Bare ledelsen havde lyttet til mig
Selvom Lise Vinther fik diagnosen PTSD fortsatte hun sit arbejde med udviklingshæmmede. Først gik det rigtig godt, men flere år efter overfaldet blev alle symptomerne udløst igen
’Nej! Det kan ikke være rigtigt! Selvfølgelig skal jeg blive ved med at arbejde med udviklingshæmmede. Jeg elsker det jo’. Sådan tænkte Lise Vinther, da lægen på Psykiatrisk Center Middelfart for fire år siden anbefalede, at hun fandt et helt andet job. Hun havde oplevet to voldsomme episoder på det bo- og beskæftigelsestilbud for udviklingshæmmede, hvor hun ellers nød at arbejde. Og nu gav lægen hende diagnosen PTSD.
– Men jeg brændte jo for mit arbejde. Jeg tænkte, at jeg bare ville tilbage, siger Lise Vinther, der først var blevet overfaldet af én beboer og efterfølgende havde overværet en anden gå så meget amok, at fire politibetjente måtte træde til.
Efter aftale med hendes daværende leder blev Lise Vinther flyttet til en anden afdeling, hvor der ikke var nogle udadreagerende beboere, og de næste år gik det godt.
Men efter flere lederskift skulle der igen omstruktureres, og Lise Vinter fik beskeden: Du skal arbejde i et andet hus.
Et hus, hvor hun vidste, at der var en udadreagerende beboer. Hun prøvede at sige fra, men lederen var overbevist om, at det var den rette løsning – og så vendte det hele tilbage.
– Jeg blev simpelt hen hundeangst. Jeg vrælede og vrælede, fortæller Lise Vinther.
Den dag hun blev overfaldet, lagde en høj og stor udviklingshæmmet mand armen om Lise Vinther for derefter at klemme til, så alt luft røg ud ad hende – mens han samtidig råbte hende ind i hovedet. Og nu blev Lise Vinther angst hver gang nogen råbte.
– Pludselig kunne jeg heller ikke huske noget. Jeg måtte skrive alting ned i min kalender, fortæller hun.
Opbakning fra kollegaer
Lise Vinther måtte sygemeldes, og efter et halvt år blev hun afskediget. I dag er hun på sygedagpenge og i arbejdsprøvning på en skole. Hun er glad for det, men når børnene kommer op at skændes, kommer angsten tilbage, og hun må væk.
– Men jeg håber stadig, at jeg får det bedre, så jeg kan få et almindeligt arbejde igen, siger hun.
Lise Vinther er ikke i tvivl om, hvad der i hendes øjne bør sættes fokus på, når det gælder pædagoger og PTSD:
– Ledelsen skal skisme lytte til deres medarbejdere. Især dem, der har været udsat for sådan noget, som jeg havde. Et halvt år før havde jeg fået bevilget psykologtimer, og alligevel var der ikke noget at gøre. Jeg fik at vide, at jeg skulle flyttes.
Derudover mener Lise Vinther, at der bør være mere støtte til PTSD-ramte, der har mistet deres job.
– Da jeg stadig var ansat, fik jeg god hjælp af Socialpædagogerne, der fx tog med til samtaler med min leder og forhandlede aftrædelsen på plads. Men efter at jeg er blevet afskediget, kunne jeg virkelig godt bruge noget hjælp til at finde ud af, hvad der nu skal ske, for jeg kan slet ikke tænke og handle klart. Det kan man ikke, når man har PTSD, og selvom jeg har en sagsbehandler, er det ikke en, der ved noget om PTSD.
På positivlisten tæller til gengæld, at Lise Vinther stadig har tæt kontakt til de gamle kollegaer, og hun bliver fx inviteret med til sammenskudsgilder.
– Det betyder alt for mig, at kollegaerne stadig er der. Så føler jeg, at jeg er værdsat, siger hun.
Lise Vinther har fået 80.000 kr. i erstatning på grund af overfaldet.