Et respektfuldt eftermæle

Biblioteket i Silkeborg har mange hyldemeter med biografier om borgmestre, direktører, fodboldspillere, skuespillere og andre, der politisk, erhvervsmæssigt eller kulturelt har haft betydning i lokalsamfundet. De har for nylig fået selskab af ‘Historien om Carl Juul – en silkeborgenser’.  

Efter ophold på børnehjem og på Den Kellerske Anstalt i Brejning flyttede Carl Juul Jørgensen i 1961 til Silkeborg. Her boede han først på åndssvageinstitutionen Vejlsøhus og siden på botilbuddet Arendalsvej.

Gennem mere end 50 år var den udviklingshæmmede mand et kendt ansigt i byen, hvor han næsten hver dag færdedes på gader og torve, dukkede op på sidelinjen i fodboldklubberne eller fandt ind på restauranter og caféer, hvor han fik sig en sodavand.

Efter at være blevet påkørt af en bil, haltede Carl Juul Jørgensen lidt. Han stammede og talte på en brummende måde, og et usædvanligt stort hageparti gav ham i folkemunde navnet Skuffecarl. Men hvem var han som person denne mand, som stort set ingen af bysbørnene vidste noget om? Det satte socialpædagog Torben Rasmussen sig for at beskrive, efter at han ved udgangen af 2012 gik på efterløn.

Som pædagog har Torben Rasmussen arbejdet med udviklingshæmmede og andre voksne handicappede i 40 år. I 2001 blev han ansat på botilbuddet Arendalsvej, hvor han lærte den dengang 71-årige Carl Juul Jørgensen at kende og havde daglig kontakt med ham i lang årrække. I hans øjne fortjener Carl Juul Jørgensen et respektfuldt eftermæle, så han af silkeborgenserne ikke bare vil blive husket som en bytosse med en særpræget fremtoning.

 – Det var han for stort og imponerende et menneske til, så det kunne jeg ikke bære. Kriteriet for at få skrevet sin biografi er, at man har været noget særligt, og det var Carl Juul Jørgensen. Han var et stolt, agtværdigt og smilende menneske, der på trods af et umådeligt stort handicap var i stand til at skabe sig en tilværelse – og for mig at se en god tilværelse, siger Torben Rasmussen.

Neej, en mand!

Da Torben Rasmussen på sin første arbejdsdag præsenterede sig for Carl Juul Jørgensen, blev han i første omgang mødt med ordene ‘Hvad vil du her?’. Bag den modtagelse gemte sig en vis træthed over igen at skulle forholde sig til en ny medarbejder. Men i næsten samme åndedrag udbrød Carl Juul Jørgensen begejstret: ‘Neeej, en mand’.

Langt de fleste mennesker, der var eller havde været inde over hans liv, var nemlig kvinder, og Carl Juul Jørgensen var altid parat til at opleve noget nyt og spændende. 

 – Han havde mod på verden og en humor, der brændte igennem, fortæller Torben Rasmussen.

Carl Juul Jørgensens humor kom bl.a. til udtryk ved, at han valgte at kalde Torben Rasmussen for Thorkild – udtalt Thoorkild – fordi det navn i hans ører lød bedre og sjovere.

Den kunne også vise sig, når han om morgenen fik hjælp til barberingen, fordi han motorisk selv havde svært ved at håndtere shaveren.

 – Han kunne så snuppe barbermaskinen og sige: ‘Nej, i dag er det din tur’, fortæller Torben Rasmussen, der dog fik lov at beholde sit fuldskæg. 

Stor ensomhed

I den mere alvorlige ende er beretningen om Carl Juul Jørgensen en fortælling om historieløshed og stor ensomhed. Fra de første 30 år af sit liv – tiden på børnehjem og Den Kellerske Anstalt i Brejning – havde han fx intet, han kunne dele med andre mennesker.

– Da han flyttede til Silkeborg, fulgte der så godt som intet med fra hans tidligere liv. Ingen historier om, hvad han havde lavet, ingen billeder – ingenting. Vi andre kan fortælle vores historie videre til andre. Vi kan snakke med familie og venner om, hvordan det var engang, forholde os til omstændigheder og hændelser tidligere i livet og reflektere over, hvordan vi ser på dem i dag. Carl havde kun i meget ringe omfang disse muligheder for at lade sin historie være en del af sin identitet. Men det havde han udviklet en stor evne til at kompensere for, ved at leve i nuet, fortæller Torben Rasmussen.

Fx husker han, at de to engang sammen var på tur til Middelfart, hvor de slog sig ned på en bænk i en park med udsigt til de to lillebæltsbroer. Her var det fint for Carl Juul Jørgensen bare at sidde og iagttage og finde indre ro.

Carl Juul Jørgensens ensomhed var også en konsekvens af ‘pædagogikken’ på de institutioner, hvor han boede frem til 1961. Her lærte han – som andre udviklingshæmmede – ikke at skabe og vedligeholde relationer til andre mennesker, og det led han under hele sit liv. I tiden op til sin død delte han på botilbuddet Arendalsvej fx lejlighed med Ingvard, som også var flyttet til Silkeborg fra Den Kellerske Anstalt, og den konstellation fungerede godt.

– Men det gode var alene, at de ikke forstyrrede hinanden. Selv om de havde kendt hinanden siden Brejning-tiden, var de ikke i stand til at være noget for hinanden. De boede reelt ikke sammen, men ved siden af hinanden, fortæller Torben Rasmussen.

Livet udenfor

Da Carl Juul Jørgensen boede på Den Kellerske Anstalt i Brejning, var det en stor institutionsby med knap 2.000 indbyggere – stort set uden berøringsflade med livet udenfor. Filosofien bag var, at anstaltens beboere havde bedst af ikke at være i kontakt med det omgivende samfund, og at det omgivende samfund var bedst tjent med at være forskånet for deres tilstedeværelse.

Carl Juul Jørgensen og andre som ham blev dengang betragtet som utilregnelige og styret af instinkter – uden mulighed for at lære noget eller udvikle sig. Den tankegang blev der gjort op med i åndssvageloven fra 1959 – to år før Carl Juul Jørgensen flyttede til Silkeborg. I tiden efter blev udviklingshæmmede i højere grad set på som mennesker med krav på en tilværelse tilpasset individuelle ønsker og behov. 

– Der gik mange år, før loven for alvor slog igennem. Men for Carls vedkommende betød den bl.a., at han selv kunne begynde at bevæge sig rundt i samfundet og skabe det liv, der blev værdifuldt for ham: At gå rundt og se, hvad der skete, og være en del af byens liv, siger Torben Rasmussen.

For sent for Carl

Den næste store milepæl var Lov om social service fra 1998. Det centrale var her, at mennesket bag handicappet for alvor kom i centrum.

– Det var essentielt og meget værdifuldt. For der er stor forskel på, om man som udgangspunkt ser på en udviklingshæmmet person som handicappet eller som menneske, og de pædagoger, jeg arbejdede sammen med op til Carls død i 2013, så ham primært som et menneske, siger Torben Rasmussen.

Det ændrede syn på udviklingshæmmede og udviklingen inden for socialpædagogikken, der startede i forbindelse med 59-loven, kom dog en postgang for sent til, at Carl Juul Jørgensen på alle områder kunne profitere af det. For selvom han med tiden fik nye og bedre muligheder, kunne han ikke løbe fra erfaringerne fra de første 30 år af sit liv og problemerne med at skabe relationer til andre mennesker.

– Han blev omplantet til en verden, som på mange måder var en fremmed planet for ham, siger Torben Rasmussen.

Selvom Carl Juul Jørgensens liv var præget af ensomhed, havde han dog den store lykke at stifte bekendtskab med en familie fra Rødovre, der havde overskud til rumme ham, som han var.

Ebba og Wiggo Juul og deres dengang 9-årige søn Jens stødte tilfældigt på Carl Juul Jørgensen under en cykelferie i Silkeborg i 1961. Det møde førte til, at han i to uger hvert år besøgte familien i Rødovre, ligesom de kom på besøg hos ham i Silkeborg og sendte breve og kort til fx fødselsdage. Det havde stor betydning for en mand, som hverken havde familie eller venner, men kun institutionskontakter.

Indblik i socialpædagogisk arbejde

Årsagen til Carl Juul Jørgensens markante hageparti var, at han i puberteten blev ramt af en hormonforstyrrelse, der betød, at den nederste del af hans kæbeparti voksede sig uforholdsmæssigt stort, og det gav ham altså det øgenavn, han gik under blandt silkeborgenserne.

– Sygdommen kan i dag klares med hormonel behandling, så den ikke udvikler sig til knoglemisvækst, og var Carl Juul Jørgensen født 20 år senere, kunne han være sluppet for navnet Skuffecarl. Det synes jeg er tankevækkende, siger Torben Rasmussen.

Hans bog er først og fremmest skrevet til de silkeborgensere, der kun har kendt Carl Juul Jørgensen som Skuffecarl. De får på biografiens 100 sider et mere nuanceret billede af Carl Juul Jørgensen, hans udfordringer og evne til alligevel at få noget ud af livet. Som sidegevinst får de samtidig et indtryk af, hvad socialpædagogisk arbejde er.

– Mange tror, det er noget med at passe og pleje de handicappede. Men jeg prøver at få frem, at det væsentlige i arbejdet er at skabe relationer til dem og bringe dem i spil som de mennesker, de er. Jeg giver også et billede af de mange dilemmaer, man står i som socialpædagog. Carl var fx ikke 100 pct. trafiksikker. Men havde vi som pædagoger lavet restriktioner på, hvordan han kunne færdes i byen, ville vi samtidig have frataget ham retten til at forme og skabe sit eget liv, siger han.

Selvom silkeborgenserne er den primære målgruppe for hans bog, håber Torben Rasmussen, at også læsere uden for lokalområdet vil finde den interessant.

 – Der mangler historieskrivning og forskning om udviklingshæmmede. Nogle få har selv været i stand til at formulere, hvordan deres tilværelse har været. Men der har ikke været mange beretninger om, hvad ophold på institutioner før 1960 og den dramatiske udvikling inden for forsorgen har betydet for ‘tavse vidner’ som Carl, siger han.

Bogen vil fx være relevant for studerende, der er på vej ind i socialpædagogfaget, mener Torben Rasmussen. 

– Det er ikke en socialpædagogisk lærebog, men den rummer nogle dimensioner, som kommende socialpædagoger måske kan bruge, siger han.

Ikke stikke næsen for langt frem

Den konkrete anledning til, at Torben Rasmussen begyndte at skrive om Carl Juul Jørgensen, var historien om den helt almindelige familie fra Rødovre, der uden faglige forudsætninger tog ham til sig og fastholdt kontakten i mere end 50 år.

– Den vanvittigt gode historie måtte bare ikke gå tabt, siger han.

Idéen om en bog tog først form efter Carl Juul Jørgensens død, og hvad han selv ville have sagt til biografien, er Torben Rasmussen i tvivl om. På den ene side ville han have været stolt over, at hans liv og levned udkom i bogform. På den anden side havde de første 30 år af hans liv lært ham, at man ikke skulle stikke næsen for langt frem – hverken i forhold til medarbejderne eller de stærke beboere på institutionerne. Han brød sig derfor ikke om at være i centrum og kunne fx ikke lide at blive fotograferet. At se sit kontrafej i en boghandlers vindue ville han derfor nok ikke have været ubetinget begejstret for, mener Torben Rasmussen.  

  – Når jeg har besluttet at udgive bogen er det i sidste instans, fordi jeg har ønsket at give ham det eftermæle, jeg mener han er berettiget til.