icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Sessioner

Sådan får du TRIO’en til at spille

Det kræver fælles uddannelse og dialog i de lokale TRIO’er, for at man kan arbejde mod et fælles strategisk mål, lød det på session om TRIO-samarbejdet

  • Af Marie Dissing Sandahl
  • 19-2016 /

Hvordan får man skabt en kultur, hvor TRIO’en fungerer, og medarbejdernes arbejdsmiljø og oplevelse af indflydelse går op i en højere enhed med høj kvalitet i servicen? Det kræver en kulturændring at blive en dialogsøgende enhed, der i fællesskab modtager uddannelse og udvikler sig og arbejder mod et fælles strategisk mål. Sådan lød det fra Hans Jørgen Limborg, konsulentfirmaet Team Arbejdsliv, og Anette Ørbæk Andersen, direktør i Ringkøbing-Skjern Kommune, på sessionen om TRIO-samarbejdet.

Ifølge arbejdsmiljørådgiver Hans Jørgen Limborg fungerer TRIO’en godt, når den er handlingsorienteret, beslutningsdygtig og tæt på kerneopgaven – og så skal parterne have fælles uddannelse. Det giver grundlaget for et uformelt samarbejde, der kan forbedre arbejdsmiljøet.

– Udfordringen er helt sikkert, hvordan samarbejdet på arbejdspladsen spiller sammen med den politiske styring. For der oplever man ofte virkeligheden meget forskelligt, sagde Hans Jørgen Limborg.

Ifølge ham er en del af løsningen altid at tale ud fra, hvad kerneopgaven er, så politikerne mødes med fagligt funderede argumenter.

Slut med A og B

Og det giver virkelig mening at prioritere MED-samarbejdet og de lokale TRIO’er, lyder det fra Anette Ørbæk Andersen, der er chef for 1.700 ansatte.

I det vestjyske tager politikerne med til store fælles temadage i MED-systemet med overordnede strategiske temaer såsom brugen af frivillige på handicap- og psykiatriområdet – og med stor succes, fortæller hun:

– Det betyder, at politikerne kan forstå, hvad medarbejdernes virkelighed er og omvendt. Og den dialog og de samtaler kommer vi til at dyrke endnu mere i fremtiden. Vi er langt forbi den tid med en A og B-side, der skal forhandle, vi har langt mere brug for at have den fælles tillidsbaserede dialog, så vi kan arbejde mod fælles mål om et strategisk partnerskab, sagde hun – og understregede, at der jo selvfølgelig kan være faglige sager, som parterne skal behandle i et formelt system.




Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Kongres