Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Socialtilsyn

124 tilbud og plejefamilier undsagt

Firdobling i antallet af lukkede tilbud og plejefamilier, der har mistet deres godkendelse

16. december 2016

Artikel

Her er forholdene så ringe, at I ikke kan fortsætte som plejefamilie. Sådan lød Socialtilsynets dom i 2015 til i alt 106 familieplejere. Samme år blev yderligere 18 tilbud lukket af Socialtilsynet. Det fremgår af Socialtilsynets årsrapport.

Med de i alt 124 lukninger er der tale om en kraftig stigning fra året før, hvor i alt 31 tilbud og plejefamilier blev lukket.

Ifølge avisen Metroxpress bliver lukningerne – eller inddragelsen af godkendelsen, som det formelt hedder – bl.a. begrundet med, at barnet er blevet placeret i kælderen, eller at plejeforældrene er blevet skilt. Det handler om ‘manglende ressourcer og overskud hos familien, fysiske rammer, der ikke kunne imødekomme barnets eller den unges behov’ eller om ‘sygdom hos en af plejeforældrene’. Eller som chef for Socialtilsyn Hovedstaden, Mie Andresen, siger: 

– Vi har i tilsynet fokus på kvaliteten. Der har jo været forfærdelige sager fremme som i dokumentarprogrammet Anbragt i Helvede, hvor børn blev misbrugt seksuelt af plejefamilien, siger hun til Metroxpress.

Af årsrapporten fremgår det også, at der i samme periode har været en stigning i antallet af anonyme indberetninger af kritisable forhold. Fra 853 i 2014 til 1.030 i 2015. Det er især pårørende, nuværende og tidligere medarbejdere eller naboer, der bruger whistleblowerordningen og ikke i så høj grad nuværende eller tidligere beboere eller plejebørn. Og henvendelserne handler især om ledelse, socialfaglige kompetencer og pædagogik.

Til Metroxpress forklarer tilsynschef Ulla Andersen fra Socialtilsyn Midt, at nogle anonyme henvendelser kan være medvirkende årsag til visse lukninger:

– Den nye whistleblowerordning kan […] betyde noget, fordi vi her får anonyme informationer, som måske bliver bekræftet under et tilsynsbesøg, siger hun.

På trods af stigningen i antallet af lukninger tegner Socialtilsynet generelt et billede af en høj kvalitet i plejefamilier og tilbud, og tilsynet fører i alt tilsyn med mere end 6.000 plejefamilier og mere end 2.000 sociale tilbud.


Bliv medlem