icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdspladsbesøg

Faglighed giver de bedste løsninger

På Østruplund arbejder medarbejderne struktureret med en individuel tilgang til beboerne. Nøglen er at fastholde forskelligheden – og altid tage afsæt i den enkelte beboers ressourcer og funktionsniveau

”Det her er en rigtig god tavle at møde ind til. Kun en enkelt beboer er i gult, ellers er resten på Slottet grønne”, lyder det fra socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant Anni Frederiksen, mens hun studerer den store tavle på væggen – afdelingens trafiklys. Her angiver farven rød, gul eller grøn for hver af beboerne, hvordan hans eller hendes tilstand er her og nu, og hvilke forholdsregler personalet evt. skal tage.

Trafiklystavlen hænger i alle afdelinger på bo- og beskæftigelsestilbuddet Østruplund i Otterup på Fyn, hvor forbundsformand Benny Andersen har lagt vejen forbi på et arbejdspladsbesøg. Her - midt i naturskønne omgivelser – ligger et gammelt slot bygget i 1880’erne, som efter en gennemgribende renovering nu danner rammen for tre boafdelinger, Slottet, Skoven og Marken, hvor 33 voksne borgere med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse bor i egne lejligheder og yderligere to borgere i enkeltmandsprojekter.  

Metoden med at bruge trafiklys til at registrere beboernes adfærd er i gang med at blive digitaliseret for at gøre systemet mere effektivt og funktionelt i hverdagen, så om kort tid erstattes den traditionelle tavle med et smartboard. Men for de godt 90 medarbejdere er trafiklyset bare ét af en lang række faglige værktøjer, der indgår i den specialiserede socialpædagogiske indsats på Østruplund. De arbejder også med pædagogisk massage, samtaletavler til beboere uden sprog og flere former for velfærdsteknologik, der understøtter beboerens mulighed for at være selvhjulpne i eget hjem.

”Jeg bliver virkelig glad, når jeg kommer her, for stedet emmer ikke kun af historie men også af ekstrem høj faglighed og engagement. I arbejder med en udfordrende målgruppe, men I har virkelig fat i noget af det rigtige, fornemmer jeg, fordi I går nye veje og målrettet bruger jeres faglighed til hele tiden at finde den bedste løsning for hver enkelt beboer”, siger Benny Andersen.

 

Psykisk brusebad i Skoven

I haverne omkring Slottet er der både høns, geder, får og kaniner, og beboerne har i sommerhalvåret mulighed for at arbejde i køkkenhaven, der forsyner Østruplund med både ærter, kartofler, agurker og tomater. Midt i det grønne ligger metalværkstedet, hvor dem, der hellere vil have olie på hænderne, kan skrue løs på gamle havemaskiner og køretøjer.

To gange om året bliver der lavet et aktivitetskatalog, hvor beboerne kan vælge sig ind på forskellige aktiviteter. Og med de 12 tønderland jord, der omkranser Østruplund, spiller naturen en væsentlig rolle.

”Det betyder rigtig meget, at vi arbejder i så fantastiske omgivelser. Tænk at vi sammen med beboerne hver dag har mulighed for at nyde naturen, måske klappe en ged eller er heldige at se fasaner eller rådyr ude på marken – det er da noget, der giver en arbejdsglæde,” fortæller Anni Frederiksen.

Det er nu langt fra kun naturen, der gør, at der på Østruplund er et godt arbejdsmiljø. Det mærker man tydeligt i boafdelingen Skoven, hvor Benny Andersen kommer forbi lige midt i en overlapning. Eller psykisk brusebad, som nogle af medarbejderne selv kalder den halve time, hvor de kolleger, der er på vej hjem, har mulighed for at få luft og dele dagens oplevelser med de kolleger, der netop er mødt.

”Vi arbejder meget systematisk med vores overlap og kommer altid omkring to faste punkter; hvad har været det mest udfordrende i dag - og hvad har været det bedste. Der er afsat tid til, at vi kan lytte til hinanden, og det er utrolig vigtigt, at man har mulighed for at rense tavle ren, inden man holder fri og går hjem,” fortæller socialpædagog Dennis Lindeskov Larsen til Benny Andersen, som er begejstret over den måde at lave overlap på.

”På en arbejdsplads som jeres kan risikoen for vold, trusler og nedslidning være en stor udfordring, og derfor er det så vigtigt, at I passer godt på hinanden. I gør det helt rigtige ved at arbejde systematisk med overlevering, synes jeg. På den måde sikrer I, at der hver eneste dag er sat tid og fysiske rammer af til god faglig snak, hvor alle bliver hørt – og jeres overlap ender ikke bare ud i en løs snak om, hvordan dagen er gået,” siger han.

Fokus på den enkelte

Siden årsskiftet har Østruplund arbejdet målrettet med at implementere Region Syddanmarks rehabiliteringsstrategi, der er baseret på tre værdier: Vækst i fagligheden, ordenlighed i det vi gør og siger – og rum til fornyelse og begejstring. Tre værdier, der på Østruplund er kernen i det daglige arbejde, fortæller centerleder Lars Urban Rasmussen.

”Når vi taler rehabilitering, tager vi afsæt i den enkelte beboers behov. Nogle har brug for støtte til at få genskabt gamle kompetencer, andre skal have opbygget helt nye kompetencer – og så er der også beboere, for hvem det mere handler om at vedligeholde kompetencer. Nøglen i vores arbejde med mestring i eget liv er, at vi hele tiden fastholder forskelligheden og giver den enkelte beboer lige netop den støtte, der gør ham eller hende i stand til at gøre ting, som vedkommende ikke kunne i går,” siger han.

Ny takst mere retfærdig

Samtidig har Østruplund per 1. januar i år indført en ny takststruktur, hvor hver borger får fastsat sin egen takst baseret på faglige vurderinger. Udgangspunktet er en basistakst, en såkaldt basispakke, der bl.a. indeholder udgifter til ejendom, ledelse, nattevagt, administration og forsikringer.  Den borgerspecifikke ydelse er beregnet ud fra en individuel vurdering af den enkelte borgers støttebehov, hvor nogle beboere kun har brug for to-tre basispakker, mens de allermest støttekrævende måske kræver 40 pakker.

”Med ny takst har vi en mere systematisk tilgang til vores beboere. Vi baserer ikke taksterne på, hvad vi synes – men på, hvad hver enkelt beboer helt præcis har brug for i sit liv. Det giver både en mere rigtig og retfærdig fordeling af midlerne, og så giver det samtidig en større grad af gennemskuelighed, hvor kommunen tydeligt kan se, hvad de får for pengene,” forklarer Lars Urban Rasmussen.

For Benny Andersen giver det da også rigtig god mening, at både rehabilitering og fastsættelse af takst altid tager udgangspunkt i den enkelte borger.

”Der er ingen tvivl om, at det er en stor udfordring med den individuelle tilgang, I arbejder så struktureret med. Men jeg er fuld af beundring over, at I aldrig forfalder til standardiserede løsninger. I Socialpædagogerne arbejder vi jo hele tiden for, at vi skal turde finde løsninger og måske gå nye veje, og det er det, I så fint gør. I tager ansvar hver eneste dag, og I gør det med jeres faglighed som afsæt,” siger Benny Andersen.

 

Fakta om Østruplund:

Østruplund er som en afdeling under Specialcenter for Voksne med Handicap en af Region Syddanmarks bo- og beskæftigelsestilbud til psykisk udviklingshæmmede voksne, der har behov for særlig social støtte eller er dømt til anbringelse.

Østruplund har tre bo-afdelinger med lejligheder og et beskæftigelsestilbud, A-huset. På Slottet er der otte lejligheder, mens Skoven og Marken har hver 12 lejligheder. Derudover er der to enkeltmandsprojekter.

På Østruplund anvendes neuropædagogik, hvor man tager udgangspunkt i personens ressourcer og funktionsniveau.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdspladsbesøg, Forbundsnyheder