icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmiljø

Den gode snak bygger på tre ben

En tæt dialog og uformelle møder mellem tillidsvalgte og ledelse er nøglen til et godt psykisk arbejdsmiljø. Det viser erfaringerne på fire socialpædagogiske arbejdspladser, hvor man har etableret en stærk trio

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 19-2015 /

Det koster at holde møder. Men det koster også at have syge medarbejdere. Og kan et tæt samarbejde mellem leder og tillidsvalgte forebygge, at kolleger fx går ned med stress, eller at det psykiske arbejdsmiljø halter, så er det en rigtig god investering.

Sådan lyder baggrunden for, at man på flere socialpædagogiske arbejdspladser har etableret et såkaldt triosamarbejde, hvor ledelse, tillids- og arbejdsmiljørepræsentant arbejder tæt sammen om at skabe trivsel og et godt arbejdsmiljø.

Det gælder fx Alm. Botilbud Skrågade i Aalborg, hvor arbejdsmiljørepræsentant Heine Søndergaard Andersen er en del af arbejdspladsens trio.

– Via vores forskellige tilgange finder vi trio-samarbejdet meget værdiskabende, da vi i det forum er fælles om at værne om det gode arbejdsmiljø og trivslen. Selvom vi har forskellige opgaver i dagligdagen, så har vi en fælles interesse i, at vores kolleger har det godt, når de går på arbejde, siger Heine Søndergaard Andersen.

Netop et struktureret trio-samarbejde baseret på tre ben – leder, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant – er noget af det, Socialpædagogerne fremadrettet ønsker at sætte fokus på i forlængelse af den arbejdsmiljøstrategi, der blev vedtaget på kongressen sidste år. Det gode trio-samarbejde skal styrkes ude på arbejdspladserne som en mere uformel struktur, der arbejder på grundlag af det allerede etablerede samarbejdssystem.

Får hverdagen til at flyde

Det er netop, hvad man gør på bo- og aktivitetstilbuddet Stokholtbuen i Ballerup Kommune, hvor Tommy Vedelfort er tillidsrepræsentant. Ud over den faste MED-struktur har man her opbygget en mere uformel samarbejdsstruktur – triosamarbejdet mellem leder, tillids- og arbejdsmiljørepræsentant.

– MED-strukturen kan jo godt være lidt tung på en stor arbejdsplads som vores, hvor vi er 145 medarbejdere. Så trio-samarbejdet er alt det, vi håndterer mellem de fastlagte møder, kan man sige. Det er der, hvor vi lige stikker hovederne sammen, når der er brug for at tackle en her og nu-problemstilling, siger Tommy Vedelfort, som er begejstret for trio-samarbejdet i hverdagen.

– Det handler om tidlig inddragelse og om at få hverdagen til at flyde. Hvis vi står med en aktuel udfordring, behøver vi ikke afvente næste MED-møde – vi har så at sige mandat til at finde en løsning i tæt samarbejde med ledelsen, og det gør samarbejdet meget mere dynamisk og smidigt, siger han.

Og selvom en lille uformel snak på gangen eller et hasteindkaldt møde på lederens kontor ikke altid levner tid til at få vendt alle detaljer i en sag, er det afgørende for, at der bliver handlet hurtigt.

– Når trioen går sammen om en konkret sag, er det måske ikke alle nuancer, vi får med – og vi ender ikke nødvendigvis med en fix og færdig pakke. Men det er et forum, hvor vi kan udfordre hinanden på holdninger, hvor vi kan være uenige – og hvor vi kan få vendt løsninger og initiativer, inden de fx præsenteres for medarbejderne, siger Tommy Vedelfort.

Møder sat i system

På Udviklingscenter Ribe er der også etableret en stærk trio, men her har man valgt at sætte samarbejdet lidt mere i system, fortæller fællestillidsrepræsentant Michael Soulié.

– Vi har årligt plottet seks til otte trio-møder ind i kalenderen, og vi har også lavet en samarbejdsaftale, der beskriver trio-samarbejdet. Det er med til at synliggøre over for alle medarbejderne, hvad det er, vi laver i det her trio-samarbejde, så det ikke bare bliver betragtet som endnu et mellemlederforum, siger han.

I samarbejdsaftalen står bl.a., hvor mange timer hhv. tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten har til rådighed til trio-samarbejdet, hvad der skal drøftes på trio-møderne – og det fremgår, at trio-gruppens primære arbejdsområde er det psykiske arbejdsmiljø.

– Vi er meget åbne omkring trio-samarbejdet, og der bliver skrevet referat fra møderne bortset fra, hvis det handler om personsager. Medarbejderne ved, at det er her, vi forventningsafstemmer og vender tingene, inden de bæres videre op i systemet, og det fungerer rigtig godt for os, siger Michael Soulié.

Også Helle Møller Thomsen, som er arbejdsmiljørepræsentant på bostedet Rosenfeldthusene i Frederikssund, har gode erfaringer med trio-samarbejdet i hverdagen.

– Vi har gennem tiden haft en del udfordringer i forhold til det psykiske arbejdsmiljø, og min erfaring er, at hvis der begynder at være lidt snakken i krogene på arbejdspladsen, så kan man i trio-samarbejdet tage mange ting i opløbet. Det gør en stor forskel, at vi kan handle på ting, når de opstår, og ikke behøver at vente til næste MED-møde, siger hun og tilføjer, at et godt samarbejde også i høj grad handler om respekt.

– Det bedste samarbejde opstår, når man har respekt for hinanden – både som mennesker og rent fagligt. I trioen skal man huske at have respekt for hinandens kasketter – og være åbne overfor andre holdninger, siger Helle Møller Thomsen. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere, TR og AMR, Arbejdsmiljø