Pit-stop i udsatte børn og unges liv

De fleste danske børn og unge trives, men der er fortsat for mange, som har en kaotisk opvækst og har svært ved at stå på egne ben som voksne. Sammenlignet med de øvrige nordiske lande er Danmark det land, som er dårligst til at sikre børn og unges sociale mobilitet.

Det kan og skal lykkes, at flere udsatte børn og unge får et hverdagsliv, som ligner alle andres. Det forudsætter, at indsatsen nytænkes. Frem for ukritisk at tage fat i de foranstaltninger, som er på hylderne, skal der fokuseres på, hvordan vi rent faktisk støtter det enkelte barn og den unge i en positiv udvikling i et eget liv.

Derfor afholder KL den 10. marts 2015 en konference, hvor vi lancerer et udspil om udsatte børn og unge. Udspillet indeholder en række anbefalinger til en styrket kommunal indsats, som kræver medarbejdernes aktive deltagelse.

Den nyeste forskning peger på, at de mest virksomme indsatser er dem, der er tættest på en opvækst i en almindelig familie. Det kræver, at vi tilrettelægger de sociale indsatser som tidsafgrænsede ‘pit stop’ på vej tilbage i almenområdet.

For at den omstilling skal lykkes, skal medarbejdere og ledere på socialområdet styrke deres arbejde med virksomme metoder og have fokus på monitorering, evaluering og opfølgning. Fokus for alle indsatser bør være, om de bidrager til progression i barnets, den unges og familiens liv – hvis ikke, skal de standses og erstattes af andre indsatser.

Der vil også fremover være behov for døgnanbringelser af udsatte børn og unge, men tilbuddene skal fungere mere fleksibelt, end de traditionelt har gjort, og kunne indgå i samspil med kommunens øvrige tilbud. Der er behov for, at døgninstitutionerne i højere grad tilbyder intensive og tidsafgrænsede løsninger som et led i at sikre gradvis nedtrapning af indsatsen.

International forskning peger på fire forhold, der er vigtige for, at kortvarige anbringelser på institutioner skal opnå succes.

For det første skal anbringelsesindsatsen sammentænkes og integreres med andre parallelle indsatser, der gennemføres i barnets familie og netværk under anbringelse.

For det andet skal indsatsen være familiecentreret og konsekvent involvere barnets familie i behandlingsarbejdet på institutionen.

For det tredje skal indsatsen være realistisk målrettet, og for det fjerde skal der være kontinuitet i behandlingen i overgangen fra en institutionsanbringelse til de tiltag, som sker efter anbringelsens afslutning.

At omstillingen kan lykkes har vi allerede flere eksempler på. Socialpædagogen bragte i foråret en artikel fra Lolland Kommune, som handler om tilbuddet Toftegård. Her får en stærk medarbejdergruppe forvandlet et anbringelsestilbud, hvor børnene havde taget magten, til et forebyggelsestilbud med en høj faglig standard, der når børn og deres familier, som tidligere næsten var opgivet.

Vi ved efterhånden ganske meget om, hvad der har god effekt i forhold til udsatte børn og unges fremtidsmuligheder, så nu håber jeg, at vi ved fælles indsats kan få øget deres sociale mobilitet.