icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

SPIF – kender I det?

  • Af Michel Kikkenborg, FTR
  • 03-2016 /

SPIF lyder vel mest som en robot fra den nye Star Wars-film eller måske snarere som et lille insektlignende dyr… Men SPIF er også bare en forkortelse for ‘Socialpædagogerne i fremtiden’ – den strategi, som kongressen vedtog i 2012, og som nu forsøges konkretiseret og videreudviklet både fra Socialpædagogerne centralt og lokalt i kredsene.

Strategien indeholder 10 forskellige pejlemærker og heri nogle visioner for fremtiden inden for disse pejlemærker. Det er et både aldeles fremragende og samtidig meget ambitiøst strategipapir, der tør sætte socialpædagogikken i førersædet både med hensyn til de vilkår, vores medlemmer arbejder under, og de forhold, som de medmennesker, vi arbejder for, skal leve under.

Personligt er jeg selv mest optaget af fremtidens ‘socialpædagog’: Hvad er det for nogle roller, samfundet tiltænker os? Hvad bliver vores primære opgaver? Og findes der en fælles socialpædagogisk kernefaglighed?

Jeg oplever i dag, at mange faggrænser i den offentlige sektor er flydende, og at det, der engang var klart defineret socialpædagogisk arbejde, i dag kan varetages af mange forskellige faggrupper, såsom sosu-assistenter, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter, ufaglærte og mange flere. Det kan vi selvfølgelig godt vælge at synes er for dårligt, men virkeligheden er måske nærmere, at vi socialpædagoger dels har været for dårlige til, at beskrive og dokumentere vores arbejde, og dels at vi har oplevet et styringsparadigme, der har favoriseret fag med tydelig(beskrevet) faglighed og målbare resultater.

Men hvordan vinder vi så det tabte terræn tilbage?

Jeg tænker, at der er flere forskellige veje til at genvinde socialpædagogernes status som den faggruppe, der selvfølgelig skal vælges, når samfundet skal støtte, behandle og udvikle vores dårligst stillede medborgere.

Vigtigst skal vi kunne dokumentere en praksis, der er bygget op om evidens og erfaringsbaserede modeller. Vi skal også kunne forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, og kunne dele vores viden med både vores brugere, deres pårørende og hele det system, vi arbejder for og i. Og så skal vi turde at stille krav og være ambitiøse, både på egne og brugernes vegne.

Jeg tror dog ikke på, at vi skal forandre vores pædagogiske tilgang nævneværdigt. Vi må ikke acceptere, at dokumentation bliver vigtigere end samvær med brugerne. Vi må ikke tro på, at der kun findes én sandhed, når det handler om arbejdet med mennesker. Vi vil ikke være med til at gøre relationsarbejde målbart. Jeg tror ikke på, at vejen til bedre socialpædagogisk arbejde skal findes ved at producere flere pjecer eller akademisere vores fag yderligere.

Jeg tror på, at vi skal turde stå ved vores bløde, umålelige relationsarbejde, vores reflekterende erfaringsbaserede viden, vores teoretisk forankrede pædagogik og vores evne til at tro på det gode liv for alle mennesker. Vi skal være stolte over vores fag og det arbejde, vi udfører, og vi skal turde stå ved, at vores fornemmeste opgave er at producere livskvalitet til den enkelte!

For mig kan socialpædagogisk arbejde sammenlignes med sportsudøveren, der træner i tusindevis af timer. De øver den samme handling igen og igen for at forfine detaljen og for at optimere muligheden for at lykkes. Det er et langt sejt træk og ofte med flere tilbagefald for til sidst at opdage den lille forskel, der vender fiasko til succes.

Derfor er socialpædagogers arbejde svært at beskrive, og derfor er faglighed forskellig – fordi vi er mennesker, der arbejder med mennesker! Kender I det?


Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.

Deltag i debatten


  • Har din arbejdsplads arbejdet med Socialpædagogerne i fremtiden?
  • Hvad er din/jeres (kerne)faglighed?
  • Skal vi som pædagoger arbejde mere systematisk?