Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Arbejdsmiljø

Skal beskyttes mod vold i fritiden

Ny lov fastslår, at arbejdsgiveren har pligt til at gribe ind, hvis ansatte trues uden for arbejdstiden. ‘Det er utroligt positivt’, siger Socialpædagogernes formand

13. februar 2015

Artikel

Fremover skal ansatte frit kunne købe ind i deres fritid eller være hjemme med familien uden at blive chikaneret eller truet af en person, som de kender gennem deres arbejde. Folketinget har vedtaget en ny lov, som fastslår, at arbejdsgiverne har pligt til at forebygge, håndtere og indføre retningslinjer, så ansatte ikke udsættes for jobrelateret vold i deres fritid. Forpligtigelsen gælder også trusler og chikane, som ansatte kan opleve, når de fx bliver hængt ud på facebook.

– Loven er et vigtigt skridt for at sikre ordentlige psykiske arbejdsforhold, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Arbejdsgiverne skal forebygge vold og trusler mod de ansatte på arbejdspladsen. Fremover gælder den pligt også vold uden for arbejdstiden, der skyldes det job, man har.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) siger.

– Vold mod ansatte har været stigende og desværre også noget, vi ser, når man ikke er på arbejde, men hjemme med familien. Det er helt uacceptabelt, at mennesker, som bare passer deres arbejde, bliver truet spyttet eller slået. Uanset om det sker på jobbet eller hjemme.

Hos Socialpædagogerne er det især inden for de sociale medier, at man har kendskab til, at medlemmer bliver forulempet.

– Det kan være en utrolig belastende og svær oplevelse at blive chikaneret på nettet. Vi har haft nogle rigtigt kedelige sager, hvor vores medlemmer er blevet hængt ud på nettet med navns nævnelse, siger Benny Andersen.

– Det kan være borgere, pårørende eller andre, der af en eller anden grund føler trang til at hænge en socialpædagog ud. 

 

Bliv medlem