Det nuancerede familieplejeområde

TV2 bragte den 2. februar dokumentaren ‘Anbragt i helvede’, der viser, hvordan fire piger for år tilbage var udsat for massive psykiske, fysiske og seksuelle overgreb i en plejefamilie. På alle måder et totalt svigt fra det system, der er sat i verden for at hjælpe dem. Dokumentaren har givet anledning til mange diskussioner om fx børnesamtaler, erstatningspligt og tilsyn. Alle sammen relevante diskussioner, som vi som organisation har taget del i.

Her vil jeg dog godt nøjes med at zoome ind på familieplejeområdet. For her er brug for langt flere nuancer og perspektiver end dem, der er kommet frem i forlængelse af dokumentaren.

Der er ingen tvivl om, at familiepleje er en god løsning for mange udsatte børn og unge, men familiepleje er ikke bare familiepleje. For de børn og unge, der bliver anbragt i familiepleje, har forskellige behov og skal derfor også have forskellige tilbud. Fra børn, der primært har brug for en tryg base i en stabil familie, hvor plejeforældrene måske skal gå ned i tid, men godt kan varetage et ordinært job. Til børn, der har komplekse vanskeligheder og måske overgreb med i bagagen. Her vil familiepleje være et egentligt erhverv, hvor man ikke kan have et andet job ved siden af.

Når vi ved, at området er meget differentieret, og de udfordringer, som de udsatte børn har, er meget forskelligartede, så skal vi naturligvis også sikre differentierede rammer for de familieplejere, der skal hjælpe de udsatte børn. Det betyder også, at der skal være forskel på rammerne og vilkårene alt efter, hvor store vanskeligheder børnene har. Det gælder både kravet til pædagogiske kompetencer og naturligvis også den økonomiske kompensation.

Den offentlige diskussion i forlængelse af dokumentaren afspejler ikke, at opgaven som familieplejer er meget forskellig – afhængig af de udsatte børn og unges situation. Den forskel skal vi have tydeliggjort. Samtidig ved vi, at antallet af anbringelser i familiepleje, hvor børnene har komplekse og til tider behandlingskrævende problemer, stiger. Hertil rækker et firedages grundkursus, ofte sporadisk supervision samt et minimumskrav om to dages årlig efteruddannelse altså ikke.

Det afgørende må være, at de udsatte børn og unge bliver matchet med det rigtige tilbud med den rette faglighed. Og at kommunerne er villige til at investere i fornuftige og ordnede vilkår for de familieplejere, der varetager denne kæmpemæssige og helt centrale samfundsopgave. 

Det bliver vi som organisation nødt til at sætte os i spidsen for at formidle til politikere og embedsmænd. For hvis ikke kvaliteten i og kendskabet til familieplejeområdet løftes, så er det de udsatte børn og unge, der betaler prisen. Og det må ikke ske.