Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

OK 2015

Klar til slutspurten

Store knaster er ryddet af vejen, men der udestår fortsat en del punkter – og en ny arbejdstidsaftale synes at være i sigte, lød det fra Socialpædagogernes formand forud for de afsluttende OK-forhandlinger

13. februar 2015

Artikel

Når dette blad udkommer, bliver slutspurten i forhandlingerne om OK 2015 sat ind. De sidste politiske forhandlinger mellem de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagersiden i Forhandlingsfællesskabet finder sted fredag den 13. februar, og i dagene efter forhandler de enkelte organisationer færdig ved hvert deres bord.

Ved dette blads deadline, den 5. februar, opsummerede Socialpædagogernes formand Benny Andersen situationen, og selvom mødekalenderen så tæt ud og meget udestod, var han fortrøstningsfuld:

– Der er rigtigt mange bolde i luften, men jeg tror på, at vi nok skal nå i mål med et godt resultat, sagde han.

Det er forhandlingerne med de kommunale arbejdsgivere, der har fyldt mest, mens det regionale område har ligget i kølvandet, og her vil forbundets forhandlere søge at kopiere resultaterne fra KL-området.

Den største af boldene i forbundets forhandlinger med KL har handlet om arbejdstid, og ti dage før afslutningen af forhandlingerne var der stadig mange uafklarede detaljer.

Men den bold kan gribes på en måde, der i den grad vil være til socialpædagogernes fordel, sagde Benny Andersen og pegede på, at der var opnået enighed om, at det pædagogiske område får en særlig model for aften/nattillæg:

– Den vil også fremover sikre, at en del af honoreringen bliver givet som afspadsering.  I realiteten videreføres 37/3-reglen – dog med den forskel, at timerne mellem kl. 14 og 17 ikke udløser tillæg. Til gengæld vil alle timer efter kl. 17 udløse både tillæg og afspadsering. Det synes jeg, vi kan være godt tilfredse med, sagde Benny Andersen – men tilføjede dog, at parterne stadig ‘lægger arm om en lang række både små og store problemer’.

Det handler bl.a. om økonomien, hvor Socialpædagogerne hele tiden har stået fast på, at der skal tilføres økonomi udefra, hvis der skal findes en acceptabel løsning.

Andre elementer i forhandlingerne er de særlige fridage og ikke mindst kompetencefonden, hvor det bl.a. handler om at sikre midler nok til fonden

– Så alt i alt er der rigtigt meget, der skal afklares på kort tid, men hvis vi finder en løsning, vil den helt givet tilgodese vores område og de krav, vi har stillet. Men som altid, når der skal findes løsninger, skal der klippes en tå og kappes en hæl, sagde Benny Andersen inden de afgørende forhandlinger

Forhandlingerne afsluttes på det kommunale område den 28. februar og med regionerne den 2. marts. 11. marts er der TR-stormøde om forhandlingsresultatet, og nogle dage senere får alle medlemmer tilsendt materialet til urafstemningen, der slutter den 29. marts. 


Læs seneste nyt fra forhandlingerne på www.sl.dk/ok2015 og www.facebook.com/forbundsformand

 

Bliv medlem