Socialt arbejde – det kræver mod
Rapport fra tre intensive konferencedage med fokus på det mod, som kræves af frontpersonalet for at kunne agere i en udfordrende hverdag og ikke mindst i et felt, der er under politisk pres
På et torv i Helsinki – midt i et leben af gademusikanter, turister, folk på indkøb og folk på samfundets rand – ligger Kamppi. Et ‘Stilhedens kapel’, som med sit afrundede design helt i træ og uden kanter og vinduer står som en slående kontrast til de omkringliggende firkantede glas- og betonpaladser.
Kapellet er både et andagts- og et diakonikapel, så der er hele tiden præster og diakonimedarbejdere til stede. Men kommunens socialforvaltning er tillige gået i samarbejde med kapellet, så der også er tilknyttet to socialpædagoger, to socialarbejdere og 20 frivillige. Der er ikke tale om et herberg eller værested, men et ‘gå ind fra gaden-sted’, hvor folk året rundt mellem kl. 8 og 20 kan komme anonymt og få en samtale og om nødvendigt blive ledt videre til andre instanser for yderligere hjælp. Kapellets medarbejdere lytter og giver gode råd, men der træffes ingen former for beslutninger.
Der kommer ca. 250 besøgende om måneden for at tale om dagliglivets problemer (40 pct.), økonomiske problemer, vold, ensomhed, misbrug og overgreb (30 pct.) og sorg og tab (10 pct.). 10 pct. kommer for at få akut hjælp. 20 pct. af de besøgende er over 65 år, 60 pct. mellem 41 og 65 år, og 20 pct. er under 41 år.
Kamppi var mål for et af feltbesøgene på konferencen ‘Mod i socialt arbejde’, der i juni blev afholdt på Arcada Universitetet i den finske hovedstad, og som samlede op mod 400 praktikere, forskere og studerende fra en række lande.
Blandt de 400 var 30 repræsentanter for Socialpædagogerne. Forbundet er medlem af NFFS, Nordisk Forum for Socialpædagoger, der stod som medarrangør af konferencen. Fra forbundet deltog workshop-holdere fra tre arbejdspladser, medlemmer af faglige netværk, forbundets internationale arbejdsgruppe og tre konsulenter fra sekretariatet. Derudover deltog Kreds Midtsjælland med medlemmer fra deres bestyrelse.
Mod til at sige fra
I centrum for konferencen stod altså mod – modet til skabe forandringer i det sociale arbejde – og det var også budskabet fra første oplægsholder, den finlandssvenske forfatter og socialrådgiver Susanna Alakoski.
I 2012 udgav hun ‘Oktober i Fattigsverige’ – en dagsbogsbaseret selvbiografi, der sætter fokus på fattigdom som årsagen til sociale og misbrugsrelaterede spørgsmål. Inspirationen til bogen har hun hentet fra sin egen opvækst, men også gennem et professionelt liv hvor Susanna Alakoski har erfaret, hvad fattigdom kan gøre ved familier og deres sociale ståsted.
– Fattigdom er i høj grad medskaber af en lang række af de problemer, som vi kalder for sociale problemer. Men vi betragter mere fattigdommen som konsekvens af end som årsag til de sociale problemer, påpegede Susanna Alakoski.
Dermed langede hun også på sin stilfærdige, men insisterende måde ud efter den førte socialpolitik i Sverige.
– Hvorfor er det fx, at socialt arbejde skal koste så lidt som muligt, spurgte hun retorisk og viste et billede fra 1949 med en beskrivelse af fattigdom, der kategoriserer fattige i enten ‘rigtige’ fattige eller moralsk fattige: ‘Ordinarie fattighjon och uslinga’.
Som et af de positive eksempler på en ændret socialpolitik fremhævede Susanna Alakoski overgangen fra fattighjælp til førtidspension og beskrev samtidig den direkte politiske indflydelse på socialarbejderens hverdag således:
– En fis, der bliver slået i Rigsdagen om formiddagen, kan man lugte på socialkontoret om eftermiddagen. Så hurtigt går det!
Susanna Alakoskis opfordring var derfor, at socialarbejderen skal have mod til at sige fra, når indsatsen er uværdig, og stå ved egne kundskaber og viden. Man skal som socialarbejder ikke være politiker, men man har en pligt til at sige fra over for socialpolitiske konsekvenser.
Rebelsk forskning
Næste oplægsholder var Juha Souranta, der er professor i voksenundervisning, men også erklæret ‘rebel’. I hvert fald når det kommer til hans forskningsmæssige tilgang. Sammen med sin kollega og med-rebel, socialforskeren og socialpædagogen Sanna Ryyåanen, fortalte han om ‘rebelsk forskning’. Overordnet var budskabet, at der er brug for rebelsk socialforskning, som er mere eksperimenterende og inkluderende; både i forhold til hvem, der kan udføre den, sproget, den er skrevet i, og det område, den skal udforske.
Ifølge de to rebelske forskere viser modet i socialt arbejde sig der, hvor socialarbejderen får lov at optræde både som rebelsk forsker og som praktiker. Hvor man ikke kun iagttager og dokumenterer effekten ud fra objektive parametre, men også gør brug af subjektive betragtninger og erfaringer fra både praktikere og borgere – og ikke mindst er parat til at handle for at ændre på noget bestående.
Tre danske workshops
Konferencen bød også på en række workshops om temaer som etik, magt, marginalisering, empowerment, uddannelse, lederskab, immigration og globalisering. Socialpædagogernes deltagere bød ind med tre workshops:
Bakkegården i Nykøbing Sjælland er en særforanstaltning for kriminelle unge med udviklingshæmning, og oplægsholderen Kenneth Svendsen havde fokus på det socialpædagogiske arbejde på en lukket afdeling. Det fysiske rum blev beskrevet, de daglige aktiviteter med de unge og ikke mindst meget tilspidsede situationer, som kræver særlige kompetencer i relation til konfliktforebyggelse og nedtrapning.
Jim Schouboe Scherning fra Psykiatrisk afdeling for børn og unge på Odense Universitetshospital havde i sin workshop et filosofisk fokus: Hvordan ved man, at man som socialpædagog gør det rigtige i en given situation med unge, som har helt særlige udfordringer? Det er vigtigt at anerkende, tage ejerskab, strukturere, støtte og beskytte – men hvornår ved man, at man som socialpædagog er lykkedes med dette?
På den sidste konferencedag bød Socialpædagogerne ind med en tredje workshop, som blev holdt af Majbrit Skov Pedersen og Morten Murberg fra Bøgeskovgaard, et aktivitetscenter beliggende uden for Aarhus. Med video, billeder og plakater fortalte de to socialpædagoger, hvordan de dagligt arbejder med omvendt inklusion. Især vakte det interesse blandt tilhørerne, hvordan aktivitetscenterets grund og ejendom er indrettet med det dobbelte formål at skabe relationer blandt borgere og det omgivende samfund ved at sikre attraktive faciliteter samt tilbyde meningsfuld beskæftigelse til borgerne. En park, som egentlig hører til aktivitetscenteret, er åbnet op for børnehaver, private fødselsdagsfester og familiesøndagsture uden videre relation til Bøgeskovgaard, og en pointe var, at det giver livskvalitet i borgernes hverdag.
Er du REAL?
Er inklusion et spørgsmål om individet, der skal ændres, eller er det samfundet, der skal? Det spørgsmål stillede Tom Shakespeare, lektor på University of East Anglia og ph.d. i sociologi i sit oplæg på konferencens sidste dag. Bl.a. pegede han på paradokset i, hvordan det ligger i socialarbejdets kerne at udvikle individet til inklusion, mens det ligger i handicapkonventionens ånd at ændre samfundet til at være mere inkluderende.
Et andet paradoks, som Tom Shakespeare fremhævede med reference til sin forskning og sit eget liv med en fysisk funktionsnedsættelse, var forskellen på, hvad der gør personalet ‘professionelt’ i hhv. teoriens og borgerens forståelse.
I litteraturen ligger det professionelle i at være experts by experience – at man bliver professionel gennem erfaring og viden. For borgeren, påpegede Shakespeare, er det professionelle derimod associeret med personal skills; karaktertræk eller evner, der knytter sig til fagpersonens personlighed og forkortes REAL: reliability, empathy, anticipatory, liability (der kunne oversættes til pålidelig, empatisk, tillidsfuld og ansvarlig).
Shakespeares pointe var således, at i socialt arbejde skal man have modet til at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg REAL?
Så var de tre intensive dages konference ovre, og så småt begyndte tankerne at rette sig mod dagligdagen derhjemme – med dens mangfoldighed af udfordrende hverdagssituationer i et felt, der er under politisk pres. Det er så her, modet kommer ind i billedet.
Line Freja Rasmussen, Tine Aagaard og Bodil Høyer Damsgaard er konsulenter hos Socialpædagogerne.