Tager vi demokratiet som en selvfølge?
Beretning fra Litauens festligholdelse af 25 års selvstændighed og hvad det sætter i gang af tanker om festligholdelserne for vores eget danske demokrati
Nu står 1. maj og Grundlovsdag for døren. Jeg oplever begge fejringer som de mest væsentlige markeringer af vores demokrati og velfærdssamfund. Det skal der ikke herske tvivl om. Men jeg vil tillade mig at stille spørgsmålet, om vi giver disse markeringer den opmærksomhed, de fortjener, og om vi i vores hjerter reelt har forstået, hvor store landvindinger vi har skabt for vores demokrati.
Septemberforliget i 1899 er grundstenen for udviklingen af det danske demokrati. Septemberforliget fungerede som arbejdsmarkedets grundlov og blev først erstattet af en ny hovedaftale i 1960. Den nuværende hovedaftale holder sig dog inden for rammerne af det oprindelige Septemberforlig. Betegnelsen grundlov er rimelig, da det grundlæggende koncept i forliget er parternes gensidige anerkendelse af modpartens organisationsret.
To år efter, i 1901, kom der et systemskifte i dansk politik, der banede vejen for parlamentarisme, og frem til 1915 blev det nye demokrati sat under debat. Og endelig i 1915 blev den nye grundlov vedtaget. Nok den mest skelsættende grundlov, der gav kvinder, tyende og fattigfolk valgret. Indtil da var det kun ca. 14 pct. af den voksne befolkning, der havde valgret. Nu fik alle kvinder og alle mænd samme ret til at stemme og opstille til valg.
Det danske demokratis vigtigste begivenheder udvikledes således fra 1899-1915. Et mesterstykke uden lige i demokrati, som mange lande misunder os, og som vi skal være stolte over og værne om.
Og så er det, at jeg alligevel bliver lidt ked af det. Jeg oplever, at vi tager tingene for givet.
Lad os finde vejen tilbage
1. maj er både en festdag og en dag for demokratisk debat. Der skal være plads til begge ting. Selvfølgelig.
Men når jeg så ser på deltagelsen, og hvordan lønarbejdere og familier i stor grad fravælger begivenheden og tilvælger andre ting i stedet, så kan jeg ikke lade være at tænke på, hvad vi dog gør galt. Og med vi, mener jeg os alle sammen. Både arrangører, talere og deltagere. Men også meningsdannere, journalister, politikere og menigmand.
Har vi som samfund en for svag kollektiv hukommelse? Eller tager vi vores arbejdsmarkedsdemokrati for givet? Og så lige i disse tider, hvor vi ser, hvordan Ryanair og italienske metrofirmaer opfører sig, hvor vi ser sort arbejde og fremmed arbejdskraft, der bevidst snydes, og hvor vi ser udfasning af fabrikker til udenlandsk børnearbejde og slavelignende vilkår med ringe arbejdsmiljø.
Lad os tale om, hvad vi gerne vil skabe, og hvordan vi kan gøre det, og ikke bare fortabe os i at skælde ud på dem, der ikke vil det samme som os. Lad os fastholde den demokratiske dialog
Det var ikke den verden, vores forfædre skabte i 1899.
Vi må finde vejen tilbage. Som lønmodtagere. Som forbrugere. Som politikere. Som meningsdannere. Som journalister. Som arbejdsgivere. Som mennesker i et demokratisk velfærdssamfund. Det skylder vi Septemberforligets stiftere. Både fagforeningerne og arbejdsgiverne.
Grundlovsdagen fejres hvert år. En glædens dag og ofte i det gode danske tidlige sommervejr. Også en festdag og en dag for demokratisk debat.
Og her er deltagelsen også meget lille. De politiske partier holder hver deres møder og samles for at høre taler fra dem, de er enige med. Hvad bliver der af den demokratiske dialog i sådanne sammenhænge? Dagen benyttes til politiske markeringer, og pressen refererer velvilligt til befolkningen hjemme foran fjernsynet, så vi ikke selv behøver at deltage aktivt.
Og endnu en gang kommer talerne, der holdes, til at handle om, hvor dårlige eller utroværdige alle de andre partier er.
Og så må jeg gentage mig selv: Det var ikke den verden, vores forfædre skabte i 1915. Vi må finde vejen tilbage. Som stemmeberettigede. Som forbrugere. Som politikere. Som meningsdannere. Som journalister. Som mennesker i et demokratisk velfærdssamfund. Det skylder vi grundlovens stiftere.
Folkefest for demokratiet
Jeg er lige kommet hjem fra Litauen med en delegation fra Socialpædagogerne og LO. 11. marts fejrede litauerne 25-års dagen for deres uafhængighedserklæring. Litauen blev uafhængigt i 1918 og fik deres egen grundlov. Senere, i 1940, overtog den sovjetiske besættelsesmagt landet indtil 1990, kun afbrudt kort under 2. verdenskig af en tysk besættelse.
I 1990 vedtog det Litauiske parlament Seimas igen en uafhængighedserklæring og genoptog den gamle grundlov.
Da jeg deltog i festlighederne i Vilnius, kunne jeg ikke andet end at sætte det i relief til vores egne festligholdelser for demokratiet. Det stod i en skærende kontrast til de danske, lidt leverpostejfarvede, halvkedelige og forudsigelige mærkedage med fravær af danskerne og evige skælden ud og pegen fingre af ‘de andre’, som vi ikke er enige med.
Alle var af huse. Store og små. Unge og gamle. Arbejdsgivere og ansatte. Politikere og menigmand. Militær og fredselskere. Alle politiske partier. Alle tidligere præsidenter
Alle var glade og feststemte. Formelle taler foran parlamentet. Alle korte og præcise. Stort optog gennem byen med flere hundredtusinder mennesker. Om aftenen stor folkefest med musikalske indslag fra alle kroge af den lokale musiksmag og kultur. Præsident og tidligere præsidenter med varme budskaber om at stå sammen og være en fredselskende nation, der er ved at bygge et nyt demokrati op. Danmark og Island har en særlig plads i litauernes hjerter, fordi de to nationer gik foran med en anerkendelse af Litauen som selvstændig nation for 25 år siden. Mogens Lykketoft var naturligvis også en del af arrangementet.
Giv arven videre
Vi har i Socialpædagogerne bidraget til udviklingen af deres demokrati og undervist i Den Danske Model og haft litauiske fagforeninger på studiebesøg i Danmark.
Mogens Lykketoft har stillet sin bog ‘Den Danske Model’ til disposition, og vi har fået den oversat til litauisk, og den indgår i dag i alle bibliotekers samlinger. Fagforening og regering er i samarbejde ved at implementere den som ‘Den Litauiske Model’. De vil gerne lære af vores demokrati. Dejligt.
Men vi kan så afgjort lære lige så meget af deres demokrati. Og ikke mindst af, at de ikke tager demokratiet som en selvfølge. Det er noget, vi skal værne om og give videre til de næste generationer.
Lad demokratiet, festligholdelserne, glæden og sammenholdet – og ikke polariseringen – i det danske samfund leve. Gør dagene til festdage, og giv arven videre til vores børn og unge. Gør begge dage til nationale helligdage. Så kan de for min skyld godt få Store Bededag i stedet. Demokratiet er det hele værd.
God 1. maj og god Grundlovsdag.
Jan Vium er kredsformand for Socialpædagogerne Kreds Midtsjælland.