icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Ligeløn er en fælles sag

Lad os få gjort noget ved uligelønnen og skabt reel ligestilling. Det skylder vi de piger og drenge, der vokser op i dag

Det er en særlig dag, 8. marts. Det er Kvindernes Internationale Kampdag. For nogle kan udtrykket ’kampdag’ virke både bastant og gammeldags, og jeg mener bestemt heller ikke, at der skal marcheres med våben i gaderne. Men at der stadig er meget, der skal ændres, er – desværre – en uomtvistelig sandhed. Rundt om i verden ser vi dagligt eksempler på, hvordan kvinder undertrykkes og slet ikke har samme rettigheder og muligheder som mænd.

Også i Danmark handler 8. marts grundlæggende om fremtiden for vores piger og drenge. Vil vi have, at de skal have lige muligheder for at skabe et godt liv? Eller vil vi holde fast i en samfundsstruktur, der er skævvredet til fordel for drengene? Jeg vil have lige muligheder.

En ny rapport fra tænketanken CEVEA viser desværre, at dette langt fra er tilfældet i dag. Det danske arbejdsmarked er, på trods af en lille fremgang, stadig præget af massiv uligeløn. På trods af, at kvinder generelt har mere uddannelse end mænd, så tjener kvinder gennemsnitligt 16 pct. mindre end mænd. Og faktisk ser det endnu værre ud, hvis man zoomer ind på medarbejdere med mellemlang videregående uddannelse – som fx pædagoguddannelsen. Her er forskellen 27 pct.!

En del af forklaringen er, at kvinder oftere er på deltid, end det er tilfældet for mænd, og at det er kvinderne, der tager 90 pct. af barselsorloven. Men en del af det handler også om udmøntningen af lokale lønforhandlinger, der ofte falder ud til mænds fordel.

Som samfund og som faggruppe skal vi ikke acceptere dette massive løngab. Det er økonomisk urimeligt og usagligt – og det er uretfærdigt. Det er udtryk for en samfundsmæssig fejlprioritering, når den gruppe, der har mest uddannelse, ikke er mere i spil mere på arbejdsmarkedet – og samtidig ikke belønnes økonomisk.

Hvis løngabet skal fjernes – og det skal det – så må vi både kigge indad i organisationen og stille krav til politikerne om, at de må medvirke til at nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked. Vi kan selv tage et kritisk blik på vores prioriteringer. Hvordan fordeler vi arbejdsopgaverne, og hvordan foregår de lokale lønforhandlinger? Er det fremmende for ligeløn og dermed ligestilling? Fra politikerne må vi efterspørge tiltag, der giver lige muligheder for mænd og kvinder. Det kan fx være flere barselsrettigheder til fædrene, bedre kvalitet og mere fleksibilitet i dagtilbuddene samt flere dage til pasning af syge børn, som man fx kender det fra Sverige. Allervigtigst er det, at vi får gjort noget for de mange kvinder, der mod deres vilje er deltidsansatte. Ufrivilligt deltidsarbejde skal afskaffes.

Så lad os få gjort noget ved uligelønnen og skabt reel ligestilling. Det skylder vi de piger og drenge, der vokser op i dag. De fortjener lige muligheder. Og så er det tilmed godt for samfundsøkonomien.