icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdspladsbesøg

Et rigtigt lokalt tilbud

På Ærø er tilbuddene til voksne udviklingshæmmede tænkt ind i lokalsamfundet - et eksempel til efterfølgelse, siger forbundsformand Benny Andersen.

Tænk lokalt, handl lokalt. Det kunne være sloganet for den tilgang, der ligger til grund for bo- og aktivitetstilbuddet for voksne udviklingshæmmede på Ærø. Der er nemlig i den grad tænkt lokalt i det socialpædagogiske tilbud til borgerne.
Det fik forbundsformand Benny Andersen mulighed for at se, da han midt i september var på arbejdspladsbesøg på stedet og hos leder Maja Kjær.

Straks efter ankomsten med færgen fra Fyn blev vejen lagt forbi Værftet i Ærøskøbing og Ærø Maskiner i Dunkær – der er nemlig ikke noget såkaldt værksted i aktivitetstilbuddet. De borger, der er så godt fungerende, at de kan varetage værkstedopgaver, arbejder i stedet ude i lokalsamfundet, fx ved det kommunale Vej og Park og ved et busselskab.
Aktiviteterne har base i Ærøhuset, der er kommunens samværs- og aktivitetstilbud, og som bliver brugt af 20 borgere, og som sammen med botilbuddet Plantagevej kaldes Kløveren og udgør kommunens samlede tilbud til voksne udviklingshæmmede.
På Plantagevej bor 16 borgere, og bofælleskabet rummer også et plejeafsnit. Ud af de 16 borgere, er der fem, der kommer fra andre kommuner.

En del af noget

Det var den lokale stemning og rodfæstningen i lokalsamfundet, der slog Benny Andersen som det første, fortæller fra han på færgen tilbage mod Fyn umiddelbart efter besøget.

- Jeg lagde specielt mærke til den åbenhed og det nærvær, der er på en ø, og på hvordan Ærøhuset bruger det til at gøre brugerne og beboerne til en naturlig del af ølivet. Der er ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved.  Det er helt tydeligt, at borgerne føler og mærker, at de er en del af noget, siger Benny Andersen.

Han havde bidt mærke i, at også de svageste borgere var med – fx som en del af havneholdet, der holder orden og rent på havnen i Ærøskøbing.

- Det var meget slående med den tillid og sammentømrede stemning, som præget stedet – sådan er ærøboerne, men det er altså lykkedes at gøre det til en del af pædagogikken på stedet. Det kommer jo ikke af sig selv, men som resultatet af en bevidst socialpædagogisk tænkning og strategi, som leder Maja Kjær og personalet har holdt fast i, konstaterer Benny Andersen.
- Og det virker. Det er #så# tydeligt, at borgerne var rigtig stolte over at være en del af noget.
Noget andet ved Ærø-besøget, der også gjorde indtryk på Benny Andersen, var det nybyggeri, som han blev præsenteret for.
- Beboerne på Plantagevej spænder vidt i alder – fra 20 til 60 år – og nogle af dem er meget plejekrævende. Det er et tilbud, der favner bredt og skal kunne rumme beboere med meget forskellige behov. Men det har man løst på fin vis med et virkelig gennemtænkt byggeri med en række velfærdsteknologiske løsninger, siger Benny Andersen.

Også udfordringer

Mens der er en række fordele ved den lokale forankring i et øsamfund som Ærø, så giver det også nogle begrænsninger for medarbejderne, noterer han sig:

- Det er klart, at der ligger nogle faglige udfordringer for personalet i et lille samfund her som andre steder. Alle vores medlemmer i Kløveren bor på øen, og de kan savne muligheder for let tilgængelige faglige fællesskaber uden for arbejdspladsen, ligesom det kan være svært at deltage i kurser og møder. Her er det vigtigt at huske på, at de har ligeså meget brug for kompetenceudvikling og faglig sparring som alle andre, siger Benny Andersen.

Men selve ideen om den lokale forankring i det pædagogiske arbejde med gruppen af voksne udviklingshæmmede, den er et eksempel til efterligning, mener han:

- Det er klart, at på en ø som Ærø ligger det måske mere lige for, og man har måske en ganske særlig mulighed. Men de rammer, der er på Ærø for den måde at arbejde på, de kræver stor bevidsthed og politisk opbakning for, at det kan lykkes. Og hvis det er på plads, kan også lade sig gøre i Silkeborg og Hillerød, siger Benny Andersen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdspladsbesøg, Forbundsnyheder