icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Mærkedag

Tid til faglig stolthed

Den 2. oktober er Socialpædagogernes Internationale Dag. Det bliver fejret over hele verden, og din arbejdsplads kan også være med

  • Af Jens Nielsen
  • 18-2015 /

Det var et ganske særligt øjeblik, da 500 socialpædagoger fra 36 lande rejste sig og gentog sætningen: Yes, we have the finest job in the World! – Ja, vi har verdens bedste job. Det var Socialpædagogernes formand Benny Andersen, der i sin egenskab af præsident for den globale organisation for socialpædagoger, AIEJI, på organisationens kongres i Luxembourg i 2013 fik alle deltagerne op at stå og gentage sætningen efter sig.

Og nu skal det siges igen – på mange sprog verden over. Også på dansk. Den 2. oktober er det socialpædagogernes internationale dag, og det bliver fejret både i AIEJI-regi og herhjemme af Socialpædagogerne – og det vil sige af medlemmerne og arbejdspladserne.

– Det er godt og sundt engang imellem at stoppe op, lige klappe hinanden på skulderen og huske at være stolte af vores indsats for samfundets mest udsatte. Og så er det vigtigt at huske på, at vi som socialpædagoger i Danmark er en del af en måde at gå til verden på, som vi deler med kolleger over hele jorden – uanset hvor forskellige forhold vi arbejder under, siger Benny Andersen.

På det store plan handler det netop om dels at skabe opmærksomhed omkring det socialpædagogiske arbejde i de forskellige lande, og så om at styrke den fælles faglige stolthed. Derfor er sætningen fra Luxembourg-kongressen da også slagordet for dagen:

Internationalt vil medlemmer fra AIEJI-landene bidrage med små film og billeder fra deres hverdag, hvor de fortæller, hvorfor de har ’the finest job in the World’. Filmene vil bliver samlet og delt på sociale medier på selve dagen.

Herhjemme starter forbundet i disse dage en konkurrence på Facebook og på Instagram, hvor medlemmer og arbejdspladser op til og på selve dagen opfordres til at dele billeder fra arbejdslivet på forbundets sociale medier. Her er overskriften ‘Stolt socialpædagog’.

Forbundets TR’er vil i løbet af en uge modtage et brev med materiale, der kan bruges til at dele arbejdsglæden med kolleger i det ganske land. 


 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse