icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Benny og Manu

  • Af Søren Virenfeldt
  • 10-2015 /

Forbundsformand Benny og socialminister Manu er på fornavn med hinanden i et stort dobbeltinterview (Socialpædagogen nr. 6/2015). De snakker sammen på et højt intellektuelt niveau om et ‘paradigmeskifte’ (ordet nævnes hele otte gange).

Jeg må indrømme, at jeg som praktiker følte en vis afstand til dette fine ord. Og på en måde åndede jeg lettet op, da det viste sig, at det bare var et fint ord for den velkendte remse: måle og veje, metoder og mere evidens.

Benny Andersen fremhæver, at uddannelse for anbragte børn og unge er en darling for ham i socialpolitikken.

Det samme gælder for undertegnede og Solhaven. Men den bog om skole og uddannelse på Solhaven, som Benny Lihme og Per Schultz Jørgensen skrev i 2012 i forbindelse med Solhavens 25 års jubilæum er blevet tiet ihjel af Socialpædagogerne og fagbladet. Heller ikke et særligt tilsendt personligt eksemplar af bogen til den ansvarlige for området i Socialpædagogerne førte til noget. End ikke en lille rubrik under ‘Nye bøger’.

Jeg betragter det som en del af Socialpædagogernes chikane af Solhaven og har nu besluttet, at interesserede kan modtage bogen gratis.

I øvrigt er det vel så som så med paradigmeskifte og evidens inden for specialområdet anbragte unge: det evidensbaserede program MultifunC er en kæmpe fiasko, lederen af programmet i København er HK’er, og i Region Midt er paradigmeskiftet via dispensation fra Manu Sareen lavet om til en delvis sikret institution i stedet for at være et alternativ til dette.

Og er politimænd en del af et paradigmeskifte i socialpædagogikken? Børnerådets formand er en pensioneret politimand, lederen af den pigtrådsomkransede og elektronisk overvågede Sønderbro er politimand osv.

Go’daw, øksemand-paradigmeskifte.