Ingen lærer noget af tvang
Med satspuljeforliget er der afsat penge til at hjælpe gravide misbrugere – uden brug af tvang. Det er man rigtig godt tilfreds med både i Socialpædagogerne og i Region Nordjyllands Familieambulatorium
En gravid kvinde, som tager stoffer eller konstant går på druk, risikerer at skade sit barn – og skal derfor kunne tilbageholdes mod sin vilje. Sådan lød det mest vidtgående af i alt tre bud på fremtidens behandling af gravide med et problematisk rusmiddelforbrug i en rapport, som Socialministeriet og Sundhedsministeriet udgav midt i september.
Men da årets satspuljeforlig blev præsenteret knap halvanden måned senere, var begrebet tvangstilbageholdelse helt skrevet ud af teksten. Satspuljepartierne har i perioden 2016-2019 afsat i alt 27,5 mio. kr. til en styrket indsats for gravide kvinder med et misbrug, og i aftalen indgår, at kommunerne skal forpligtes til at tilbyde gravide med misbrug en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse – på baggrund af kvindens samtykke.
En formulering der vækker glæde hos næstformand i Socialpædagogerne, Verne Pedersen.
– Jeg synes, det er rigtig godt, at politikerne er gået væk fra tanken om at bruge tvang. Helt grundlæggende så ved vi jo, at der ikke er nogen, der lærer noget af tvang. I Socialpædagogerne arbejder vi generelt for, at man mindsker brug af tvangsforanstaltninger over for alle de grupper af borgere, som socialpædagoger arbejder med, og det omfatter naturligvis også gravide med misbrugsproblemer siger hun.
– Det socialpædagogiske arbejde går ud på at motivere misbrugeren til at gå i behandling og tage hånd om sit eget liv, for dermed også at kunne tage hånd om det liv, man får ansvaret for, når man bliver mor. Der er jo ikke nogen af de her kvinder, der ønsker at gøre skade på deres foster. Med tvang risikerer man, at kvinderne helt bliver væk – og dermed kommer man til at gøre mere skade på fosteret. Tanken om, at man risikerer at blive spærret inde er jo skræmmende for disse kvinder.
De skal komme til os frivilligt
Indespærring, tvang og tilbageholdelse er da heller ikke ord, man finder i arbejdsbeskrivelsen for det tværfaglige team på Familieambulatoriet i Region Nordjylland, som hvert år hjælper mellem 50 og 60 gravide kvinder med forskellige misbrugsproblemer.
Her har debatten om, hvorvidt det skulle tillades at tilbageholde gravide misbrugere med tvang, påvirket både personale og patienter, fortæller socialfaglig koordinator og socialpædagog Lisbeth Bak.
– Vi kan mærke effekten af den snak, der har været omkring tvang. I forvejen handler det her jo om nogle kvinder, som er meget utrygge ved at søge hjælp, fordi de godt er klar over, at der er en vis risiko for, at de ikke får lov til at beholde barnet. De føler sig som jagtet vildt – og taler man overhovedet om tvang, risikerer man hurtigt, at de helt takker nej til den hjælp, de faktisk har brug for. Det er jo dybt ulykkeligt, siger hun.
Også leder af Familieambulatoriet, overlæge Margrethe Møller, er glad for, at tvangstilbageholdelse er taget af bordet rent politisk.
– Jeg synes, at tvang er en meget alvorlig ting – det er et stort indgreb. Det er jo sygehusydelser, vi yder i Familieambulatoriet, så jeg synes som udgangspunkt, at folk skal kommer her frivilligt og uden angst. De skal vide og tro på, at vi vil dem det godt, siger hun og forklarer, hvorfor det ud fra en lægefaglig vinkel er så vigtigt at få skabt en bæredygtig kontakt netop med gravide, der har et problematisk rusmiddelforbrug.
– Hos den her patientgruppe optræder for tidlige fødsler og påvirket moderkagefunktion ofte, og derfor er det vigtigt, at de kommer hos os og ikke bare holder sig væk af frygt for, at barnet bliver taget fra dem. Det giver os mulighed for at følge dem tæt under graviditeten, og det er jo både til moderens og barnets bedste.
Tvang forhindrer ikke rusmiddelskader
I diskussionen om brug af tvang overfor gravide med et misbrug er et af de mest benyttede argumenter, at barnets tarv bør komme først. Bl.a. har Etisk Råd været fremme med en anbefaling af at gøre det muligt at tvangsbehandle gravide stof- og alkoholmisbrugere for at undgå, at det ufødte barn bliver skadet.
Men den argumentation holder slet ikke, mener man i Familieambulatoriet i Aalborg.
– Man forhindrer altså ikke rusmiddelskader hos børn ved at indføre tvang. Hos de kvinder, vi arbejder med i Familieambulatoriet, er skaden i rigtig mange tilfælde sket længe før, man overhovedet opdager graviditeten. Vi møder kvinder, som har drukket, indtil de var 20 uger henne, hvor de indtil da slet ikke vidste, at de var gravide, forklarer socialfaglig koordinator Dorthe Holme.
Hun mener endvidere, at tvang kan have nogle meget uhensigtsmæssige konsekvenser.
– Kvinden skal jo fortælle os – eller myndighederne – at hun har et misbrug, før vi overhovedet kan gøre noget. Og hvor mange får vi så skræmt væk i forhold til dem, vi evt. skulle fange ind med brug af tvang? Den diskussion hører også med til billedet, siger Dorthe Holme, som dermed rammer lige ned i det, Verne Pedersen kalder et vaskeægte dilemma.
– Der er så mange følelser involveret, når vi taler om, at man risikerer at gøre skade på et foster. Men der er jo også et liv efter, hvis man laver tvangsforanstaltninger – et liv, hvor kvinden skal lære at være mor og tage ansvar for sit eget og barnets liv. Og hvis ikke moderen har tillid til, at systemet vil hende og barnet det bedste, ja så holder hun sig helt væk, siger Verne Pedersen.