Smagsprøve på heste-meditation
Socialpædagogens udsendte prøvede selv en heste-meditation. Det var en helt særlig oplevelse
– Kom med! Så finder vi hestene.
Rideterapeut Marie-Louise Demant fører an. Ned ad de mudrede skråninger bag hendes hus. Socialpædagogens udsendte har bedt om lov til selv at prøve en af de øvelser, der hører hjemme i rideterapien – for én ting er at se, hvordan det ser ud udefra. Noget andet at opleve det indefra.
– Mærk dine fødder, siger Marie-Louise.
– Prøv at gøre dig tung, så du mærker underlaget.
Jeg tænker, at der er sten i bunden af de grønne gummistøvler og bevæger mig langsomt ind i skoven.
– Træk vejret dybt ind. Med næsen, siger Marie-Louise Demant.
– Hvad minder denne her duft dig om?
Jeg snuser ind.
I begyndelsen vækker duften af regnvåd jord og efterår minder om…
Ingenting.
Og så!
Er jeg tilbage i skoven bag min fars hus, hvor hestene græssede i folden.
– Så det minder dig om at være barn, siger Marie-Louise Demant.
Jeg nikker.
– Er du vant til heste, spørger hun.
– Næh…
– Til at meditere?
– Næh…
– Nå… Så kom!
Inde mellem stammerne finder vi hestene.
Marie-Louise Demant giver en af dem hovedtøj på.
– Sådan! Nu ved han, at jeg vil ham noget, siger hun.
Marie-Louise Demant binder tømmen om et træ, og stiller sig, så vi har hesten imellem os.
– Læn dig ind mod ham og læg dine hænder på hans ryg, siger hun.
Jeg træder et skridt nærmere. Mærker hestens store, lysebrune mave mod min krop og dens hestehår under mine håndflader. Marie-Louise Demant lægger sine egen hænder oven på mine og lukker sine øjne.
Jeg gør det samme, og så står vi der.
Menneske, dyr og menneske.
– Træk vejret dybt ind, siger Marie-Louise Demant.
– Træk lys og kærlighed ind. Og pust al stress ud.
Jeg gør som hun siger.
Trækker lys og kærlighed ind. Puster stress ud.
– Træk vejret med hjertet, siger hun.
– Jeg ved godt, at det kan man ikke. Men forestil dig, at du gør det. Træk vejret med dit gode, fine hjerte, der hvor dit hjerte er.
Og så fylder jeg hjertet med luft. Helt op til randen. Og slipper igen.
Fylder hjertet med luft. Tømmer det igen. Fylder og tømmer.
– Mærk hesten, siger Marie-Louise Demant.
– Mærk at han bevæger sig. Mærk at han flytter det ene ben.
Ja, det gør han. Det store dyr rykker sig en smule, men ikke på en urolig måde.
– Han ved godt, at vi er her, og at vi vil ham noget godt, siger Marie-Louise Demant.
Jeg lægger mit hoved på hestens ryg. Mærker hans ru hår mod min pande. Marie-Louise Demant lægger sine hænder på min nakke.
– Forestil dig engang, hvor du oplevede den totale fred. Mærk følelsen af total fred, siger hun.
Jeg snuser hestens duft ind og har ikke lyst til at forestille mig andet end det her. At stå i en regnvåd skov. Med en rolig, rolig hest.
Uden egentlig at tænke på noget.
Så det gør jeg.
Dufter hestens duft. Mærker hårene mod min pande.
– Og så… Når du så er klar… Så må du gerne åbne øjnene og komme tilbage.
Langsomt åbner jeg øjnene. Ser ned på det rolige dyr. Klapper ham et par gange på ryggen. Undrer mig over, at jeg ikke ved, hvad han hedder.
– Tumi, siger Marie-Louise Demant.
– Tumi, hedder han… Og øvelsen… Øvelsen kan du læse i bogen ‘Behandling af stress, angst og medicin uden brug af medicin og terapi’.