Socialpædagogerne på folkemødet
Demens, vold på bosteder, anbragte børn og unge, social mobilitet og det rummelige arbejdsmarked er nogle af de emner, Socialpædagogerne har sat til debat på årets folkemøde på Bornholm – tre dage med masser af socialpolitik på dagsordenen
De står som perler på en stor, rækken af farverige telte, hvorfra der lyder en sand summen af snak – om emner lige fra alternativ energi og mønsterbrydere til tro, den danske model og økologisk mad. For sjette år i træk lægger Allinge areal til Folkemødet på Bornholm, hvor politikere, meningsmagere, lobbyister, mediefolk og ganske almindelige borgere over tre døgn samles om debat og dialog.
Også i år er Socialpædagogerne til stede på folkemødet for at sætte socialpolitik på dagsordenen – og sætte fokus på nogle af de områder, der har betydning for forbundets medlemmer og de borgere, de arbejder med.
Det første arrangement, Socialpædagogerne er vært for, finder sted umiddelbart efter den officielle åbning under en blafrende sejldug i gårdhaven på Pilekroen. Emnet er social mobilitet – og hvordan man skaber de bedste rammer for udsatte børn og unge. Som den første i debatpanelet tager 26-årige Cindy Petersen ordet og fortæller sin personlige historie om at være anbragt i en plejefamilie.
– Jeg blev anbragt, da jeg var fem måneder gammel, fordi mine biologiske forældre er psykisk syge. Og jeg har boet hos plejefamilien i 17 år. Men jeg har aldrig følt mig elsket hos dem – de tog mig mest som et job, de kunne tjene penge på, føler jeg, fortæller Cindy Petersen, som i dag er aktiv i Ungdommens Røde Kors og i gang med at uddanne sig som ingeniør.
Hun bekriver, hvordan en af udfordringerne ved at være plejebarn er, at man aldrig rigtig bliver lyttet til.
– Hverken skolepsykologen eller nogle af de mange andre voksne myndighedspersoner, jeg har mødt i min barndom, har reelt interesseret sig for, hvad jeg sagde, og hvad jeg følte. At jeg har klaret mig så godt, som jeg har, og nu er i gang med at uddanne mig, det er kun min egen fortjeneste. Jeg har haft nogle gode fritidsinteresser og fundet et godt netværk, men jeg føler aldrig, at jeg har fået nogen hjælp fra systemet.
Et rum hvor de unge kan få luft
Cindy Petersens historie går lige i hjertet hos både formand for Børnerådet, Per Larsen, og formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, som sidder i debatpanelet sammen med Cindy Petersen.
– Hvis vi skal have færre Cindy’er i vores samfund, så bliver vi nødt til at få noget mere menneskelighed ind i de her sager. Det må ikke blive sådan, at en udsat borger skal rende fra kontor til kontor og person til person – lad os i stedet organisere indsatsen, så de rette fagpersoner kommer til familien, og så de følger familien og ikke mindst plejebørnene tæt i hele forløbet, lyder det fra Per Larsen, som opfordrer regeringen til at komme op på dupperne.
– Løsningen er en tidlig indsats, hvis vi skal hjælpe de her udsatte børn og unge, så det er bare med at komme i gang. Og så skal vi sikre, at overgangen fra ét system til et andet er lidt mindre håbløs end det, Cindys historie vidner om.
Også Benny Andersen udtrykker bekymring over, hvordan Cindy Petersen har oplevet aldrig at blive hørt i sit forløb.
– Historien viser os, at vi skal være meget opmærksomme på børnesamtalerne, for noget tyder på, at de ikke altid virker efter hensigten. Det er så vigtigt for de her udsatte børn og unge, at de har et rum, hvor de kan komme ud med deres tanker, drømme og visioner, og hvor de kan få lov til at sætte ord på de udfordringer, de oplever. Og i det rum skal de rette fagfolk være til stede – og de skal lytte til de unge, siger Benny Andersen.
Rummelighed på kæmpestranden
‘Kom og få et gratis kram af en hjemløs – vi er også mennesker’, lyder det med smil i stemmen fra en Hus Forbi-sælger, der også har fundet vej til Allinge og ihærdigt forsøger at bevæge sig igennem folkemængden i det område af Folkemødet, der kaldes kæmpestranden. Det er her, størstedelen af de mange organisationer inden for det sociale område holder til – og her afholdes masser af intense debatter om bl.a. psykisk syge, handicappede, flygtninge og andre af samfundet socialt udsatte.
I Børnehjælpsdagens telt er der kø foran et gitter fyldt med en lang række små plexiglasskilte, hvorpå bl.a. anbragte børn med tusch har skrevet eksempler på deres ønsker, håb og drømme.
‘Min drøm er, at alle anbragte unge får en tro på sig selv, så de bli’r den stærkeste udgave af sig selv’, ‘Jeg vil bo med min mor’ og ‘Husk at kramme’ står der bl.a.
Lidt længere nede af stien, der snor sig gennem kæmpestranden, holder Bruger-Hjælper Formidlingen til, og i deres telt bliver det rummelige arbejdsmarked sat til debat med deltagelse af bl.a. Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne.
– Vi har fået et samfund med et konstant fokus på produktivitet og karakterræs, og det udgør en kæmpe barriere for det rummelige arbejdsmarked. For hvor er der plads til de mange mennesker, der skal have lidt ekstra hjælp og støtte – dem som ikke kan ræse derudaf, være produktive og arbejde på fuld tid? Vi bliver nødt til at se på de udfordringer, der er for både udviklingshæmmede og sindslidende i forhold til adgang til og fastholdelse på arbejdsmarkedet, siger hun.
Vi ser på hele personen
I panelet er der også indspark fra politisk hold i form af både en borgmester og en folketingspolitiker, ligesom også LEV og SIND er repræsenteret. Arrangementet er skruet sammen som en stafet, hvor deltagerne først kommer med et lille oplæg – og derefter sender stafetten videre til sidemanden med et spørgsmål.
Marie Sonne får således stafetten og et spørgsmål fra Bent Bøgsted (DF), der er formand for Folketingets Beskæftigelsesudvalg og gerne vil vide, hvordan socialpædagoger kan være med til at gøre personer med udfordringer klar til arbejdsmarkedet.
– Som socialpædagoger har vi en position, der på mange måder er mere neutral, for borgerne ser ikke på os som en myndighed. Vi er dem, der ser på hele personen og laver en slags 360 graders vurdering af den enkelte borger, hvor vi både kigger på vedkommendes ressourcer, stærke og svage sider, bolig- og uddannelsesforhold og netværk – og det er nødvendigt at få det hele med, hvis man skal afklare, hvad der skal til for at gøre den enkelte i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet, lyder svaret fra Marie Sonne.
Grænseløs ledelse
Tidligt fredag morgen, mens Allinge så småt er ved at vågne, lokker programmet med både naturpolitisk morgenløb, højskolesang, morgengymnastik og morgenritualer med udvalgte folketingspolitikere. Selvom vejret driller, og solen er lidt længe om at stå op, bliver der hurtigt trængsel i de små gader og stræder – for folk vil mødes ansigt til ansigt, de vil i dialog med hinanden, blive klogere og skabe nye netværk og alliancer.
I Folkets Hus midt i byen bliver der dækket op til en snak om grænseløs ledelse – og i panelet deltager bl.a. Helle Riis, som er formand for Socialpædagogernes sektion for ledere og mellemledere.
Til daglig er hun viceforstander hos Autismecenter Storstrøm – og hun kender alt til udfordringen med, at en leder ofte forventes altid at stå til rådighed – og at tid er en vigtig faktor.
– Som leder af en døgninstitution er man på 24 timer i døgnet, og mange forventer, at jeg svarer på mail med det samme – også om natten. Men der er jo en stor risiko for, at man på den måde bliver suget ind i sit arbejde og ender med at blive både udmattet og stresset, hvis ikke man som leder tager magten tilbage og sætter sig i det grænseløse førersæde, siger Helle Riis, som opfordrer til, at man som leder starter med selv at sætte grænser.
– Man kan fx holde op med selv at sende mails til medarbejderne kl. to om natten, og man kan øve sig i at sige stop – jeg er faktisk lige i gang med noget andet. Vi skal være grænsesættende – ikke grænseløse. For hvis de mange afbrydelser og uforudsete opgaver slider for meget på den enkelte leder, kan det hurtigt forplante sig ned i organisationen med manglende rammesætning og tillid som resultatet.
|
Tal på Folkemødet
|
Tid til at sætte det lange lys på
Et af de yderst aktuelle emner, der også har fundet vej til debatjunglen på Bornholm, er vold på bosteder. Under overskriften ‘Det skal være trygt at bo og arbejde på et bosted’ bliver der sat fokus på, hvad der skal til for at gøre bostederne til trygge arbejdspladser og undgå, at medarbejderne kommer til skade.
Baggrunden er ifølge debatarrangøren LOS – de private sociale tilbud, at statistikken siger, at der hvert år i gennemsnit bliver dræbt en medarbejder på et af landets bosteder – og at der derfor er behov for at gøre noget, så det bliver trygt at gå på arbejde også på bostederne.
I panelet er bl.a. direktør i LOS Michael Graatang, som efterlyser et bedre samarbejde mellem bostederne og psykiatrien.
– Vi mærker en stadig mere presset psykiatri, hvor indlæggelserne er alt for korte, og beboerne ikke får den hjælp, de har brug for i det psykiatriske system. Det er ikke sjældent, at vi ser én dags indlæggelse og så ud igen eller en blank afvisning. Og det skaber utryghed for både borgerne og medarbejderne på landets bosteder, lyder det fra Michael Graatang.
På spørgsmålet om, hvorvidt der er brug for en ny type institution til de psykisk syge borgere, der ikke kan rummes på bostederne – et forslag der er sat i spil af Danske Regioner – er svaret et klart nej fra Socialpædagogernes formand Benny Andersen.
– Vi har ikke brug for et nyt tilbud. I stedet for at etablere helt nye former for tilbud, hvor man oven i købet taler om udvidede magtbeføjelser, bør vi i stedet styrke de tilbud og de rammer, vi allerede har i dag. Hvis vi virkelig vil løse problemerne, skal vi se på tre ting: at borgerne får det rigtige tilbud og den rette behandling, at der er de nødvendige personaleressourcer – og at det er personale med de rette fagligheder og kompetencer. Det handler om at undgå hurtige hovsaløsninger og i stedet sætte det lange lys på.
I løbet af de tre dage folkemødet varede, deltog Socialpædagogerne også i debatarrangementer om bl.a. socialpædagogisk faglighed i Udkantsdanmark, sociale obligationer og sociale investeringer i privat regi, anbragte børns skolegang og et refleksionspanel under overskriften ‘Gode liv giver økonomisk afkast’.