Udhuling af rettigheder

Jeg kan konstatere, at der blandt nogle socialpædagoger er stor begejstring for brugerbetaling på det specialiserede socialområde. Måske overraskende for nogle, men den er god nok. Jeg deltog som gæst på Socialpædagogernes kongres. Her oplevede jeg de klapsalver, nu forhenværende socialminister Karen Ellemann modtog, da hun beskrev regeringens ambition om at tillade tilkøb af socialpædagogisk bistand og ledsagelse i forbindelse med ferie og lignende.

‘Det giver mulighed for, at mennesker med behov for socialpædagogisk bistand i hverdagen kan komme på ferie med medarbejdere, de kender’, lyder det fra flere sider. Og der bliver kun tale om, at man kan tilkøbe ‘ud over den kerneydelse, som leverandøren i forvejen skal levere’, forsikrer regeringen og mange af dens overraskende støtter i denne sag.

Jeg gætter på, at mange af de socialpædagoger, som dagligt yder en fantastisk og livsvigtig indsats for mennesker med udviklingshæmning, kender ‘kerneydelsen’ som en meget elastisk størrelse. Et fikst begreb som bruges, når der skal gennemføres forringelser af hjælpen til de svageste.

Det er lige præcis derfor, vi i LEV er stærkt bekymrede for, at muligheden for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse ikke bliver en gave til mennesker med udviklingshæmning, men derimod et angreb på de rettigheder, som eksisterer i dag. Et angreb på det kompensationsprincip, vi ved fælles hjælp skal forsvare og kæmpe for.

Derfor mener jeg, at brugerbetalingsivrige socialpædagoger skal spørge sig selv, hvad der kan blive de langsigtede konsekvenser af tilkøbsmuligheden.

Hvad sker der med det nye serviceniveau på fem eller otte dages socialpædagogisk ferieledsagelse, som en del kommuner vedtog som konsekvens af, at den hidtidige brugerbetalingspraksis blev kendt lovstridig i 2014? Fjernes de igen, eller reduceres de fra det i forvejen meget lave niveau næste gang, der skal findes penge i det kommunale budget?

Ja, det er desværre ret sandsynligt. For regeringen og et flertal på Christiansborg har nægtet at indføre et anstændigt og entydigt minimumsniveau for socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie og lignende.

Hvad sker der med den store – og voksende – gruppe af mennesker med udviklingshæmning, som ikke har råd til at betale de mange tusinde kroner for ledsagelsen? Hvis man tror, at der på blot lidt længere sigt er socialpædagogiske arbejdspladser i at åbne for tilkøb af ledsagelse, tager man fejl. En giftig kombination af ekstremt høje huslejer og lav pension betyder, at færre og færre vil have råd.

Endelig skal det tilføjes, at mennesker med meget stort hjælpebehov kommer til at betale de højeste regninger for den nødvendige ledsagelse. Hvorledes stemmer dette angreb på kompensationsprincippet og denne forskelsbehandling overens med Socialpædagogernes målsætninger og politik?

Det er klart, at alt dette er fremtidssnak. Måske deler du ikke min bekymring, men jeg vil slutte med at stille dig to spørgsmål.

Anni Sørensen er formand for Landsforeningen LEV.