-Mohammad spørgsmål som: Hvad vil det sige at leve i et asylcenter? Hvad vil det sige at være flygtning? Hvordan har de mennesker det mon? Og så kom det frem, at Dennis egentlig ikke mente, at det var okay at brænde et asylcenter, men at han udtrykte en frustration over forskellige ting i samfundet. Fx at han havde hørt, at der ikke er råd til, at ældre kan få nok bade.
– I samtalen prøvede jeg at hjælpe ham til at nuancere sine holdninger, sådan at jeg fx spurgte: ‘Du prøver at fortælle mig, at du er irriteret over den måde, politikerne bruger pengene på – og at det ikke nødvendigvis er flygtningene, du har noget imod. Er det sådan?’. Og det bekræftede han. Målet er, at de unge ikke ser verden så sort/hvid – og at undgå en opdeling mellem ‘os’ og ‘dem’. Det gælder om, at de skal udvikle et medborgerskab, siger Wali El-Mohammad.
Muslimer i Andalusien
Eksemplet med Ibrahim, der tilsyneladende ytrede en accept af Islamisk Stats halshugninger, satte gang i en længere proces. Bemærkningen faldt i sofaen foran fjernsynet, hvor Ibrahim sagde:
– Det er normalt. Når man ikke er muslim, er man fjende af muslimer.
Walid El-Mohammad fortæller:
– I den situation bruger jeg mig selv, for jeg er også muslim, og jeg føler ikke, at jeg er allieret med Islamisk Stat – men jeg bruger mig selv i en faglig kontekst, hvor jeg hele tiden er opmærksom på, hvad jeg gør og hvorfor. I stedet for fx at sige: ‘Det er forkert’, lagde jeg op til dialog ved at spørge: ‘Mener du, at ikke-muslimer og muslimer er hinandens fjender?’. Det svarede han ikke lige på. I stedet sagde han: ‘Jeg går ned på værelset og ryger’, og så gik jeg med ham, så vi kom på tomandshånd. På værelset spurgte jeg ind til hans holdninger:
– Hvorfor mener du, at det er korrekt, hvad Islamisk Stat gjorde?
– Når man ikke er muslim, så er man vores fjende. Vi har altid været i krig med ikke-muslimer.
– Har muslimer altid det? Er du sikker på det, spurgte jeg.
Og så fortalte jeg ham om historiske eksempler, hvor muslimer og ikke-muslimer har levet fredeligt sammen, fx i Andalusien, hvor muslimer havde magten og levede sammen med de kristne.
Følger op i dagbogen
Det undrede han sig meget over.
– Boede de sammen, spurgte han.
– Ja, det mener jeg, sagde jeg, men du kan selv undersøge det. Prøv at undersøg det i skolen i morgen. Og så skrev jeg i min dagbog, at jeg skulle huske at følge op næste gang, jeg kom på arbejde. Men om lørdagen tog han selv emnet op under frokosten, hvor der var andre til stede. Jeg tror, det var fordi, at han var stolt over, at han havde fundet frem til noget – nemlig at muslimer, der kom fra Marokko, havde magten i Andalusien i over 750 år.
– Der boede også katolikker i Andalusien, sagde han.
– Og de var ikke muslimer, spurgte jeg for at gøre pointen tydelig.
– Nej…
– Og de måtte gerne være der?
– Ja…
– Så muslimer og ikke-muslimer boede altså sammen. Er det rigtigt forstået?
– Ja…
– Og så kunne jeg se, at han blev helt rundtosset. Det var ny viden for ham, og jeg havde nået mit mål: At få fakta på bordet og vise, at det ikke er rigtigt, når han siger, at muslimer og ikke-muslimer ikke kan leve sammen.
Udgangspunkt i den unge
Walid El-Mohammad understreger, at han er meget bevidst om kun at tale om de emner, den unge selv bringer på banen.
– I det konkrete eksempel havde Ibrahim ytret, at muslimer og ikke-muslimer er hinandens fjender – men han havde fx ikke talt om, at han gerne ville rejse til Syrien og kæmpe, og når han ikke selv har ytret det, begynder jeg ikke at tale om emnet. Efter min mening skal man holde sig til det, den unge selv ytrer sig om, så man fx ikke selv begynder at plante ideer om, at den unge kunne tænkes at ville rejse til Syrien. Vi må endelig ikke give de unge en status af at være radikaliserede – for det er præcis det, der kan gøre dem radikaliserede.
Walid El-Mohammad understreger, at arbejdet med antiradikalisering på mange måder minder om andet socialpædagogisk arbejde i en sikret institution. Først og fremmest handler det om at opbygge relationer til de unge – og om at vise dem andre veje og muligheder end dem, der har ført dem ind i den sikrede institution. Og her handler det i høj grad om at give de unge et mere positivt selvbillede.
– Her har jeg en lille fordel, fordi jeg selv kommer fra et socialt belastet område og har haft en opvækst, der på mange måder minder om den, de unge på den sikrede institution har haft – og samtidig har jeg formået at tage en uddannelse som socialpædagog, fortæller han.
Men selvom hans egen etniske baggrund og religion i nogle situationer kan være en fordel, mener han på ingen måde, at arbejdet med anti-radikalisering må overlades til pædagoger med anden etnisk baggrund end dansk.
– Tværtimod er det meget vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at undgå en opdeling mellem indvandrere og etnisk danske. Og at alle derfor arbejder sammen. Man behøver bestemt ikke selv være muslim for at kunne tale med de unge om islam – men i nogle situationer er det godt at skaffe sig en viden om islam. Og så er det utrolig vigtigt, at man i personalegruppen sparrer og løbende dokumenterer, hvad man gør.
Alle oplysninger om de unge er anonymiserede.
Vil du vide mere om Walid El-Mohammads arbejde? Eller har du selv input til ham? Så kan han kontaktes på Wae@regionsjaelland.dk