Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Socialpolitik

Dyrt at flytte råd og styrelser

Det kan blive en bekostelig affære at gennemføre den planlagte flytning, viser beregninger fra Moderniseringsstyrelsen

19. februar 2016

Artikel

Det kommer til at koste 40 mio. kr., og det vil få store faglige konsekvenser, at regeringen har besluttet at flytte to råd og to styrelser på det sociale område ud af København. Det viser tal og beregninger fra Moderniseringsstyrelsen, som netavisen Altinget har fået aktindsigt i.

Det drejer sig om udflytningen af Børnerådet og Rådet for Socialt Udsatte samt Ankestyrelsen og Socialstyrelsen, og udflytningen vil berøre op mod 300 medarbejdere – svarende til 7,6 pct. af de i alt ca. 3.900 statslige arbejdspladser, der skal flyttes til 38 byer i 25 forskellige kommuner rundt om i landet. De 40 mio. kr., det angiveligt vil koste at flytte de fire arbejdspladser, udgør 10 pct. af prisen på 400 mio. kr., som regeringen har sat af til den samlede flyttemanøvre, viser Altingets gennemgang.

Men det er ikke kun økonomisk, at det bliver bekosteligt. Også fagligt kan det komme til at koste dyrt, for det er kun et mindretal af de nuværende ansatte i fx de to råd, der forventes at flytte med, når Børnerådet skal rykkes til Billund, og Rådet for Socialt Udsatte skal flytte til Rønne. Fagligt vil det betyde, at man mister erfaring og viden og skal genstarte store dele af sekretariatsfunktionerne. Dertil vil begge de to råd skulle finde penge og tid til voldsomt stigende rejseaktiviteter, da de to råds nærmeste samarbejdspartnere alle bor i København.

Desuden gælder det for begge råd, at de fra 2016 til 2017 får beskåret deres bevilling fra finansloven, og det kan altså samlet resultere i et behov for at skære ned på aktiviteterne og dermed på den rådgivning over for regeringen, der er en kerneopgave for begge råd.

For de to styrelser er situationen en anden, men også kritisk, fremgår det af Altingets aktindsigt:

Socialstyrelsen bliver med flytningen samlet i Odense, men flytningen bliver den dyreste af alle i den samlede udflytning med en pris på ca. 27 mio. kr. Til gengæld regner man med, at alle 195 medarbejdere fra København vil fortsætte og blot pendle til Odense.

Ankestyrelsen vil hurtigst muligt flytte 54 arbejdspladser fra København til Aalborg, men kun 12 skønnes at flytte med, og udgiften til at flytte og rekruttere nye vil ifølge Social- og Indenrigsministeriet føre til ‘en mindre stigning’ i antallet af verserende sager, skriver Altinget.

 

Bliv medlem